JHM: Jeg behandler rigtig nok med hård hånd det gældende aktuelle videns-teknokratiske fornufts-samfund, vi som alle kæmper med at leve med – og som vi iøvrigt alle kender til på forskellig vis. Men jeg gør det som en tackling af fornuften, for at gøre det klart, hvad det er for en udviklings-befordrende sandselighed, den ikke kan indrømme, bekræfte og kultivere i vort samfundne menneskeslægtskød, fordi det er omvendt, sidstnævnte sandselighed, der skal kultivere den.

Der er intet oplysende i hverken kirken, kapitalen eller statens institutioner uden vor mellemkomst og såfremt de mennesker, der står i ledelse af nævnte videns-teknokratiske fornufts-system ikke kan fatte, at vor mellemkomst, vort mellemværende er af hjertegod, sandselig, forstandig karakter – ja så skal menneskelivets forstandige vækst bryde den tunge sky ved at lade hjertevarmen løfte os op til vort forsyn. Blandt andet f.eks. ved at gå sine nødtvungne nye veje med nye formuleringer af ny livsførelse eller livsform med glæden i sandselig frisk erindring. Thi kun sådan kan den bevares og genopstå til gavn for kommende generationer i menneskeslægten. Miséren, ja elendigheden er altså, at omtalte institutioner ikke i nævneværdig grad bekræfter menneskets hjertegode slægtsarv i sin udvikling. Institutionerne er der og bliver formentlig stående, indtil de har udtjent deres værnepligt. Ja de behøver ikke at blive omstyrtet eller lignende, de skal bare sættes på plads i forhold til vor livsudvikling.

Helt konkret kan man jo give følgende eksempel:

I det øjeblik, i den stund, hvor et ellers pligtopfyldende, samvittighedsfuldt menneske, der er vokset med sine opgaver i personligt ansvar deraf – pludseligt forstår, at den pligtopfyldende, samvittighedsfulde impuls vedkommende i nævneværdig grad har ladet sig vejlede af er gjort af selv-retfærdighedens lovmæssige væsen, men ej kærlighedens, sandhedens, ærlighedens, hjertevarmens – og dernæst efter at have sundet sig, nu en livserfaring rigere, ønsker at fortsætte sit liv i udvikling og give af det til det omkringværende samfund, på trods af tidligere fejltagelser og misforståelse, ja så er det ofte sådan, at vedkommende ryger ud i kulden, skubbes ud, fordi en masse-lovgiven flertalskultur i sin retfærdigheds-opdyrkende mentalitet, læs social-fascistisk fornufts-idealisme, reagerer på alt, hvad der forekommer den at være samvittighedsløst og forsømmelse af sine pligter. Lige netop dét, som pågældende, vedkommende i eksemplet her ellers kunne fortælle hele historien om, så ikke kommende generationer skulle spilde tiden med at lade sig indbilde, hvad der ikke er holdbart.

Desværre betyder det endnu videre, at vedkommende i eksemplet og lignende tilfælde, dermed per lov-kultur og de svinehundige normer, den skaber, tvinges ud i regression. Ganske enkelt ikke har mulighed for at leve i pågældende samfund, medmindre at vedkommende prøver at opføre sig som om, at hans livserfaring ikke har fundet sted. Det omkringværende samfund lever med andre ord i et fastlåst billede, hvor der er loft på væksten, indsigt i den og erfaringsudveksling af den. Såvidt altså, da omverden, ikke mindst det system, der forførte hans pligtopfyldende karakter, ja podede en kræftsvulst på dens samvittighedsfulde virke, ikke kan tåle at høre livserfaringen tale igennem os. Og hovsada, hvad betyder det om den masse-lovgivende flertalskultur, hvad betyder det for menneskeslægtens udvikling, her på dansk sprogs grund?

Et andet eksempel fra et af landets aviser: Præsten som ikke ville vige.

Bent Feldbæk, en præst i Thy blev dømt i præsteretten, dvs. byretten, senere landsretten – han blev dømt for ”falsk forkyndelse”, står der i avisen. Han forkyndte dåben med et til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, fremfor et i – og han gjorde det med den begrundelse, at intet menneske i sit personlige ansvar kan råde eller handle på guds vegne, livets egne. Ejheller en præst, hvis fornemmeste opgave jo er at bekræfte hjertevarmens opstandelse iblandt os, så vi kan mærke det opløftende og oplysende, der i al evighed består i vort hjertes kød.

Hvorom alting er i al sin dogmatiske, akademiserende diskussion, så godtgør avisens beretning om Bent Feldbæk og grundlaget for hans handlinger, hans holdning som tro menneske, at det personlige ansvar i kærlighedens almindeligt kødelige, kropslige, vækstgivende og udviklende navn, så at sige ikke automatisk er noget, der gives med dåben. Kristendommen eller en hvilken somhelst anden tro er intet værd, såfremt dens glædesbringende budskab ikke indrømmes gennem vore livserfaringer med at være et levende menneske, hvilket naturligvis foregår på personlig vis. Den indrømmelse kan man ikke selv, selv, selv forestå helt og aldeles, nej det er snarere noget man nødes til af livets egen vækst med sine ærlige, hjertekære erfaringer. Og det er uden tvivl sket for Bent Feldbæk, hvilket ganske enkelt udmærker ham som værende mennesketro i personligt, hjertenært ansvar derfor.

Sat på spidsen handler Bent Feldbæks hjertelige stillingtagen til præstegerningens uomtvistelige opgave med forkyndelsen af den opløftende og oplysende hjertevarme i livets eget kød om, at han ikke kan og ikke skal forestå en uærlig, upersonlig dogmatisk forkyndelse, der ikke lader sig bekræfte i hans hjerte som fuldgyldigt levende menneske på ligeværdig vis, her på jord. Han er ikke funktionær. Og det er derfor, at han vil sige til, ja frem til kunne man næsten sige, fremvokset af livet i sin tro – fremfor i som allerede håbløst værende. Han blev klar over, siger jeg, at kulturens utro symbolisering af vort gode sind, den magt-historiske kultur han også har tilhørt, dog ønsker at afmagte som han skal, sniger sig indenom og forvansker dét, som er ganske vigtigt, nemlig det personlige ansvar i sin hjertekødelige hørelse. Jeg bekræfter, ja, for kære menneske: DU SKAL DA FOR FANDEN I HEDE HULE HELVEDE IKKE RETTE DIG EFTER, HVAD MAGTENS SELVSTÆNDIGGJORTE TEKNOKRATISKE SLAVER VIL HAVE DIG TIL AT SIGE, DERIMOD LIGE NØJAGTIG DÉT, DU SOM MENNESKE HAR SAMVITTIGHED TIL AT SIGE OG HJERTE FOR.

Ikke mindst set i lyset af den leksikale læsehjerne, som det folkeskolende, akademiserede og retfærdighedsdyrkende kapital-statslige samfund vænner menneskelivet til at høre ordet i, også kaldet ordsindet af blandt andre Johannes Møllehave, ja så er og blev Bent Feldbæk altså klar over, hvilken idealisme troen bliver hørt i, nemlig Lov-religionens. Videre skriver han efterfølgende, da han afskediges af staten en bog med titlen: Dåb og tro i Landsretten.

Og her skal jeg så for egen regning hjælpe nogle af Jer med at høre, ja for jeg har heller ikke læst den, men dermed siger han ganske ærligt: DÅB OG TRO STÅR I LEDELSE AF SATANS SELVRETFÆRDIGE, UTROSKABENDE VOLDSÅND HER I LANDET. Det er hvad det betyder og så enkelt er det. – Glæd Jer over, at kunne høre det hjertevarmt og træk på smilebåndet sammen med de dumme, dvs. de hjerteligt begavede, kongetro mennesker af guds egen nåde.

Jeg fortsætter:

Enhver reformeret præst, tillige det helt almindelige hjerteligt agtpågivende naturtro menneske véd, at Kærlighedens tro ikke en idealisme og at ordet således ikke høres i henhold til noget udenforstående, etableret establishment eller tradition, men netop i livets eget kød, menneskeslægtens, hvorfor man tillige står i direkte personligt ansvar for at forstå, samt deraf forestå en hjertevarm indoptagelse, indrømmelse af, hvad hjertekødet end fortæller os i livets gang, lader os udgyde eller på anden vis omsætte i handling. OG DERFRA, HVERKEN KAN ELLER SKAL VI VIGE, da blandt andet al skyld, frihed og ansvar dermed, tillige ytringsfriheden ingen lærerig, opløftende udvikling kan give anledning til. Vi er ikke personligt ansvarlige i satans selvretfærdige navn og kulturer, vi er det i livets og det er et gode for vor samfundne tilværelse her på jord at lære at bære det, da ingen sandselig befordrende udvikling ellers kan ske med os i hjertevarm og sandselig henseende.

Det er med andre ord hjertepligten som menneske her på jord, der er på tale og det betyder blot, at det er umådeligt synd, hvis du overhører dit eget hjerte, da du dermed også overhører menneskets, herunder mit og jer-tillige, så det bliver meget sværere at leve og glæde sig hele livet igennem med al vort samfundnes videreudvikling.

MEN dét, som det kniber med at forstå for enhver præst, tillige det helt almindelige hjerteligt agtpågivende menneske er, at vor kapital-statslige omgivelse er iværksat af netop fornuftens idealistiske foretagende, tillige opretholdes af en sådan livsfornægtende fornuftsmentalitet. Og det vil den være indtil sandselig livsmåde og ny bæredygtig livsform omkring den organiske væksts rige – jord, dyr, planter, mennesker, krop og åndedræt – kan afvikle det via nyopstanden udvikling. Der er mange, der allerede er igang, omend de også lider ved at føle sig forpligtet på at afhænde deres børn til det universitære verdensrige. Så indtil da sker der altså dét, at almindelige mennesker via statens institutioner forledes til at vokse og leve i henhold til loven og diverse regelfølgende ordninger, endvidere dermed bekræfter væksten i den livsmåde, ja gentager dens lovmæssige adfærdsmønster, ifølge sine svinehundige normer: Når der er problemer, så skal de løses og er der ingen, så skaber vi dem, så vi har noget at tage os til og lovgive omkring. Ja det er blot overfladisk sagt, for der, hvor det rigtigt gør ondt på mennesket og koster dets tilværelse iblandt os, samt dermed videre hjertelig udviklende gang med menneskeslægtens liv, ja det er når det fører til en permanent identitets-krise og rammer os på alt det afgørende: Hjem, far, mor og børn samt måde med tingene og hinanden iøvrigt. For da rammes vi ikke blot af sorg, men bliver også, vil jeg påstå, i stigende omfang syge af sorgen, fordi den kropslige reaktion, der er forbundet med tab af livsglæde ikke lader sig hele og helbrede igen, når fornuftens indkodning af sindet via sine selvretfærdige, idealistiske institutioner er ensbetydende med en blokering af livets egen hjertelige hørelse. En hørelse, der jo i al evighed siger, at du til hver en tid er fri til at elske livet som du er og befinder dig – fordi det er menneskelivets egen vækstånd, det er hjertets, ordets eget budskab til os at tage afsæt i, kærligt vare på, at værne om og udvikle os af, mv. Det handler om sandselighed, sandselig udvikling, erfaringspotentialet i menneskelivet her på jord.

Men resultatet af blokeringen af den hørelse er altså selvsving i en lang lidelsesfuld march, hærværk, der ikke kender til forløsning, fordi fornuftens regelrettende, belæste hjernesind kun kan løse isolerede problemer, men ikke forløse sig af dem, når de af den fedtede akademiserende forsker-mentalitet har vundet indpas i folkeviddet – ja ikke kan give slip, som man siger, da den identitetsdannelse, der har fundet sted i fornuftens institutioner vælter rundt i personen, så det intet holdbar JEG gives at stå med, gribe fat om.

Til undsætning står dit dåbsnavn med sin slægt, din livshistorie, dine altid nærmeste pårørende, samt heldigvis, skulle ingen pårørende være dig givet i almindelig forstand, et udviklingssigte, et lys i hjertevarmen: Slår dit hjerte fortsat, så vil Livet at du skal leve og det er omvendelsen helt nede fra, ja fra det inderste inde i mennesket. Men her kommer så en gentagende bekræftelse af eksemplet med Bent Feldbæk: Det dåbsnavn kan naturligvis ikke komme dig til undsætning, såfremt du ikke er vokset i skyldsbevidsthed om at være personligt ansvarligt som menneske på GLÆDELIG vis, her på jord. Og det er selvsagt, dermed uheldigvis hårdt at være og vokse som sådan i vor kulturkreds, da de fornufts-beregnende, selvlovgivende, kapital-økonomiske selv-retfærdiggørende institutioners omgivelse i al deres kulde aldrig kan forestå en sådan hjertevarm, glædelig opvækst.

- Er I med eller skal der flere lig på bordet af det fornuftsgjorte menneskes hånd, statsborgerens civile stand i byretten, landsretten og højesterettens navn, der som bekendt indgår i tredelingen af magten: Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, udi ”adskilte” institutioner ved navn af henholdsvis: Den lovgivende, Den udøvende og Den dømmende magt – alias identitetskrisen romantiske kapital-statslige årsag? Tredelingen af kødet og dermed blokeringen af hørelsen i et, der ellers er så mild og fredelig, udviklende, fordi den er oprindelig og simpelthen er i overenstemmelse med den organiske væksts rige, dens måde at vokse på.

Tilbage til alt

Akademikervælde – EU, en akademisk købmandshandel

Hvis overskriften blot var udtryk for en personlig mening, ville det ikke interessere mig nævneværdigt. Jeg har ikke set mig sur på de mennesker, der læser, skriver, diskuterer og underviser om den verden, der omgiver dem – og på sin ejendommelige generelle måde os alle sammen. Overskriften er kun væsentlig, hvis den kan tages som udtryk for en kritik af den udvikling det vestlige samfund bekræfter overfor sig selv og overfor resten af verdens samfund. Udviklingen ”bekymrer” mig alt for meget til at jeg kan finde fred og ro til at føre et liv, jeg kan identificere mig med. Og det går naturligvis ud over den næste generation, min dreng, der hele tiden efteraber min adfærd.

Den omfattende og omsiggribende udvikling af verdenssamfundet med alle sine lande, koalisationer og internationale organisationer, f.eks. EU, er så dominerende, så kraftfuld – markedskræfter, love og administration (adfærdsregulering), idealistiske kulturelt og eksistentielt bundne livskræfter (læs: overlevelsesdrift) i en pærevælling – så kraftfuldt bestemmende, ja så betvingende at intet familiært, almenmenneskeligt liv kan undgå at blive præget deraf.

Det er der ikke noget nyt i, menneskets liv har vel altid været stærkt præget af sin omgivelse. Vi tilpasser os, søger nye ”jagtmarker” og ”grønnere græs” at overleve og føre livet videre på. Det nye er afstanden. Vejen ud til de nye jagtmarker og det grønnere græs er blevet længere. Muligheden for at finde nye næringsrige omgivelser at overleve i og måske endda leve godt i, den mulighed er minimal i det gældende verdensøkonomiske verdensbillede med tidens dertilhørende intentioner om en global styreform. Den politiske overbygning, som rigtig mange ressource-stærke mennesker verden over er i færd med at opbygge via deres deltagelse, deres daglige arbejde i de samfundsøkonomiske, politiske institutioner og organisationer – er vel en kulturlig fortsættelse af den tankegang, de via deres arbejdslivsførelse er præget til.

De glemmer bare at de lever af den kultur, de tager afstand fra; at de danner politiske – lovgivende og normsættende overbygninger i en afstandtagen fra den altid lovløse pengeøkonomiske verdenshandel, der financierer deres liv. Problemet er, at der med politiske overbygninger forsøges etableret en styrende instans, en lovgivende instans, der kan ordne, skabe lov og ret over det område, hvor lovløsheden hersker. Og da den pengeøkonomiske lovløshed – der jo historisk set har mange år på bagen – er verdensomspændende, ja så søger den politiske og organisatoriske arbejdskraft uden at tænke nærmere over det at etablere en lovmæssig overbygning, der kan få de økonomiske kræfter til at makke ret, så vi alle sammen kan være her. MOTIVET FEJLER SÅDAN SET IKKE NOGET, MEN INDSIGTEN I, HVORDAN DET OMSÆTTES TIL PRAKSIS SYNES AT HALTE FRYGTELIGT EFTER.

*

Det europæiske livs handel og vandel går forud for opdagelsen af, hvilke uheldige konsekvenser den handel og vandel har for det samfund og menneskelige samliv, som opdageren er en del af. Og af opdagerens kritik – som vel mere eller mindre blot er udtryk for livets samtidige tidsånd – følger derfor som regel et politisk ønske om at få sat styr på tingene, at ordne dem, så de uheldige konsekvenser for fremtiden vil høre op. Dertil skal jeg af menneskehjerte sige: DET ER NATURLIGVIS HAMRENDE NAIVT! Men sådan er det så åbenbart at være født og opvokset i det europæiske samfunds verdensbillede. Et verdensbillede vi siden opdagelsen af kloden har formået at gøre gældende verden over.

En politisk overbygning i europæisk forstand er altid en efterrationalisering af et givet fysisk livsvilkår, der ikke er opfattet i sand som sandselig levende livsglad åndedræt, men derimod koncentreres i et idealistisk spejlbillede, hvis selvrefleksioner ingen ende vil tage. Desværre.
Sådan har det været hver gang den sociale indignation har ramt mennesket i Europa og sat det i politisk bevægelse – vi har aldrig i tilstrækkelig grad formået at forstå, at politikkens grundvold er etisk og at etik handler om bæredygtig livsførelse I HJERTETS ÅND, et godt liv at leve videre på for den efterabende næste generation. – Vi har ikke formået at omsætte det til praksis, til realitet, til afstemthed, åben ånd og sandselig virksomhed i balance; kun i et vist omfang, når vi isolerer betragtningen af verdensudviklingen, menneskeheden og livet som helhed og således i afmagt fokuserer på de små fagområder, institutionelle rum for dygtiggørelse.

Rum, rum, rum, rumle og fumle. Rum, der i sagens institutionelle natur aldrig kan blive et almenmenneskeligt rum for livsførelse, men altid vil være afhæng af i hvor høj grad, man kan vedligeholde den isolerede betragtning og på den uhensigtsmæssige måde tvinge fokus igennem. Ja det er altså udtryk for, hvordan politisk-økonomiske institutioner ”handler” – på alt og alles vegne vel at mærke. DET ER ÅNDSSVAGT.

Den lovløse økonomiske verdenshandel er historien om det europæiske livs handel og vandel og den går langt tilbage. . . desværre bekæmpes de lovløse økonomiske handelssystemer som sagt med opbygningen af ligeså komplekse, uoverskuelige og dermed undertrykkende politiske handelssystemer. Deraf artiklens titel: Akademiker-vælde med sin uomtvistelige pangdandang til EUs studehandler, ja et skriftlighedens mekka, der forventer at et stykke papir bliver til virkelighed, når det gøres gældende i reference til andre, som oftest gamle papirer, lovsamlingers vækst i alverdens bibliotek. – Lovbegrebet er blevet udvandet, fordi det ikke længere er etisk bundet, dvs. bundet til en livsførelse, en kultur, der udvikler os til at se og leve efter livets almenmenneskelige jordiske betingelser, men altså på almindelig hjerte-indrømmende vis.

Det europæiske livs handelskultur kender som historisk bekendt ingen grænser, hverken geografiske eller etiske; varens værdi fastsættes ikke af en mellemmenneskelig indsigt i hinandens behov, men reguleres af udbyderen, købmandens pengebehov. Derfor er den lovløs – man kan fysisk set ikke bygge et godt samfund, et velfærdssamfund på et mellemmenneskeligt handelsprincip gående på: handel med penge!

Men det er en del af vor historie og derfor er alle de styreformer, vi gennem tidens løb har forsøgt os med, forsøgene på at styre udviklingen, blevet til pengeregulerende administrative systemer – et vedhæng til jungleloven – uden reel magt til at oplyse menneskene om livets under og øvrige muligheder for sameksistens. – Uden reel magt til at hævde de mellemmennskelige principper i deres levende forløsende ånd, så de ville kunne bedre livets opretholdelse.

*

Den begrænsede indsigt i pengenes natur, der dybest set er udtryk for en fascination af ædel-metallers holdbarhed og således fortæller, hvordan penge/guld er opstået som et ønske om varighed og holdbarhed imellem os – først kom sten-alderen, senere jernets anvendelse som holdbare redskaber til at dyrke jorden, skoven og havet ind og ad den vej begyndte troen på metallets uovertrufne ”guddommelige” egenskaber. Det endte så i den blinde fascination, der kendetegner penge/guldets magt-symbolik den dag i dag.

Desuden den begrænsede indsigt i, hvordan købmanden på markedet via INFORMATION OG FORFØRENDE TALEKUNST i vejkrydset, på markedspladsen fik sat dagsordenen for etableringen af vejnet og netværk, der sørger for at suge den livgivende næring fra markens brød, staldenes husdyr, skovens frugter og havets fisk ude fra og IND TIL SIG SELV ved at omveksle dem til penge/guld. Altså en etablering af lovgivning, NORM, koblet til penge – blandt andet i form af soldater, skatte-opkrævere, landadel, fæstebønder og arbejdere til i den kapital-økonomiske væksts masse-producerende navne konstant at udbygge vejnettet indenfor et givent område, så dets ressourcer ville kunne vedblive med at tilfalde købmanden, bykongernes lovgivende adfærd og deres pøbel-vældige institutioner. – En adfærd, der aldrig har været i kontakt med mennesket af rent og mildt hjerte og derfor ikke kender det i sit organisk-kropslige vækst-leje.

Den begrænsede indsigt i slige forhold, der meget konkret er vor historiske udvikling omkring handel og vandel, altså det vi har båret i hænderne og udvekslet mellem hinanden – ja den betyder simpelthen at købmands-kulturen, by-kulturen, politisk kultur fortsat sætter dagsordenen for de europæiske samfunds udvikling. Og der er altså ikke noget menneskeligt, livsudviklende sigte i den forskydende eller udskydende vækst-kultur. Den forskyder hånden fra ånden og udskyder derved samhørigheden i vor ærlige og hellige menneskehjertelige krop!

Udbygningen af de politiske rets-systemer i vor tid, 1900-tallet og frem til i dag er sådan set blot en gentagelse af oldtidens deliske forbund eller endnu værre romerrigets erobrende adfærd. OG DET FATTER POLITIKERE, AKADEMIKERE OG KØBMÆND IKKE EN SNUS OM, THI DE LEVER JO AF TROEN PÅ KAPITAL-ØKONOMISK VÆKST, HVADEND DET SÅ ER PÅ DEN ENE ELLER ANDEN SIDE, HENHOLDSVIS DEN PENGE-PUGENDE MAGT-AKKUMULATION ELLER DEN FORMALISERENDE JURIDISKE OG TEKNOLOGISK-TEKNOKRATISKE MAGT-AKKUMULATION.

Jer, der befinder Jer og fortsat bekræfter den slags system-miljøer og adfærd med Jeres livs kræfter, I er intet værd for menneskelivets udvikling i glæde på jord – tværtimod er I en overordentlig belastende trussel mod det, ja ganske enkelt fordi, at I søger magt, istedet for at bekræfte kærligheden i livets hånd omkring den i al menneskelig sandselighed organisk betonede vækst på jord. – HVAD TROR I DER SKER, NÅR DEN ROMANTISKE AKADEMISK-JURIDISKE TRADITION VIL VÆRE LEDELSE OVER EUROPÆISK GRUND MED ROM-TRAKTATER OG DESLIGE? – HVILKEN ÅND, HVILKET VERDENSBILLEDE, JA HVILKEN UNDERTRYKKELSE AF LIVSBILLEDET GIVER DET ANLEDNING TIL, HVAR AKADEMISKE SKVADDERHOVEDER OG FOLKE-FASCISTISKE STATSBORGERE?

Jeg stiller jer personligt ansvarlig i menneskelivets navn og hvad menneskelivets udvikling på dansk grund angår. Og jeg kan sagtens finde navnene de sidste 30 år, såfremt I fortsat ønsker at opretholde en kapital-økonomisk funderet løn-og-straf-kultivering af menneskelivets kød på dansk grund.

LÆNGE LEVE DET OPLYSENDE, UDVIKLENDE, I SANDSELIGHED DANNENDE DANSKE SAMFUND I MENNESKELIVETS KONGELIGE NAVN. ÆRET VÆRE DERES MAJESTÆT, DRONNING MARGRETHE OG HENDES SLÆGTER I VOR HERRES SANDE NAVN OG SIGTE. OG HJERTELIGT VELKOMMEN TIL MENNESKER AF ANDET KULTURELT TILHØRSFORHOLD, DER ØNSKER AT LEVE, ARBEJDE OG UDVIKLE SIG AF ALMINDELIGT MENNESKETRO HJERTE PÅ DANSK SPROGS GRUND. – Og så farvel med Jer sataner, ikke mindst de vældige fornufts-akademikere og øvrige fornufts-kapital-statslige borgere, der ikke kender deres institutioners ophav og hvilken fatal livsforsagende ånd, de opretholder, ja ligefrem skoler børn og unge i, så de går fra forstanden. Foruden tilmed at straffe almindelig mennesker, alene fordi de enten ikke vil deltage i fedtefadet eller simpelthen bare gør opmærksom på, hvilken fascist enhver dommer, der formaster sig til at sætte sig i højesteret er. Sidstnævnte for blot at give et ledeleses-mæssigt eksempel på det laveste af det laveste et menneske kan gøre.

Hvorfor tror danskere ikke, at der er en sammenhæng mellem romantisk retfærdigheds-dyrkende ledelese i navn af justitsia (kapital-staten) og så al den ulykkelighed, al den lidelse, al den sygdom, al den sorg, der kultiveres i kødet på os på baggrund af netop romantisk, statsborgerligt hjernevask i alt og alles intetsigende universitære alle-fornufts navne. – Kan I lide den lille romance I er årsag til dommerstand, for mit jens-menneske-hjerte giver sig ikke en tøddel, det sidder i min krop og det sidder ganske godt, hjerteligt sigtende, hjertepligtigt, hjerteligt ytringsgivende og OPLYSNINGSTRO i LIVETS FORSTANDIGE NAVN, uden anden bemyndigelse end som sagt. Ja, det er ikke blot min ret, nej skid da være med det, for det er min hjertepligt af vækst som menneske og fortaler for dets videre livsudvikling på baggrund af lødige erfaringer: at jævne Jeres bygning med jorden via udarbejdelsen af et sandseligt godt hjerteliv i al almindelighed.

Indtil videre kan I jo prøve at se, om I er givet for fem flade ører hjertelig begavelse tilbage, så I kan forstå, hvad forskellen på et ORGANITET og universitetet kunne være. Eller I vil måske fortsætte med at indlemme stemmeretten i det oplysende danske samfunds ledelse i statens teknokratisk lov-bygning med romantiske søjler foran, fremfor at indrømme den i hørelse af mennesker af krop, kød og blod med rørigt hjertet på dansk grund? Stemmeret har ikke noget med kryds og bolle at gøre, men vækst af hjerte for menneskelivets samfund – og det kender I rent ud sagt fandme ikke noget til, fordi I er skolet i statskundskabelig regi til at fornægte sandheden som værende forstandigt slægtsbundet og netop derved et sandseligt personligt samfundsudviklende potentiale. – Jeres adfærd og umåde med ånd og liv, begavelse, indsigt, mv. den er årsag til 6 millioner jøders grav og det kan såmænd ikke ties ihjel længere, nu hvor Jeres skoling af den danske befolkning i den græsk-romerske idealisme kommer for dagens lys. FARVEL I AL EVIGHED.

Nkh. Jens Langkniv, der kender JERES navne, véd hvor I bor og hvad I nedarver i JERES børn, dog VORT MENNESKELIV.

Kapitel 61
Strafferetsplejens område

§ 683. Alle spørgsmål om straf, som ikke i medfør af særlig hjemmel i lovgivningen afgøres uden særlig straffesag eller behandles i den borgerlige retsplejes former eller henhører under særlige domstole, behandles efter de i denne bog fastsatte regler. Det samme gælder sager om oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning, jf. kapitel 93 a.

§ 684. Efter denne bogs regler behandles endvidere, uden hensyn til, om der samtidig nedlægges påstand om straf, sager, hvorunder det offentlige nedlægger påstand om:
1) særlige følger, der til fyldestgørelse for det almene er fastsat for overtrædelser af love om politivæsenet, bygningsvæsenet, landbovæsenet, skattevæsenet og lignende love;
2) ophævelse af en forening;
3) nogen af de i straffelovens kapitel 9 foreskrevne retsfølger af strafbare handlinger eller tilsvarende retsfølger foreskrevne i andre love;
4) fortabelse af rang, titel, orden eller hæderstegn;
5) forbrydelse af arveret;
6) mortifikation eller godtgørelse i henhold til straffelovens § 273, når æresfornærmende sigtelser påtales offentlig.
Stk. 2. I de i straffelovens § 78, stk. 3, omhandlede sager om rettighedsfortabelse medvirker ikke domsmænd. Mundtlig forhandling finder altid sted for byretten og skal under kæremål til landsretten anordnes, når der fremsættes begæring herom. Efter begæring finder behandlingen – derunder kendelsens afsigelse – sted for lukkede døre. For så vidt den pågældende ikke giver møde ved advokat, beskikker retten ham en offentlig forsvarer. Beskikkelse kan dog efter den pågældendes begæring undlades.

§ 685. Borgerlige retskrav på den sigtede, som følger af strafbare handlinger, kan forfølges i forbindelse med straffesagen, overensstemmende med de i kapitel 89 givne nærmere regler.

Kapitel 62
Saglig kompetence

§ 686. Straffesager behandles i 1. instans ved byretterne eller Sø- og Handelsretten, medmindre andet følger af bestemmelser i denne lov.
Stk. 2. Domsmænd medvirker i sager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde, eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.
Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i
1) sager, som fremmes efter § 922,
2) sager, som behandles ved Sø- og Handelsretten i København eller ved søret, og
3) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.
Stk. 4. Domsmænd medvirker endvidere, hvis sådan behandling er foreskrevet efter regler i andre love.

§ 687. Ved landsretterne behandles i 1. instans de sager, hvor nævninge medvirker.
Stk. 2. Nævninge medvirker i
1) sager, hvor der bliver spørgsmål om straf af fængsel i 4 år eller derover, for så vidt dette ikke er en følge af, at der bliver spørgsmål om fastsættelse af en fællesstraf efter reglerne i straffelovens §§ 40, stk. 1, og 61,
2) sager, hvor der bliver spørgsmål om dom til anbringelse i institution i medfør af straffelovens § 68 eller dom til forvaring, jf. straffelovens § 70, og
3) sager vedrørende politiske lovovertrædelser.
Stk. 3. Nævninge medvirker ikke i
1) sager vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 172, 173, 286, 289 eller § 290 og
2) de i stk. 2, nr. 1 og 2, nævnte sager, som fremmes efter § 922 eller § 923.

§ 688. Straffesager, der omfatter flere lovovertrædelser, behandles ved landsret under medvirken af nævninge, hvis sådan behandling efter reglerne i § 687 kræves med hensyn til en af overtrædelserne. Andre straffesager omfattende flere lovovertrædelser behandles som domsmandssager ved byret, hvis sådan behandling efter reglerne i § 686 eller regler i andre love kræves med hensyn til en af overtrædelserne.

§ 689. Ved landsretterne behandles endvidere afgørelser i anledning af anke eller kære af byretternes domme, kendelser og beslutninger.
Stk. 2. Domsmænd medvirker i
1) sager, hvor byrettens afgørelse er truffet under medvirken af domsmænd, og
2) sager, hvor der for landsretten bliver spørgsmål om højere straf end bøde, eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.
Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i
1) sager, der i 1. instans er behandlet ved søret, og
2) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.

§ 690. Under Højesteret hører alle afgørelser i anledning af anke eller kære af landsretternes og Sø- og Handelsrettens domme, kendelser og beslutninger.

§ 691. Retten prøver af egen drift, om en sag er undergivet dens kompetence, og om domsmænd skal medvirke ved sagens behandling. Er domsforhandling ved landsret begyndt, kan forhandlingen dog fortsættes, uanset om sagen burde have været anlagt ved byret. Er domsforhandling under medvirken af domsmænd begyndt, kan retten, selv om sagen burde have været behandlet uden disses medvirken, bestemme, at domsmænd fortsat skal medvirke.
Stk. 2. Afgørelser, hvorved en begæring om sagens påkendelse ved landsret eller under medvirken af domsmænd eller sagkyndige afslås, kan kæres.

§§ 692-693. (Ophævet)- JHM: VIRKER DÉT?

Kapitel 63
Værneting og forening af straffesager

§ 694. Retsmøder under efterforskningen på begæring af politiet kan afholdes ved retten i enhver kreds, hvor oplysning i sagen må antages at kunne tilvejebringes, jf. dog stk. 2, sidste pkt., og stk. 3.
Stk. 2. Begæring fra sigtede eller forsvareren om retsmøder under efterforskningen indgives til den ret, hvor sagen behandles, eller hvor den kan forventes behandlet. Ved samme ret afgøres tvistigheder mellem politiet og forsvaret om efterforskningsskridt.
Stk. 3. Retsmøder med henblik på sagens behandling i medfør af § 922 eller med henblik på sagens afslutning ved tiltalefrafald afholdes ved retten i den kreds, hvor sigtede bor eller opholder sig, eller ved gerningsstedets værneting. Kan intet af disse værneting anvendes, vil sagen kunne behandles, hvor den sigtede er pågrebet.

§ 695. (Ophævet)- JHM: “AF HVEM”?

§ 696. Domsforhandling skal med hensyn til alle i kongeriget begåede forbrydelser i reglen foregå ved den ret, i hvis kreds handlingen er foretaget. Udkræves flere handlinger til forbrydelsens begreb, er den ret værneting, i hvis kreds den sidste af dem er foretaget. Udgør flere i forskellige retskredse foretagne strafbare handlinger, som hver især ville begrunde værneting efter foranstående regler, tilsammen én forbrydelse, eller er en forbrydelse begået på grænsen af flere retskredse, eller er det uvist, i hvilken af flere bestemte retskredse en forbrydelse er begået, kan forfølgning ske ved en hvilken som helst af de retter, om hvilke der på grund af de angivne omstændigheder opstår spørgsmål.

§ 697. Som gerningsstedets værneting ved forbrydelser, der begås uden for kongerigets søterritorium om bord på dansk skib, eller af personer, som hører til sådant skib, anses den ret, til hvis kreds skibet ved sin hjemkomst til kongeriget ankommer for at losse eller lade.

§ 698. Ved den ret, i hvis kreds sigtede bor eller, hvis han ikke har bolig i riget, ved forfølgningens begyndelse opholder sig, eller, hvis han ikke findes i riget, ved den ret, i hvis kreds han sidst havde bolig eller opholdt sig, kan forfølges:
1) de under de danske domstoles påkendelse hørende forbrydelser, som begås uden for kongerigets grænser,
2) lovovertrædelser, der ikke pådømmes under medvirken af domsmænd,
3) andre forbrydelser, når der mangler sådanne oplysninger, som betinger anvendelse af § 696.
Stk. 2. Danske i udlandet ansatte embedsmænd, der ikke er det pågældende lands domsmyndighed undergivne, og de til de danske gesandtskaber i fremmede stater hørende personer anses ved anvendelsen af ovenstående regel som havende bolig i København, for så vidt de ikke måtte have vedligeholdt bolig noget andet sted i riget. Det samme gælder om andre danske undersåtter, som ikke kan sagsøges i det land, hvor de har bopæl.
Stk. 3. Justitsministeren bestemmer, ved hvilken ret forbrydelser, begåede uden for den danske stat af personer, der hverken har eller har haft ophold i Danmark, vil være at forfølge.

§ 699. I de i § 698 ommeldte tilfælde kan sagen også forfølges ved den ret, i hvis kreds sigtede er blevet pågrebet.
§ 699 a. Sager, som hører under Sø- og Handelsretten i København eller under søret, og som har forbindelse med en hændelse, der har været genstand for søforklaring, kan forfølges ved den ret, for hvilken søforklaringen er afgivet.

§ 700. Forbrydelser, hvis påtale efter § 705 sker under én sag, forfølges under ét ved en ret, som er værneting for den forbrydelse, der nærmest har givet anledning til forfølgningen. Hører nogen af de begåede forbrydelser for byret, medens en eller flere andre hører under landsrettens påkendelse, træder med hensyn til domsforhandling i byrettens sted den landsret, til hvis kreds den hører.

§ 701. Sager mod en forening til dens ophævelse i medfør af grundlovens § 78 forfølges ved den ret, i hvis kreds foreningen eller dens bestyrelse har sit sæde, eller, når sådant ikke med sikkerhed kan udfindes, hvor et af bestyrelsens medlemmer bor.
Stk. 2. På sager, hvorunder påstand alene nedlægges om nogen af de øvrige i § 684 omhandlede følger, finder reglerne i §§ 696-99 tilsvarende anvendelse.

§ 702. Afvigelse fra reglerne om værneting kan, så længe domsforhandling endnu ikke er påbegyndt, på begæring, når særegne grunde taler derfor, besluttes af landsretten, dersom spørgsmålet angår nævninge- eller retskredse i samme landsretskreds, og i andre tilfælde af Højesteret.
Stk. 2. Når byrettens forhold tilsiger det, kan landsrettens præsident efter anmodning fra byretten inden domsforhandlingens begyndelse beslutte, at en sag skal behandles ved en anden byret i nævningekredsen eller, hvis omstændighederne taler for det, ved en af de i § 15 nævnte retter i landsretskredsen. Tiltalte, anklagemyndigheden og den ret, hvortil sagen påtænkes overført, skal forinden have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Landsretspræsidentens afgørelse om, at en sag skal overføres, kan af tiltalte og anklagemyndigheden kæres til Højesteret.

§ 703. Efter begæring kan retten meddele tilladelse til, at en begyndt forfølgning overflyttes til en anden ret, som efter foranstående regler er lovligt værneting, når dette på grund af vidners bopæl eller af anden særlig grund skønnes hensigtsmæssigt til sagens fremme. Beslutning herom tages af den ret, ved hvilken forfølgningen er begyndt, når den anden ret deri er enig, og ellers af den fælles overordnede ret. En beslutning, hvorved en begæring om sagens overflytning til en anden ret nægtes, kan påkæres.

§ 704. Når sigtede møder, prøver retten ikke af egen drift, om sagen er indbragt for rette værneting. Indsigelse er udelukket, når sigtede, førend domsforhandlingen er begyndt, har haft adgang til at fremsætte den, uden at dette er sket.
Stk. 2. At enkeltstående retshandlinger uden for domsforhandling ikke er foregået ved rette værneting, berøver dem ikke deres gyldighed.
Stk. 3. Er der strid mellem flere retters afgørelser af et værnetingsspørgsmål, kan det af påtalemyndigheden indbringes til afgørelse for landsretten, hvis retterne hører til samme landsretskreds, og i andre tilfælde for Højesteret. Herved finder i øvrigt reglerne i kapitel 82-85 anvendelse, således at der ved fristernes beregning tages hensyn til den sidste afgørelse.

§ 705. Skal forfølgning, enten ved undersøgelsesret eller ved den dømmende ret, samtidig finde sted mod samme sigtede for flere forbrydelser eller mod flere sigtede som delagtige i én forbrydelse, bør dette ske under én sag, for så vidt sådant lader sig gøre uden væsentlig forhaling eller vanskelighed.
Stk. 2. Forenes sager, der hører under Sø- og Handelsretten i København eller under søret, med sager, der hører under landsretten, indbringes sagen for landsretten. Forenes sager, der hører under Sø- og Handelsretten i København eller under søret, med sager, der hører under den almindelige byret, indbringes sagen for den ret, hvorunder den forbrydelse hører, der nærmest har givet anledning til forfølgningen. Retten kan dog afvise den del af sagen, der ikke i øvrigt hører under dens virkekreds, dersom forening ikke findes hensigtsmæssig.

§ 706. Retten kan på begæring eller i embeds medfør beslutte adskillelse af de straffesager, som er forenede i henhold til § 705. Det beror på retten, om de sager, som kun på grund af foreningen forfølges for den, efter adskillelsen fremdeles skal behandles ved den eller ikke; samme regel gælder, når foreningen ophører af anden grund, såsom frafald af forfølgning.

§ 707. Retten kan med hensyn til flere selvstændige sager, der samtidig henstår for undersøgelsesretten eller samtidig for den dømmende ret, beslutte, at de skal forbindes til én sag, dog, når søgsmålene ikke står i det i § 705 forudsatte forhold til hinanden, kun, når ingen af parterne gør indsigelse derimod. Herved finder reglen i § 705, sidste punktum, tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Beslutningen tages af den ret, for hvilken sagerne henstår eller, hvis spørgsmål er om forening af sager, som er tingfæstede dels ved landsretten, dels ved en under den hørende byret, af landsretten. Forfølges sagerne ellers for forskellige retter, og der ikke er enighed, afgøres spørgsmålet af vedkommende overordnede ret.

§ 708. Retten kan omgøre beslutninger, som den har truffet i medfør af §§ 706 og 707; dog kan en sags overgang til en anden ret kun besluttes overensstemmende med forskrifterne i § 707, stk. 2.

§ 709. Retterne er beføjede til i en fremmed retskreds, uden mellemkomst af retten i denne, at lade foretage forkyndelser samt at lade udføre anholdelsesbeslutninger, fængslingskendelser og befalinger om ved tvang at fremstille vidner eller syns- eller skønsmænd for retten. Når det i øvrigt til undersøgelsens fremme findes hensigtsmæssigt, kan retten foretage embedshandlinger i en fremmed retskreds med samtykke af retten i denne eller af højere ret, og i påtrængende tilfælde uden sådant samtykke. Fornøden meddelelse skal snarest muligt ske til retten i den pågældende kreds.
Kapitel 64. (Ophævet)
Kapitel 65
Påtalen

§ 718. Retterne træder inden for strafferetsplejens område kun i virksomhed efter begæring af anklagemyndigheden eller en privat påtaleberettiget.

§ 719. Offentlig påtale tilkommer politimesteren, medmindre andet følger af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov.
Stk. 2. Statsadvokaten påtaler
1) sager, der skal behandles ved landsretterne i 1. instans eller som ankesager, og
2) sager om overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13, §§ 127-129 a, § 132 a, § 136, stk. 2, § 137, stk. 2, § 140, § 141, kapitel 16, § 158, § 160, § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, §§ 237-240, § 261, stk. 2, § 266 a og § 266 b.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter i øvrigt nærmere regler om påtalens fordeling mellem statsadvokaterne og politimestrene.

§ 720. Justitsministeren kan fastsætte, at offentlig påtale i nærmere angivne sager er betinget af justitsministerens eller rigsadvokatens beslutning.
Stk. 2. Hvis offentlig påtale efter lovgivningen er betinget af en begæring, kan påtale kun ske, såfremt begæring herom fremsættes af en efter § 725 berettiget. Er privat påtale begyndt, kan offentlig påtale ikke begæres. Påtalemyndigheden kan nægte at efterkomme en begæring om offentlig påtale, der udelukker nogen medskyldig fra forfølgningen. Angår begæringen kun nogle af de skyldige uden at udelukke mulige medskyldige, kan påtalemyndigheden udstrække forfølgningen til disse, medmindre den berettigede efter at have haft lejlighed til at udtale sig herom modsætter sig dette. I så fald finder 3. pkt. anvendelse.
Stk. 3. Statsadvokaten og politimesteren kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 foretage uopsættelige handlinger, når forholdet må antages at være den, der kan beslutte eller begære påtale, ubekendt og omstændighederne gør det antageligt, at påtale vil blive besluttet eller begæret. Tilbagekaldes en begæring efter stk. 2, inden der er afsagt dom, standses forfølgningen, medmindre påtalemyndigheden skønner, at almene hensyn kræver, at forfølgningen fortsættes.

§ 721. Påtale i en sag kan helt eller delvis opgives i tilfælde,
1) hvor sigtelsen har vist sig grundløs,
2) hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig, eller
3) hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt.
Stk. 2. Adgangen til at opgive påtale i medfør af stk. 1, nr. 1, tilkommer politimesteren. I de øvrige tilfælde tilkommer adgangen påtalemyndigheden, medmindre andet følger af bestemmelser fastsat af justitsministeren.
§ 722. Tiltale i en sag kan helt eller delvis frafaldes i tilfælde,
1) hvor den påsigtede lovovertrædelse efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde og forholdet er af ringe strafværdighed,
2) hvor det i medfør af § 723, stk. 1, fastsættes som vilkår, at sigtede undergives hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service,
3) hvor sigtede var under 18 år på gerningstidspunktet, og der fastsættes vilkår efter § 723, stk. 1,
4) hvor straffelovens § 10 b eller § 89 er anvendelig, når det skønnes, at ingen eller kun en ubetydelig straf ville blive idømt, og at domfældelse heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig betydning,
5) hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt,
6) hvor lovgivningen indeholder særlig hjemmel for, at tiltale kan frafaldes, eller
7) hvor dette følger af bestemmelser fastsat af justitsministeren eller rigsadvokaten.
Stk. 2. I andre tilfælde kan tiltale kun frafaldes, hvis der foreligger særlig formildende omstændigheder eller andre særlige forhold, og påtale ikke kan anses for påkrævet af almene hensyn.
Stk. 3. Påtalemyndigheden kan frafalde tiltale i medfør af stk. 1, mens tiltalefrafald efter stk. 2 besluttes af den nærmeste overordnede anklagemyndighed.

§ 723. Som vilkår for et tiltalefrafald kan fastsættes,
1) at sigtede vedtager at betale en bøde eller indgår på konfiskation, og
2) samme vilkår som i betingede domme.
Stk. 2. Vilkår kan kun fastsættes, såfremt den sigtede i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende omstændigheder.
Stk. 3. Vilkårene fastsættes af den myndighed, der har adgang til at frafalde tiltalen. Vilkårene skal godkendes af retten.
Stk. 4. Såfremt et vilkår overtrædes, kan sagen genoptages.

§ 724. Ved afgørelse om påtaleopgivelse underrettes sigtede og andre, der må antages at have en rimelig interesse heri. Ved afgørelse om tiltalefrafald underrettes sigtede. En afgørelse om påtaleopgivelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10. Sigtede kan efter samme regler klage over en afgørelse om tiltalefrafald.
Stk. 2. Er der truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kan strafforfølgning mod den, der har været sigtet, kun fortsættes efter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse, hvis meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2 måneder fra afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse, eller betingelserne for genoptagelse efter § 975 er til stede.

§ 725. Retten til privat påtale og fremsættelse af begæring om offentlig påtale tilkommer den forurettede. Er denne umyndig, finder reglerne i § 257 anvendelse. Når den forurettede er død, eller når en mod en afdød rettet handling er strafbar, tilkommer retten til privat påtale eller til at begære offentlig påtale den afdødes ægtefælle, forældre, børn eller søskende.
Stk. 2. Den, der efter stk. 1 er berettiget til at påtale eller begære påtale, kan give afkald på denne ret. Dette gælder, selv om en sag er anlagt eller begæring er fremsat.

§ 726. Lovovertrædelser, hvis offentlige påtale er betinget af en privat begæring, kan påtales af en efter § 725 berettiget, såfremt handlingen ikke kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder. Indledes offentlig forfølgning, finder reglerne i § 727, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

§ 727. Såfremt en handling, der indeholder en lovovertrædelse, som er henvist til privat forfølgning, tillige indeholder en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, kan påtalemyndigheden efter begæring af den private påtaleberettigede forfølge begge lovovertrædelser under ét. Den private kan i sådanne tilfælde på ethvert trin standse den efter begæring begyndte forfølgning.
Stk. 2. Offentlig påtale af en lovovertrædelse, der er henvist til privat forfølgning, kan ske, hvis almene hensyn kræver det. Dette gælder dog ikke, hvis der er afsagt dom i en privat straffesag om overtrædelsen, eller hvis retten til privat påtale vedrørende en overtrædelse, der er undergivet betinget offentlig påtale, alene følger af, at handlingen ikke kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder, jf. § 726, 1. pkt.
Stk. 3. Når offentlig forfølgning er indledt efter stk. 2, ophører den privates ret til at påtale. § 345 finder tilsvarende anvendelse. Den private kan tilslutte sig påtalemyndighedens forfølgning, hvis der straks afgives erklæring herom. Den private kan dog ikke kræve udsættelse af sagen, og det påhviler ikke tiltalte eller dennes forsvarer at afgive foreskrevne meddelelser til den private. Standser påtalemyndigheden den begyndte forfølgning, kan den private påtale eller fortsætte sin påtale.

§ 728. Forfølgning kan opgives, så længe der ikke er afsagt dom eller afgivet nævningeerklæring. Opgives forfølgning, efter at domsforhandling er begyndt, afsiger retten frifindelsesdom. I andre tilfælde udsteder retten efter anmodning skriftlig erklæring om, at en begyndt forfølgning er opgivet.

Kapitel 66
Sigtede og hans forsvar

§ 729. Under ordet »part«, hvor dette i denne lov anvendes i bestemmelser, der ikke særlig angår borgerlige sager, skal også den sigtede i en straffesag anses for indbefattet.

§ 730. Den, der sigtes for en forbrydelse, er berettiget til at vælge en forsvarer til at stå ham bi i overensstemmelse med de nedenfor nærmere givne regler. Er sigtede under 18 år, og har den pågældende ikke indgået ægteskab, tilkommer valget forældremyndighedens indehaver, som er berettiget til at optræde på sigtedes vegne.
Stk. 2. Kun de til møde for vedkommende ret berettigede advokater eller de særlig af justitsministeren til beskikkelse som offentlige forsvarere ved vedkommende ret antagne personer kan vælges til forsvarere. Dog kan retten, når det under hensyn til sagens karakter og øvrige omstændigheder findes forsvarligt, tillade, at der som forsvarer vælges en advokat fra andet nordisk land. Endvidere kan retten undtagelsesvis tilstede, at andre uberygtede personer over 18 år benyttes som forsvarere.
Stk. 3. Retten kan på ethvert tidspunkt under sagen ved kendelse afvise en valgt forsvarer, hvis betingelserne efter § 733, stk. 2, for at nægte at beskikke ham foreligger. Der skal i så fald på begæring beskikkes sigtede en offentlig forsvarer.
Stk. 4. Udelukkede fra at vælges er personer, der er indkaldt til at afhøres som vidner eller syns- eller skønsmænd, eller som er begæret indkaldt i sådan egenskab, indtil retten har truffet afgørelse herom, eller hvis optræden ifølge § 60, stk. 1, nr. 3, ville medføre inhabilitet hos dommeren.

§ 731. Offentlig forsvarer bliver, for så vidt sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver, at beskikke,
a) når sigtede fremstilles for retten med henblik på varetægtsfængsling eller opretholdelse af anholdelsen,
b) når der, forinden tiltale er rejst, skal afhøres vidner, eller besigtigelse skal ske eller syn eller skøn afgives til brug under domsforhandling, dog at retshandlingen ej bliver at udsætte efter forsvarers tilstedekomst, når det må befrygtes, at beviset derved ville spildes,
c) når der er spørgsmål om beslaglæggelse af en formue eller en del af denne, jf. § 802, stk. 3.
d) når tiltale er rejst i sager, der skal behandles under medvirken af domsmænd,
e) når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde,
f) når der i anledning af indankning eller begæring om genoptagelse af en sag eller undtagelsesvis i anledning af kære, jf. § 972, stk. 2, skal finde mundtlig forhandling sted for retten,
g) når vidners eller syns- eller skønsmænds beedigede forklaring begæres til brug under en i udlandet indledet straffesag,
h) i alle tilfælde, hvor retten i medfør af § 29, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, beslutter, at afhøring af sigtede skal foregå for lukkede døre,
i) når sager, hvor der er spørgsmål om fængselsstraf, fremmes i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.
Stk. 2. I det under litra e nævnte tilfælde og i det i § 922, stk. 4, nævnte tilfælde bliver offentlig forsvarer kun at beskikke, når den sigtede (eller hans værge) begærer det. Herom skal der gives sigtede lejlighed til at udtale sig.

§ 731 a. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal der inden afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen, hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer eller den valgte forsvarer udebliver.

§ 732. I andre tilfælde end de i § 731 nævnte kan der, såvel før som efter at tiltale er rejst, beskikkes sigtede offentlig forsvarer, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt og sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer.
Stk. 2. Begæring om beskikkelse af en offentlig forsvarer kan fremsættes såvel af sigtede som af politiet. Justitsministeren fastsætter regler om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket. Det skal af politirapporten fremgå, at den sigtede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at spørgsmålet indbringes for retten.
Stk. 3. Beslutninger, hvorefter forsvarer skal beskikkes, kan ikke påklages for højere ret. Imod beslutninger, hvorved beskikkelse af forsvarer nægtes, kan kære til højere ret finde sted.

§ 733. Til at beskikkes som offentlige forsvarere antager justitsministeren efter overenskomst et passende antal af de til møde for vedkommende domstol berettigede advokater eller, om fornødent, andre dertil egnede personer. I påtrængende tilfælde kan dog også en advokat, der ikke er antaget af justitsministeren, men dog berettiget til møde for vedkommende ret, beskikkes til forsvarer. Efter sigtedes begæring kan endvidere en advokat, der ikke er antaget af justitsministeren, beskikkes til forsvarer, for så vidt han er mødeberettiget for den pågældende ret og er villig til at lade sig beskikke.
Stk. 2. Retten kan ved kendelse nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker som forsvarer, hvis hans medvirken ud fra retsplejemæssige hensyn til sagens behørige fremme, herunder særligt hensynet til medsigtedes tarv, ikke kan anses for forsvarlig eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring.

§ 734. Til offentlig forsvarer må ingen beskikkes, der selv er forurettet ved forbrydelsen eller står i et sådant forhold til den forurettede, som ville udelukke en dommer fra at handle i sagen, eller der er kaldet til at forklare som vidne, syns- eller skønsmand i sagen eller har handlet i den som anklager eller rettergangsfuldmægtig for den forurettede eller som politiembedsmand eller som dommer eller domsmand eller i en anden straffesag har været forsvarer for en sigtet, med hvis interesse i sagen den nu sigtedes står i strid, eller hvis beskikkelse ifølge § 60, stk. 1, nr. 3, ville medføre inhabilitet hos dommeren.
Stk. 2. Er flere personer sigtede under samme sag, kan forsvaret kun udføres af den samme person, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende.

§ 735. Forsvareren beskikkes ved Højesteret, landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde af vedkommende rets præsident, ved undersøgelsesret og byret af dommeren. Sagerne bør så vidt muligt fordeles mellem de antagne forsvarere efter omgang; ønsker sigtede en bestemt person beskikket og oplyser, at denne er villig, bør han i reglen beskikkes uden hensyn til den regelmæssige omgang, forudsat at ingen lovlig hindring er for hånden.
Stk. 2. I landsretssager i 1. instans kan landsrettens præsident beskikke den advokat til forsvarer for sigtede, der har været beskikket til forsvarer for ham ved undersøgelsesretten, selv om han ikke af Justitsministeriet er antaget som forsvarer ved landsretten, men han dog er mødeberettiget ved denne ret.
Stk. 3. I ankesager kan landsrettens præsident beskikke den advokat til forsvarer, der som beskikket forsvarer har udført sagen i 1. instans, såfremt han er mødeberettiget ved landsretten.

§ 736. Beskikkelsen kan tilbagekaldes, når det findes nødvendigt i forsvarets interesse, samt, for så vidt sagen ikke derved forhales, efter begæring af sigtede, når han har truffet overenskomst om forsvarets udførelse uden udgift for det offentlige.
Stk. 2. Beskikkelse kan endvidere ved kendelse tilbagekaldes, hvis betingelserne efter § 733, stk. 2, for at nægte at beskikke den pågældende kommer til at foreligge.

§ 737. Rettens afgørelse i medfør af §§ 730, stk. 3, 733, stk. 2, eller 736, stk. 2, kan påkæres til Den Særlige Klageret inden en uge efter, at afgørelsen er meddelt. Kæremålet behandles mundtligt, hvis der fremsættes anmodning herom eller retten bestemmer det. I øvrigt finder reglerne i §§ 968, stk. 1, 969, stk. 2, 970-972 og 974 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Den Særlige Klagerets afgørelse kan ikke appelleres.

§ 738. Retten kan tillade, at flere valgte forsvarere optræder for samme sigtede. Retten kan endvidere undtagelsesvis beskikke flere offentlige forsvarere for sigtede. Sigtede er berettiget til selv tillige at tage ordet til sit forsvar.
Stk. 2. Den offentlige forsvarer, som er beskikket til at varetage sigtedes tarv under domsforhandlingen, er beføjet til at give møde også under retshandlinger ved anden ret. Skal en sådan retshandling foregå uden for den retskreds, hvori han bor, kan på hans begæring en særlig forsvarer beskikkes til at møde ved samme. Dog bør i påtrængende tilfælde retshandlingen ikke udsættes herefter.
Stk. 3. Når forsvarerens hverv er endt, er han forpligtet til at aflevere til retten de ham udleverede udskrifter og genparter af sagens aktstykker.

§ 739. Misbruger en advokat eller nogen til forsvaret beskikket mand sin stilling til at modarbejde sagens oplysning, eller gør han sig skyldig i tilsidesættelse af de ham påhvilende pligter til behørig at fremme sagen, bliver han at anse efter straffelovens kapitel 16.

§ 740. Beskikkelse af en offentlig forsvarer indskrænker ikke sigtedes ret til selv at drage omsorg for sit forsvar; men forsvareren behøver ikke sigtedes samtykke til at foretage de handlinger, som han anser for nødvendige eller hensigtsmæssige til dennes tarv.

§ 741. Der tilkommer den offentlige forsvarer vederlag af statskassen, herunder godtgørelse for rejseudgifter, som han med føje har haft i forbindelse med hvervet. Bestemmelserne i § 336 c, stk. 2, 3 og 5, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Vederlaget fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Vederlaget fastsættes ved dommen eller ved særskilt beslutning.

Kapitel 66 a
Advokatbistand til den forurettede

§ 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, § 210, §§ 216-223, §§ 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 a eller § 288, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det. I sager om overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 a eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.
Stk. 2. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den forurettede under efterforskningen.
§ 741 b. Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring. Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om beskikkelse af advokat indbringes for retten.
Stk. 2. Er den forurettede villig til at udtale sig, er begæringen om beskikkelse af advokat ikke til hinder for, at politiet afhører den forurettede uden advokatens tilstedeværelse. Ønsker den forurettede ikke at udtale sig uden advokatens tilstedeværelse, kan politiet tilkalde en af de i § 733, stk. 1, nævnte advokater til at varetage hvervet som advokat for den forurettede, indtil retten har taget stilling til begæringen.
Stk. 3. Justitsministeriet kan fastsætte nærmere regler om tilkaldeordningens gennemførelse.
§ 741 c. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.
Stk. 2. Advokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport. Når der er rejst tiltale i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt.
Stk. 3. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart tilstilles advokaten. Advokaten må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må ikke uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med indholdet af det i stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på en advokat, der er antaget af den forurettede i de i § 741 a nævnte sager.
§ 741 d. Om kompetencen til at beskikke advokat for den forurettede gælder samme regler som ved beskikkelse af forsvarer, jf. § 735.
§ 741 e. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. kapitel 31.
Andet afsnit. Sagens forberedelse, inden tiltale rejses

Kapitel 67
Almindelige bestemmelser om efterforskning

§ 742. Anmeldelser om strafbare forhold indgives til politiet.
Stk. 2. Politiet iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.

§ 743. Efterforskningen har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten.

§ 744. Politiet udfærdiger snarest rapport om de afhøringer, der foretages, og om andre efterforskningsskridt, medmindre oplysning herom foreligger på anden måde.

§ 745. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart sendes til forsvareren. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre.

§ 745 a . Hvi Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.
§ 745 b. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens ret til aktindsigt i § 745 fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til
1) fremmede magter,
2) statens sikkerhed,
3) sagens opklaring,
4) tredjemands liv eller helbred,
5) efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller
6) beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar.
Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.
Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra § 745. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før domsforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.
Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for den sigtede eller tiltalte, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra § 745, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 745 c. Forsvareren har adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål. Efter begæring skal forsvareren underrettes om tidspunktet for afhøringerne. Er den sigtede varetægtsfængslet, og er der truffet bestemmelse om isolation, jf. § 770 a, må den sigtede ikke afhøres, uden at forsvareren er til stede, medmindre såvel den sigtede som forsvareren samtykker heri.

§ 745 d. Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, giver politiet meddelelse til forsvareren inden foretagelsen, således at forsvareren kan få lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal tilføres politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede, eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes. Har forsvareren ikke været til stede, skal forsvareren uden ophold underrettes om det foretagne.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1 kan fraviges efter bestemmelsen i § 745 b.

§ 745 e. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren være til stede under videoafhøringen.
Stk. 2. Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er mistænkt eller sigtet, eller dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt herefter.

§ 746. Retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser, herunder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af yderligere efterforskningsskridt. Afgørelsen træffes på begæring ved kendelse.
Stk. 2 . Ved tvistigheder om lovligheden af politiets afgørelser efter § 745, 1. pkt., skal politiet redegøre for grundene til den afgørelse, der er truffet. Retten kan endvidere pålægge politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår.
Stk. 3. Bliver dommeren bekendt med, at en foranstaltning, der er iværksat af politiet i medfør af denne lov, og som kræver rettens godkendelse, ikke er forelagt retten inden udløbet af den herfor fastsatte frist, bestemmer han efter at have afkrævet politiet en redegørelse, om foranstaltningen skal opretholdes eller ophæves.

§ 747. Retsmøde afholdes, når der fremsættes anmodning om foranstaltninger, som kræver rettens medvirken. Efter anmodning afholdes endvidere retsmøde, når det er påkrævet for at sikre bevis, som det ellers må frygtes vil gå tabt, eller som ikke uden væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres umiddelbart for den dømmende ret, eller når det må antages at være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse. Retsmøde med henblik på at sikre bevis kan endvidere afholdes efter anmodning, såfremt sigtede er varetægtsfængslet i isolation og sikringen af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om ophævelse af isolationen.

§ 748. Sigtede underrettes så vidt muligt om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Dette gælder ikke retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af foranstaltninger i henhold til kapitlerne 69-74. Er sigtede varetægtsfængslet, kan fremstilling af ham undlades, hvis den vil være forbundet med uforholdsmæssigt besvær.
Stk. 2. Forsvareren underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Er det ikke muligt at give forsvareren meddelelse, kan der kun afholdes retsmøder, som ikke kan opsættes. For så vidt angår de i stk. 1, 2. pkt., nævnte retsmøder kan reglen dog fraviges, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet. Afgørelsen træffes af retten efter politiets begæring. Forsvareren må kun med rettens samtykke videregive oplysninger, han har modtaget i retsmødet.
Stk. 3. Forsvareren er berettiget til at fremsætte bemærkninger og kort at få disse tilført protokollen, men dommeren bestemmer, på hvilket tidspunkt af retsmødet dette kan ske.
Stk. 4. Retten kan pålægge sigtede at indfinde sig til et retsmøde. Er pålægget ikke givet i et tidligere retsmøde, meddeles det ved en skriftlig tilsigelse. Tilsigelse sker med mindst aftens varsel. Retten kan dog fastsætte andet varsel eller pålægge sigtede at møde straks. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om sigtelsens genstand. Udeblivelse kan kun medføre retsvirkninger, hvis tilsigelsen er lovlig forkyndt og indeholder oplysning om virkningerne af udeblivelse.
Stk. 5. Retten kan på begæring bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om et retsmødes afholdelse, eller at sigtede skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet.
Stk. 6. Har sigtede været udelukket fra at overvære et retsmøde, skal retten, hvis sigtede er til stede, og ellers politiet snarest gøre ham bekendt med, hvad der er tilført retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten afskæres herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke at give sigtede underretning om, hvad der er passeret i retsmødet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.
Stk. 7 . Stk Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på retsmøder, der afholdes i henhold til § 745 b, eller hvor der fremlægges oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og hvor der efter § 784 beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører.

§ 749. Politiet afviser en indgivet anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning.
Stk. 2. Er der ikke grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan beslutningen om at indstille efterforskningen træffes af politiet, såfremt der ikke har været rejst sigtelse. Er sigtelse rejst, finder bestemmelserne i § 721 og § 722 anvendelse.
Stk. 3. Afvises anmeldelsen, eller indstilles efterforskningen, underrettes de, der må antages at have rimelig interesse heri. Afgørelsen kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10.

Kapitel 68
Afhøringer og særlige efterforskningsskridt

§ 750. Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig. Enhver er dog pligtig på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde.

§ 751. Det væsentlige indhold af de afgivne forklaringer tilføres rapporterne, og særlig vigtige dele af forklaringerne gengives så vidt muligt med den afhørtes egne ord.
Stk. 2. Der skal gives den afhørte mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen. Den afhørtes eventuelle rettelser og tilføjelser medtages. Den afhørte gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at underskrive rapporten.
Stk. 3. Fonetisk optagelse af forklaringer må kun finde sted, når den afhørte er gjort bekendt hermed.

§ 752. Inden politiet afhører en sigtet, skal han udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. Det skal af rapporten fremgå, at disse regler er iagttaget.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke tilfælde kommunalbestyrelsen skal underrettes om og have adgang til at overvære afhøringen af sigtede under 18 år.
Stk. 3. Spørgsmål til en sigtet må ikke stilles således, at noget, der er benægtet eller ikke erkendt, forudsættes tilstået. Løfter, urigtige foregivender eller trusler må ikke anvendes.
Stk. 4. Afhøringen må ikke forlænges alene for at opnå en tilståelse. Ved afhøringer, der ikke er ganske kortvarige, anføres i rapporten tidspunkterne for afhøringens begyndelse og afslutning.
Stk. 5. Sigtede må ikke rådføre sig med sin forsvarer eller andre angående den umiddelbare besvarelse af et stillet spørgsmål.

§ 753. Ved politiets afhøring af en person, der ikke er sigtet, finder bestemmelserne i §§ 173, stk. 1, 182 og 184, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse.

§ 754. Ved afhøringer i retten finder §§ 751 og 752 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Om fremgangsmåden ved afhøring af sigtede gælder regler svarende til dem, der er fastsat om vidner i § 183, stk. 1 og 2.
§ 754 a. Politiet må ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, medmindre:
1) der foreligger en begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt,
2) efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og
3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289, 2. pkt.
Stk. 2. Foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, omfattes ikke af stk. 1, hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved lovovertrædelsen.

§ 754 b. De foranstaltninger, som er nævnt i § 754 a, må ikke bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.
Stk. 2. Foranstaltningerne må alene udføres af polititjenestemænd. Civile personer kan dog efter aftale med politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.

§ 754 c. Foranstaltninger efter § 754 a sker efter rettens kendelse. Spørgsmålet herom forelægges for retten på det sted, hvor tiltale er eller kan forventes rejst, eller i øvrigt hvor politiets beslutning om at søge foranstaltningerne gennemført er truffet.
Stk. 2. I rettens kendelse anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for foranstaltningernes gennemførelse er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Stk. 3. Såfremt foranstaltningernes øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at gennemføre foranstaltningerne. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra foranstaltningernes iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om foranstaltningerne kan godkendes, samt om de kan opretholdes. Burde foranstaltningerne efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til Justitsministeriet.

§ 754 d. Er der truffet foranstaltninger som nævnt i § 754 a, og rejses der tiltale for lovovertrædelsen, skal der gives forsvareren underretning om foranstaltningerne. Hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring eller til tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysninger, som denne har modtaget i medfør af 1. pkt.
§ 754 e. Reglerne i §§ 754 a-754 d finder ikke anvendelse ved efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12, §§ 111-115 og 118.

Kapitel 69
Anholdelse

§ 755. Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre.
Stk. 2. Samme beføjelser har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.
Stk. 3. Finder opløb sted, hvorunder der øves eller trues med vold på person eller gods, eller er slagsmål, hvori flere har deltaget, resulteret i drab eller betydelig legemsbeskadigelse, og den eller de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan politiet anholde enhver, der er til stede, og som kan mistænkes for strafbar deltagelse.
Stk. 4. Anholdelse må ikke foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 5. Efter politiets begæring kan beslutning om anholdelse træffes af retten.
§ 756. Den, der med rimelig grund mistænkes for overtrædelse af bestemmelser, som er fastsat i en betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8, i dom eller kendelse efter straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 72, ved betinget benådning, ved prøveløsladelse eller en foranstaltning, der er fastsat i medfør af § 765, kan anholdes af politiet, såfremt det er nødvendigt på den måde at sikre hans foreløbige tilstedeværelse.

§ 757. Når en sigtet, der er behørigt tilsagt til et retsmøde, udebliver uden oplyst lovligt forfald, kan retten beslutte, at han skal anholdes, såfremt det i tilsigelsen eller under møde for retten er tilkendegivet, at han skal møde personligt og i udeblivelsestilfælde må vente at blive anholdt.

§ 758. Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Politiet kan under iagttagelse af bestemmelserne i § 792 e foretage besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik på at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller andre. Politiet kan tage sådanne effekter samt penge, der findes hos den anholdte, i bevaring. Under anholdelsen er den pågældende i øvrigt ikke undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end anholdelsens øjemed og ordenshensyn nødvendiggør.
Stk. 2. Politiet skal snarest muligt gøre den anholdte bekendt med sigtelsen og tidspunktet for anholdelsen. Af rapporten skal fremgå, at denne regel er iagttaget.

§ 759. Ransagning af hus, andre lokaliteter eller genstande for at eftersøge en mistænkt, der skal anholdes, kan foretages, når der er grund til at antage, at den pågældende opholder sig der.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 795, stk. 1, 1. pkt., og §§ 796-800 finder tilsvarende anvendelse.

§ 760. Enhver, der anholdes, skal løslades, så snart begrundelsen for anholdelse ikke længere er til stede. Tidspunktet for løsladelsen skal fremgå af rapporten.
Stk. 2. Inden 24 timer efter anholdelsen skal den anholdte, der ikke forinden er løsladt, fremstilles for en dommer. Tidspunktet for anholdelsen og for fremstillingen i retten anføres i retsbogen.
Stk. 3. Har anholdelse fundet sted for et strafbart forhold, for hvilket varetægtsfængsling er udelukket, skal den anholdte inden retsmødets afslutning sættes på fri fod.
Stk. 4. Har anholdelse fundet sted for et strafbart forhold, for hvilket varetægtsfængsling ikke er udelukket, eller i medfør af § 756, og findes anholdte ikke at kunne løslades straks, kan retten, når den på grund af de foreliggende oplysningers utilstrækkelighed eller af anden grund ikke finder straks at kunne tage stilling til spørgsmålet om varetægtsfængsling, beslutte, at han foreløbig skal forblive under anholdelse. I beslutningen anføres de omstændigheder, der bevirker, at anholdelse opretholdes. Under den opretholdte anholdelse finder § 765 tilsvarende anvendelse. Sigtede skal have lejlighed til at angive eventuelle oplysninger, som han ønsker tilvejebragt.
Stk. 5. Den, over hvem anholdelsen er opretholdt, skal, såfremt han ikke forinden er løsladt, på ny fremstilles for en dommer, der inden 3 x 24 timer efter afslutningen af det første retsmøde træffer bestemmelse om, hvorvidt anholdte skal løslades eller varetægtsfængsles eller undergives foranstaltninger efter § 765.
§ 761. Ved pågribelse af en person med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller forvandlingsstraffen for bøde finder reglerne i §§ 758, stk. 1, og 759 anvendelse.
Kapitel 70
Varetægtsfængsling

§ 762. En sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og
1) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen, eller
2) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed, eller
3) der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.
Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at han har begået
1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller
2) en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 123, § 134 a, §§ 244-246, § 250 eller § 252, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.
Stk. 3. Varetægtsfængsling kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af bøde eller fængsel i højst 30 dage, eller hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.

§ 763. Er der begrundet mistanke om, at en person har overtrådt vilkår, som er fastsat i en betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8, ved betinget benådning eller ved prøveløsladelse, kan han varetægtsfængsles, hvis retten finder, at overtrædelsen er af en sådan beskaffenhed, at der foreligger spørgsmål om fuldbyrdelse af fængselsstraf eller indsættelse i anstalt, og
1) der efter det om den pågældendes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig følgerne af vilkårsovertrædelsen, eller
2) der efter det om hans forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod fortsat vil overtræde vilkårene, og det under hensyn til overtrædelsernes beskaffenhed skønnes påkrævet, at disse forhindres ved, at han varetægtsfængsles.
Stk. 2. Det samme gælder, hvis der er begrundet mistanke om, at en person har overtrådt bestemmelser, der er fastsat i dom eller kendelse efter straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 72.

§ 764. Retten afgør på begæring af politiet, om sigtede skal varetægtsfængsles.
Stk. 2. En sigtet, der er til stede her i landet, afhøres i retten om sigtelsen og skal have lejlighed til at udtale sig, inden afgørelsen træffes, medmindre retten finder, at fremstillingen af særlige grunde må anses for nytteløs eller skadelig for sigtede. Er kendelse om varetægtsfængsling afsagt, uden at sigtede har haft lejlighed til at udtale sig i retten, skal han fremstilles i retten inden 24 timer efter, at han er indbragt her til landet, eller hindringen for hans fremstilling er ophørt.
Stk. 3. I det retsmøde, der afholdes til afgørelse af spørgsmålet om varetægtsfængsling, skal sigtede have adgang til bistand af en forsvarer. Er den sigtede til stede i retsmødet, skal der gives ham lejlighed til en samtale med forsvareren inden afhøringen.
Stk. 4. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Varetægtsfængsles sigtede, anføres i kendelsen de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt. Er den sigtede til stede i retsmødet, skal han straks gøres bekendt med, hvilke bestemmelser om varetægtsfængsling retten har anvendt, og med de i kendelsen anførte grunde for varetægtsfængsling samt med sin adgang til at kære. Udskrift af en kendelse, hvorved nogen varetægtsfængsles, overgives på forlangende snarest muligt til den pågældende.

§ 765. Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men kan varetægtsfængslingens øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten, hvis sigtede samtykker heri, i stedet for varetægtsfængsling bestemmelse derom.
Stk. 2. Retten kan således bestemme, at sigtede skal
1) undergive sig et af retten fastsat tilsyn,
2) overholde særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, anvendelse af fritid og samkvem med bestemte personer,
3) tage ophold i egnet hjem eller institution,
4) undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om fornødent på hospital eller særlig institution,
5) give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter,
6) hos politiet deponere pas eller andre legitimationspapirer,
7) stille en af retten fastsat økonomisk sikkerhed for sin tilstedeværelse ved retsmøde og ved fuldbyrdelsen af en eventuel dom.
Stk. 3. Ved afgørelser i medfør af stk. 1 og 2 finder bestemmelserne i § 764 tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Hvis sigtede unddrager sig møde i retten eller fuldbyrdelse af dommen, kan retten, efter at der så vidt muligt er givet dem, afgørelsen vedrører, lejlighed til at udtale sig, ved kendelse bestemme, at en sikkerhed, der er stillet i medfør af stk. 2, nr. 7, er forbrudt. En forbrudt sikkerhed tilfalder statskassen, dog således at den forurettedes erstatningskrav kan dækkes af beløbet. Retten kan under særlige omstændigheder i indtil 6 måneder efter kendelsen bestemme, at en forbrudt sikkerhed, der er tilfaldet statskassen, helt eller delvis skal tilbagebetales.
Stk. 5. Justitsministeren kan efter forhandling med socialministeren og sundhedsministeren fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er anbragt i institution eller hospital m.v. i medfør af stk. 2, nr. 3 eller 4, når der ikke i øvrigt er taget stilling hertil. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 766. Retten kan til enhver tid omgøre kendelser om varetægtsfængsling eller foranstaltninger, der træder i stedet herfor.

§ 767. Bortset fra tilfælde, hvor sigtede ikke er til stede her i landet, fastsættes der i kendelsen en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde. Fristen skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger. Fristen kan forlænges, men højst med 4 uger ad gangen. Forlængelsen sker ved kendelse, medmindre sigtede erklærer sig indforstået med forlængelsen. Reglerne i § 764 finder, indtil dom er afsagt i 1. instans, tilsvarende anvendelse på retsmøder og kendelser om fristforlængelse. Fremstilling af en sigtet, der er varetægtsfængslet eller undergivet anden frihedsberøvende foranstaltning, kan dog undlades, når han giver afkald derpå eller retten finder, at fremstillingen vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder.
Stk. 2. Når den frist, der er fastsat efter stk. 1, udløber, efter at domsforhandlingen er begyndt, fortsætter varetægtsfængslingen eller foranstaltningen uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Tiltalte kan efter udløbet af den før domsforhandlingen fastsatte frist anmode retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller en foranstaltning, der træder i stedet herfor, efter § 766 eller § 768. Hvis tiltalte efter fristens udløb anmoder retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller en foranstaltning, der træder i stedet herfor, skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 14 dage efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Hvis der er spørgsmål om varetægtsfængsling efter § 762, stk. 2, træffes afgørelsen om eventuel ophævelse af en dommer eller afdeling, som ikke deltager i domsforhandlingen, jf. § 60, stk. 3, medmindre en af betingelserne i § 60, stk. 3, 2. pkt., er opfyldt. Tiltaltes anmodning kan efter rettens bestemmelse behandles på skriftligt grundlag, hvis afgørelsen træffes af en dommer eller afdeling, som ikke deltager i domsforhandlingen.
Stk. 3. Kæres en kendelse om fristforlængelse, hvorved varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning udstrækkes ud over 3 måneder, skal kæremålet efter begæring behandles mundtligt. Når kæremål én gang er blevet behandlet mundtligt, afgør den overordnede ret, om en senere begæring om mundtlig behandling skal imødekommes. Bestemmelsen i stk. 1, sidste pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 768. Varetægtsfængsling eller foranstaltninger, der træder i stedet herfor, skal om fornødent ved rettens kendelse ophæves, når forfølgning opgives eller betingelserne for iværksættelse ikke længere er til stede. Finder retten, at undersøgelsen ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat varetægtsfængsling eller anden foranstaltning ikke er rimelig, skal retten ophæve den.

§ 769. Bestemmelse om varetægtsfængsling eller anden foranstaltning har kun virkning indtil sagens afgørelse i retten. På begæring træffer retten efter afgørelsen bestemmelse om, hvorvidt tiltalte under eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, skal varetægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet eller undergives foranstaltninger, der træder i stedet herfor. Ved bestemmelsen herom finder reglerne i §§ 762, 764-766 og 768 tilsvarende anvendelse, medmindre tiltalte erklærer sig indforstået med at forblive varetægtsfængslet eller undergivet anden foranstaltning. Har den pågældende inden sagens afgørelse i retten været varetægtsfængslet eller undergivet andre foranstaltninger, men finder retten ikke grundlag for fortsat anvendelse heraf, kan retten på anklagemyndighedens begæring bestemme, at varetægtsfængslingen eller foranstaltningen skal være i kraft, indtil afgørelse af varetægtsspørgsmålet foreligger fra den overordnede ret, hvortil sagen eller varetægtsspørgsmålet er indbragt.
Stk. 2. Indbringes den afgørelse, der er truffet i sagen, for højere ret, og er der i medfør af stk. 1 truffet bestemmelse om anvendelse af varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger efter afgørelsen, skal spørgsmålet om den fortsatte anvendelse heraf snarest forelægges for den overordnede ret, hvortil afgørelsen er indbragt. Ved denne rets behandling af spørgsmålet om varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger finder reglerne i §§ 762, 764, stk. 1, 3 og 4, 765, 766, 767, stk. 1, 1.-4. pkt., og 768 tilsvarende anvendelse.

§ 770. En varetægtsarrestant er alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af varetægtsfængslingens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.
Stk. 2. Varetægtsarrestanter anbringes i varetægtsfængsel (arresthus), så vidt muligt på det sted, hvor straffesagen behandles. Anbringelse uden for varetægtsfængsel kan ske af helbredsmæssige grunde eller i medfør af § 777.

§ 770 a. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at en varetægtsarrestant skal udelukkes fra fællesskab med de øvrige indsatte (isolation), hvis
1) varetægtsfængslingen er besluttet i medfør af § 762, stk. 1, nr. 3, og
2) der er bestemte grunde til at antage, at varetægtsfængslingen i sig selv ikke er tilstrækkelig til at hindre arrestanten i at vanskeliggøre forfølgningen i sagen, herunder ved gennem andre indsatte at påvirke medsigtede eller ved trusler eller på anden lignende måde at påvirke andre.

§ 770 b. Isolation må kun iværksættes eller fortsættes, hvis
1) formålet hermed ikke kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder ved at anbringe arrestanten i andet arresthus end bestemte andre indsatte eller på anden måde afskære arrestanten fra samvær med sådanne indsatte eller ved at etablere brevkontrol, besøgskontrol eller besøgsforbud,
2) indgrebet, herunder den særlige belastning, som indgrebet kan medføre på grund af arrestantens unge alder, fysiske eller psykiske svagelighed eller personlige forhold i øvrigt, ikke står i misforhold til sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis arrestanten findes skyldig, og
3) efterforskningen fremmes med den særlige hurtighed, som er påkrævet ved varetægtsfængsling i isolation, herunder ved benyttelse af mulighederne for bevissikring efter § 747.

§ 770 c. Hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 4 år, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 4 uger.
Stk. 2. Hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 4 år eller derover, men ikke fængsel i 6 år, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger.
Stk. 3. Hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 3 måneder. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at en isolation udstrækkes ud over 3 måneder, hvis afgørende hensyn til forfølgningen gør fortsat isolation påkrævet, uanset den tid arrestanten hidtil har været isoleret.
Stk. 4. Hvis arrestanten er under 18 år, må isolation i ingen tilfælde finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger.

§ 770 d. Rettens afgørelse om isolation træffes ved særskilt kendelse herom. Træffer retten bestemmelse om isolation, skal retten i kendelsen anføre de konkrete omstændigheder, hvorpå det støttes, at betingelserne i §§ 770 a-770 c for isolation eller fortsat isolation er opfyldt.
Stk. 2. Ved rettens afgørelse om isolation finder reglerne i § 764, stk. 2-4, § 766, § 767, stk. 1, og §§ 768-769 i øvrigt tilsvarende anvendelse. Ved iværksættelse af isolation må den første frist for indgrebets længde dog ikke overstige 2 uger. Hvis arrestanten er under 18 år, kan fristen for isolation højst forlænges med 2 uger ad gangen.

§ 770 e. Udstrækkes en isolation ud over 8 uger, skal kæremål herom efter anmodning behandles mundtligt. Stadfæstes afgørelsen om isolation, skal senere kæremål om fortsat isolation ligeledes behandles mundtligt efter anmodning, hvis isolationen ved den påkærede kendelse udstrækkes ud over 8 uger fra den seneste mundtlige behandling af kæremål om forlængelse af isolation. I andre tilfælde afgør kæreinstansen, om en anmodning om mundtlig behandling skal imødekommes. Bestemmelsen i § 767, stk. 1, sidste pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 771. En varetægtsarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Nægter politiet besøg, skal varetægtsarrestanten underrettes herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol forelægges retten til afgørelse. Arrestanten har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.
Stk. 2. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan institutionens ledelse med politiets samtykke give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.

§ 772. En varetægtsarrestant har ret til at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for efterforskningen eller opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet. Tilbageholdes et brev, skal spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen straks underrettes, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse.
Stk. 2. En varetægtsarrestant har ret til ukontrolleret brevveksling med retten, forsvareren, justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets Ombudsmand. Justitsministeren kan fastsætte regler om varetægtsarrestanters ret til at afsende lukkede breve til andre offentlige myndigheder eller enkeltpersoner.

§ 773. Såfremt politiet bestemmer, at der af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed skal foretages andre begrænsninger i en varetægtsarrestants rettigheder, kan arrestanten forlange spørgsmålet om opretholdelsen af begrænsningerne forelagt retten til afgørelse.

§ 774. Hverken institutionens personale eller andre må benyttes til at udforske varetægtsarrestanter.

§ 775. Der kan ikendes varetægtsarrestanter disciplinærstraf i form af strafcelle i indtil 2 uger eller inddragelse af arbejdspenge. De nævnte disciplinærstraffe kan anvendes i forening.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 65 og 66 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. om anvendelse af håndjern og sikringscelle finder tilsvarende anvendelse på varetægtsarrestanter.

§ 776. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af varetægtsarrestanter. For arrestanter, der er isoleret efter rettens bestemmelse, fastsætter justitsministeren særlige regler om øget personalekontakt, udvidet adgang til besøg, særlig adgang til eneundervisning og bestemte typer af arbejde samt tilbud om regelmæssige og længerevarende samtaler med præster, læger, psykologer eller andre. Justitsministeren fastsætter endvidere regler om den bistand, der i øvrigt ydes varetægtsarrestanter for at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og personlige ulemper, der følger af varetægten.

§ 777. En varetægtsarrestant kan med rettens godkendelse anbringes i en anstalt for personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital m.v., jf. straffelovens §§ 68 og 69, hvis han selv, anklagemyndigheden og institutionens ledelse samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan sådan anbringelse undtagelsesvis ske uden arrestantens samtykke. I institutionen behandles den pågældende efter de regler, der gælder for personer, der er anbragt dér i henhold til dom. Arrestanten må dog ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.

§ 778. Varetægtsarrestanters klager over fængselspersonalets adfærd indgives til vedkommende fængselsinspektør (arrestinspektør) eller til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Har klageren ikke fået medhold, eller er der ikke truffet endelig afgørelse inden 2 uger efter indgivelsen, kan klagen indbringes for retten på det sted, hvor varetægtsfængslet (arresthuset) er beliggende.
Stk. 2. Retten kan afvise at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen findes åbenbart grundløs, hvis den angår forhold af uvæsentlig betydning, eller hvis den indgives mere end 4 uger efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted. Rettens undersøgelse foretages i overensstemmelse med reglerne i § 1019 b, § 1019 e, stk. 1 og stk. 3-5, § 1019 f, stk. 2, og § 1019 g. Dommeren træffer bestemmelse om afhøring af klageren, indklagede og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler.
Stk. 3. Når undersøgelsen er afsluttet, afgiver retten en redegørelse herfor, som sendes til klageren, til den, klagen angår, og til fængselsinspektøren (arrestinspektøren) samt til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
§ 779. (Ophævet)

Excellencemodellen – en praktisk metode til styrkelse af udvikling

Excellencemodellen er et ledelsessystem, som er funderet i praksis og fokuserer på de indsatsområder, der skaber resultater for virksomheden.
Modellen giver ledelsen et struktureret overblik over både virksomheden som helhed, og hvordan virksomheden klarer sig. Modellen gør det dermed muligt for ledelsen at afgrænse, hvor der skal igangsættes initiativer for at forbedre virksomhedens præstation og styrke dens udvikling.

Excellencemodellen er udviklet af ledere til ledere i både private og offentlige organisationer. Modellen bidrager til virksomhedens strategiske udvikling ved at synliggøre sammenhængen mellem indsats og resultater.
Modellen består af ni områder (kriterier), der hver er opdelt i en række underkriterier. Idéen er at virksomheden skal vurdere sig selv – selvevaluere – på disse kriterier.

Modellen omfatter et selvevalueringsværktøj med ni overordnede og 32 konkrete spørgsmål, der tager udgangspunkt i de otte grundlæggende begreber, og bruges som kritisk spørgeramme til at evaluere organisationens indsats og resultater.
Det sikrer, at organisationen får et fælles ledelsessprog, og får skabt fokus på evaluering, læring og på løbende at revidere resultater i forhold til indsatser og opstillede mål.

En organisation udviser Excellence, når den med udgangspunkt i nøje gennemtænkte indsatser skaber bedre resultater end andre organisationer, og som helhed vedvarende opnår fremragende resultater.

Sådan kommer du videre
Hvis du har brug for rådgivning eller information i relation til virksomhedsudvikling, er du vel-kommen til at kontakte videncenterchef Ejner Jacobsen – eja@cfl.dkeja at cfl dot dk eller dir. tlf.: 87 30 21 15

Center for Ledelse tilbyder desuden kurserne:
• Fra selvevaluering til strategi – læs mere
• Committed to Excellence – læs mere
• Recognised for Excellence – læs mere
Kurserne giver en introduktion til arbejdet med Excellencemodellen, og hvordan denne sammen med selvevaluering kan bruges i en virksomheds udviklings- og strategiarbejde.
Desuden giver kurserne adgang til at fungere som henholdsvis validator eller assessor i bedømmelsen af, om virksomheder opfylder kravene til anerkendelserne Committed to Excellence og Recognised for Excellence.

Kurserne anbefales til ledere, der ønsker at bruge Excellencemodellen som ledelsesmodel – uanset om virksomheden har intentioner om at søge kvalitetsanerkendelser.

HJERTETS BOLIG

Luft ekstra ud, når du tørrer tøj, laver mad, bader og gør rent.
Begræns fugtkilderne i boligens rum

Et fugtigt indeklima er som nævnt usundt både for boligen og dens beboere. For megen fugt indendørs kan også give grobund for skimmelsvampe, som kan ødelægge boligen og inventaret og endda gøre beboerne syge. Angreb af skimmelvækst er ikke noget sjældent fænomen – 15-20 % af danske boliger har synlige tegn på fugt eller vækst af skimmelsvampe.

En høj fugtighed giver også gode vækstbetingelser for husstøvmider. De trives bedst med en relativ luftfugtighed over 60 %.
Er fugtprocenten for høj, det vil sige over 50 % om vinteren, skal kilden til fugten findes og afhjælpes. Hyppigere udluftning og anden adfærd kan måske nedsætte fugtigheden. Det er en god idé at holde en fugtprocent under 40 til 45 % om vinteren i nogle uger. Det er nemlig nok til, at de fleste støvmider, skimmelsvampe og bakterier slås ihjel. Det er derfor vigtigt at holde øje med luftfugtigheden indendørs – især om vinteren.

Symptomer på en fugtig bolig
• Mere end to cm dug (kondens) på indersiden af ruderne (termoruder eller andre to-lagsruder). Lidt dug nederst på ruden om morgenen behøver ikke at være et problem, men dug på ruden midt på dagen tyder på for megen fugt.
• Dårlig, muggen, “sommerhusagtig” lugt i boligen, i tøjet eller når skabe og skuffer åbnes. Ofte kan gæster bedre identificere denne ubehagelige lugt.
• Fugt eller skimmelvækst ved vinduer, på badeværelse eller på ydervægge (for eksempel bag reoler, skabe og andre møbler).
• Døre og skuffer binder.
• Fugtigt træværk, afskallet maling eller løst tapet bag gardiner og i hjørner.
• Et hygrometer viser høj fugtprocent – over 50 % – gennem længere tid om vinteren.

Har boligen ét eller flere af disse symptomer, bør man finde årsagen til fugten og gøre noget ved det. Ellers kan problemerne vokse og ende med at kræve en ganske omfattende sanering af boligen, og hjemmets beboere risikerer at blive syge.
Udluftning, ventilation og den rette temperatur
– er trekløveret for et godt indeklima, og ingen kan undværes. De to fungerer nemlig ikke uden den tredje. Ja, selv en optimal ventilation i hjemmet skal altid suppleres med daglig udluftning og en temperatur på omkring 20-22°C.

Fugt i køkkenet

Under tilberedning af mad kommer der damp fra gryderne/ovnen og stegeos i køkkenet. Desuden vil der nemt komme fugtskader omkring køkkenvasken og skabet under den.

Det kan du gøre
• Læg låg på gryderne og skru ned for varmen til viderekogning.
• Installer en emhætte helst med aftræk til det fri til at suge fugt og mados ud. Lad den køre i nogle minutter efter, at der er slukket for gryderne.
• Sæt emhætten på høj effekt, fordi høj effekt i kort tid er mere effektivt end lav effekt i lang tid.
• Tjek jævnligt, om fugtigt affald fra skraldespanden og eventuelle utætheder i rørinstallationerne under køkkenvasken skader køkkenskabet og giver grobund for skimmel.

Valg af emhætte

Der findes tre typer emhætter: udsugningsemhætte, recirkulationsemhætte og emfang.
En udsugningsemhætte med aftræk til det fri (hul i mur eller tag) er mere effektiv end en recirkulationsemhætte. En recirkulationsemhætte er nemmere at installere, den har et kulfilter, som skal optage lugtstofferne fra maden, men luften blæses tilbage i køkkenet igen, og fugten fjernes ikke. I nybyggede etageboliger etableres ofte central udsugning med emfang.

For at fjerne lugt effektivt, skal emhætten kunne udskifte luften ti gange i timen. Køkkenets størrelse er derfor af betydning for, hvilken emhætte, man skal vælge. Til et køkken på 30 kubikmeter skal emhætten have en kapacitet på 300 kubikmeter i timen, svarende til 80 liter i sekundet.
Emhætten er mest effektiv, men også mest støjende på højeste hastighed.
I emhætter og emfang sidder der et aftageligt fedtfilter, som afhængig af brug og madvaner skal rengøres ca. en gang om måneden. Hvis det er tilstoppet, forringes sugeevnen.

Fugt i badeværelset

Luften mættes med vanddamp, når man går i bad, og fugten sætter sig på vægge, badeforhæng og i håndklæder efter badet.
Det kan du gøre
• Skrab fugten af vægge og gulv med en gummiskraber lige efter badet.
• Jordslåede fuger kan rengøres med et klorholdigt rengøringsmiddel. Klor er ikke særligt godt for miljøet, men er nødvendigt i denne sammenhæng for at fjerne skimmelvæksten. Dyp toiletpapir i midlet og læg det på fugerne i nogle timer. Fugerne bliver dog grimme igen, hvis ikke baderummet ventileres bedre.
• Åbn et vindue/spjæld eller tænd for en ventilator med aftræk til det fri efter badet.
• Hold døren lukket til husets øvrige rum, så fugten ikke ledes derind.
• Sørg for god opvarmning i badeværelset.

Fugt i soveværelset

Når vi sover, producerer og afgiver vi en del fugt. I løbet af en nat afgiver en person op til en halv liter vand fra sved og udåndingsluft.
Det kan du gøre
• Opvarm soveværelset om dagen og skru så eventuelt ned for varmen om aftenen, hvis du foretrækker at sove i et køligt rum.
• Luft ud, morgen og aften.
• Sæt eventuelt et vindue på klem om natten.
• Luft sengetøjet jævnligt.

Fugt i kælderen

Fugt i kældre er et stort problem især om sommeren, hvor den fugtige varme udendørsluft vil tilføre kælderen fugt. Det kan betyde misfarvning og vækst af skimmelsvampe på vægge og gulv.
Det kan du gøre
• Hvis kælderen bruges til beboelse, er det nødvendigt at bruge en affugter specielt om sommeren, men også om vinteren, hvis ikke kælderen opvarmes.
• Installer udluftningsventiler i muren eller i vinduerne.
• Dræn rundt om soklen og fugtspærre kan også gøre kælderen mere fugtsikker.
I krybekældre er der ofte problemer med ringe isolering og indtrængende vand fra fundamentet, som giver god grobund for skimmelsvampe og råd og svamp. Her er det påkrævet, at en byggeteknisk sagkyndig tager stilling til, hvad der skal gøres for at reparere eventuelle skader og afhjælpe fugtproblemer. Forholdene i krybekældre kan have betydning for opholdsrummene, da en del udeluft ofte trænger ind via kælderen.

Fugt på vinduer og vægge

I husets øvrige rum kan der være problemer med dug på vinduerne, især hvis der kun er et lag glas i ruderne. Problemet opstår især i fyringssæsonen, hvor der er stor forskel på ude- og indetemperatur.
Bag møbler, som står tæt op mod ydervægge eller et uisoleret gulv, kan der også komme fugtskader, fordi luftcirkulationen er for ringe.

Det kan du gøre
• Få monteret forsatsvinduer, som slutter tæt langs kanten.
• Er der dug på termoruder og energiruder, skal der luftes meget mere ud.
• Placer ikke store møbler – reoler, sofaer o.l. – tæt op af kolde ydervægge.
• Få hulmursisoleret ydervægge.
• Få isoleret gulvet.
Tørring af tøj
Tørring af vasketøj indendørs giver megen fugt i boligen. I fem kilo vasketøj (en fyldt
vaskemaskine), der er centrifugeret med 1200 omdrejninger i vaskemaskinen, er der ca. 2½ liter vand, som skal fjernes ved tørring.

Det kan du gøre
• Vælg en vaskemaskine med en god centrifugeringsevne (mindst 1200 omdrejninger) så restfugtigheden i tøjet er så lille som mulig.
• Hæng tøjet ud, hvis det er muligt.
• Brug en tørretumbler som supplement, især om vinteren.

Valg af tørretumbler

For indeklimaet er en aftrækstumbler bedre end en kondenstumbler. En aftrækstumbler skal installeres med aftræksslangen gennem et hul i muren eller et vindue, så den fugtige ud-blæsningsluft ledes ud i det fri. Men aftrækstumbleren suger også luft fra rummet, så der skal være en dør åben til et tilstødende rum eller udluftningsventil i vinduet, når den kører.
En kondenstumbler er nemmere at installere. Den kondenserer (omdanner) fugten fra tøjet til vand, som kan ledes til et afløb eller en beholder i tumbleren. Men nogen fugt bliver tilbage i udblæsningsluften, som kommer ud i rummet. De bedste kondenstumblere kondenserer over 90 % af vandet, de dårligste under 60 %. Den resterende vandmængde op til de 100 % sendes ud i rummet som vanddamp. Derfor skal der være god udluftning, når tørretumbleren er i gang.

Ord påvirker os, vi hører hinanden sige noget, vi læser måske, hører jokes på havnen og ellers rundt omkring. Ord er mange ting, forbinder mange sammenhænge, giver os noget at orientere os efter og holde hinanden fast på. Love og lovgivninger er sådanne ordsamlinger, biblen er en ordsamling – de orienterer os som samfundsborger og som menneske i livet. De vejleder os.

Ordstrømmen er i vor tid ikke blevet mindre. Industrialiseringens masseproduktionsform fandt vej med medieindustrien og til uddannelsessektoren, hvor det med tiden er blevet et overlevelsesvilkår for den branche, de menneskers liv at producere en masse bøger, teorier, journalistisk mv. Og det sætter sit præg på livet. En masse-ordproducerende sektor i systemet smitter naturligvis af på det liv, der er underlagt samfundslovgivningen. Os alle sammen.

Stadigvæk må vi bare ikke glemme, at der er magt bag de ordsamlinger, vi er underlagt her i livet. Ikke altid vores magt i forhold til det nærværende liv, men virkelighedens magt, samfundets og livets, som det leves og kommer indefra. Vi må ikke glemme det, for det er vel godt at vide, at det er sådan det er – før man hører forkert, tager fejl og som vi véd kan ske bliver fanget i orkanens øje eller hvad vi nu skal kalde det. (I har en søn, der var tæt på og det handler brevet også om).

Det kan med andre ord være svært at høre forskel på livets ord og de mange ord i omløb. Livet kan føle at det gælder sådan og sådan, blive viklet ind i opfattelser, ideologier og formuleringer af, hvor kræfterne skal sættes ind – for lige pludselig at befinde sig i orkanens øje og blive holdt fast deri. Uden at have noget som helst at skulle have sagt. Og det er da ubehageligt, det er livet ikke tjent med. Det kan være svært at høre forskel på, hvilke ord livet skal tro og således følge – hvornår er det f.eks. holdninger, man som person kan have i forhold til tingene, hvornår taler lovens ord og hvornår er det livets egne ord?

I det kommende vil I møde en herrens masse ord, men det skal ikke afskrække Jer. For ligesom man ikke skal høre efter alle noderne i musikstykket, men selve musikken, sådan høres brevets budskab. Øregangen i teksten er barnehjertets som barnetroens voksne holdning. Der indledes, hvor vi sidst slap og jeg nok engang kunne nyde Jeres gæstfrihed, gode vin og mad. Omstændigheden var mindre lykkelig, så jeg er straks videre i sagen.

Derfor griber jeg i egen barmdom i ønsket om at tydeliggøre, hvad der tiltaler mig og gør sig gældende i livets stemme hos mig, min persons holdning af tidens tand og tunger. Blyanten spidses og tegner fremtiden, i håbet om at Jeres ører kan høre den. Det handler ikke om mig, selvom der er megen selvforståelse – men om at synge klart og ikke falsk ind i livets øregang. Historien er ikke min slet og ret, men også Bertrams og Jannes, så de mange jeg’er er forsåvidt livets egen måde at forholde sig til omgivelsen, til tiden og andres liv som det har gjort sig gældende og stadigvæk gør. At skille tingene lidt ad, for klarere at se, hvordan tingene hænger sammen.

Dog skal der ingen tvivl være om ansvaret for brevet. Jeg står inde for det personligt, hvorfor det også er en faderlig handling. Det er en bøn for os alle og således et håb. Høres det ret som ønsket så talt hos Jer som hos mig vil gentagelse ingen undtagelse være udover den, der bekræfter reglen, der følges: hjertets sanden. Det gennemgående tema er: livets dannelse, erfaringerne med dét og deres rolle i forhold til vores fremtid. Hvad vi alle må gøre uden at smøre os selv med fedt om hjertet hedt

Måske vil der være anvendt ord og begreber, der er uvant for Jer eller som jeg bruger på en anden måde end I er vant til. Men da I jo må kender mig rimelig godt, tror jeg såmænd nok I vil fange det væsentligste. Det står ikke i brevet, men stiller sig i livets lys for fremtiden som det kommer ud af fortiden vi hver især kender. Jeg stoler på Jer og véd I kan læse. – Må krystalklare lys i hjertet høre: talen, der aldrig forstummer.

God ørenlyd og læs lyst

Overblik, indlevelsesevne og integritet
Har du kompetence og lyst til at tage ansvaret for medarbejderes udvikling og samlede resultater, så har vi flere udfordrende stillinger med gode udviklingsmuligheder. Post Danmark har i dag cirka 300 chefer. Områderne spænder vidt – her er et udvalg:
• filialchef
• produktionschef
• HR-chef
• økonomichef
• postmester

Udfordringer og udviklingsmuligheder
Post Danmarks grundlæggende organisationsform er selvbærende team, og det betyder, at linieledere skal coache medarbejderteam gennem dialog og delegering og samtidig sikre resultater og videndeling, så enheden hele tiden effektiviseres og udvikles.

Det kræver kendskab til processer og ressourcestyring samt en høj grad af strategisk og kommunikativ forståelse, og derfor tilbyder vi alle vores chefer Post Danmarks ChefUddannelse, der strækker sig over 12 måneder og består af følgende elementer: Introduktion til Post Danmarks forandringsproces
• Introduktion til Post Danmarks forandringsproces
• Procesorientering
• Assessment-indblik
• Coaching
• Det kommunikative lederskab
Typiske kvalifikationskrav
• Ledelseserfaring (eller potentiale!)
• Potentiale til eller erfaring med coaching og medarbejdersamtaler
• Erfaring med salg og/eller produktion og distribution i sammenligneligt virksomhedsmiljø
• Flerårigt udviklingsforløb med relevans til jobbet
• Uddannelse inden for salg, butiksdrift, HR, økonomi eller lignende
Afgørende egenskaber
• Kulturbærer
• Kundeorienteret
• Procesorienteret
• Kvalitetsorienteret
• Resultatskabende
• Købmandskab
• Samarbejdsevne
• Kommunikerende
• Delegerende
• Motiverende

1.

Ingredienserne skal først være givet. Dem samler livet sig efterhånden om af sig selv – far, mor og børn, et sted at være med familien, arbejde, venner/bekendte, mv.

Ingredienserne er almene elementer i livet og udgør som sådan en fælles referenceramme for livets mening. Det er forstandigt at livet udspiller sig i og omkring disse elmentære størrelser – og det er altid også henhold til eller i lyset af dem, at vi forstår os på livet, gør os kloge på noget, lader os mærke livet, finder og oplever mening.

Også selvom det ikke umiddelbart siger ret meget om det konkrete, unikke livs forhold til sine lige så konkrete og unikke eksempler på far, mor og børn, mv. Også selvom det med andre ord ikke siger ret meget om dit unikke livs sammenhæng eller mit unikke livs sammenhæng. Det unikke, særlige opleves og opfattes gennem det almene, omkring det og er som sådan livets gang i sit lys.

Så ét er dog givet: det ér almene ingredienser i livets foretagende, livet vil søge dem og søge sig selv, at finde sig tilrette i forhold til dem. I den gode stemning af dem. – Er ingredienserne givet én, har man fået sig placeret med dem omkring sig, ja så er livets hele essentielle potentiale indenfor rækkevidde. I nærheden. Og så er livet godt igang med sit.

2.

Ingredienserne er da kommet i livets skål – blander sig, røres og flyder sammen. Det går let, nærmest af sig selv. Nu tilsættes melet.

I den forbindelse kan der opstå indtryk såsom at mele sin egen kage, men det skyldes melets karaktér. Det kan støve og spredes let. Det støjer på sin vis, men også afhængig af de marker melet kommer af, de marker og markedskræfter, der har været involveret i tilvejebringelsen af det. Melet er pulveriseret korn og bærer som bekendt sine frugtbare egenskaber i forhold til den jord, hvori den såes og gror op. Det samme gælder det forestående brød, der skal tilsættes mel i rette mål i livets skål.

For mange erfaringer ad gangen gør dejen svær at røre jævn, sådan at melet i egenskab af sin sugeevne og størknende kraft kan blive ligeligt fordelt. – Gær er også noget, der kan komme på tale, det kan umiddelbart set være praktisk som vækstfremmer. Det er imidlertid ikke afgørende endsige nødvendigt al den stund, at gær er et koncentrat af en gæringsproces og kornmelet sagtens kan forestå en sådan af sig selv. Ved brugen af durum-mel er det velkendt at gær kan udelukkes. Digligt røres med en kærlig hånd.

3.

Nu skal den æltes.

Og vi repeterer lige en gang: først tilvejebringes ingredienserne med livets gang, dernæst finder et røre sted, der kalder på melets erfaringsmæssige sammenholdskraft. Æltningen er ret beset en fortsættelse af røret i livets skål. Men det sprøjter ikke længere ligesom det heller ikke længere støver. – Det skulle da lige være såfremt man selv vælger at støve med ælte-melet.

Man kan sige, at man ved æltningen har fået hånd i hanke med melets støvede erfaringer. Man véd, hvordan det virker og gør følgeligt kun nænsomt brug af det – lige netop sådan, at hænderne også kan slippe dejen. Ja, for den skal jo næsten selv.

Æltningen er som sagt en fortsættelse af røret. Dén er udtryk for en nødvendighed, der opstår, eftersom alle de forskellige værktøjer og finere redskaber, der i første ombæring kan anvendes til at røre dejen, så at sige kommer til kort. Der skal alt for stor kraft til at røre dejen med værktøjer og redskaber set i forhold til, hvad der røres derved. – Så fingrene skal med hænderne ned i dejen og have fat for at løfte opgaven. Det er opskriften på den befordrende æltning i fortsættelse af røret.

Æltningen er således også tilegnelsen af brødet. Det er her man ikke længere forstår, men mærker, hvad man er i færd med – det er her man selv rører ved livets brød. Ved tilegnelsen gives brødet derfor også sin unikke karaktér, sin form.

Røres dejen som anbefalet med en kærlig hånd, æltes den ligeledes – men hånden er nu mere fast, fordi det skal til. Endvidere er det her, troen melder sig på tryggest vis. Ikke mindst al den stund, at man nok kan give brødet form – dog aldrig kan være herre over, hvordan det senere hæver op.

Det holder sjældent den tilsigtede form, men alene dét, at en kærlig hånd har haft fat, vil under alle omstændigheder få betydning. Den hånd sørger nemlig for, at de ingredienser, der er sammenblandet i livets skål – og som iøvrigt tilsammen på unik vis afgør, hvordan brødet hæver og bliver – den kærlige hånd sørger for at ingredienserne fordeles jævnt, æltes homogent, så brødet bliver let og finder sin tyngde i sin helhed.

4.

Hævningen er forbundet med det, der blev nævnt mht. at kunne slippe dejen – den rette hånd med melet. Hævningen indtræder tilsvarende på baggrund af tilegnelsen via æltningen. Dejen skal ikke æltes og formes til ukendelighed, men slippes og sættes til hævning på et passende tidspunkt.

I så fald man ikke er opmærksom herpå, kan man træffe at ødelægge noget af dets essentielle potentiale for selv at hæve op. Brødet kan med andre ord falde sammen og udtørre alt for tidligt, såfremt man ikke er opmærksom på det. Ja, opmærksom på: at lige så væsentligt det er med den kærlige hånd, lige så væsentligt er det, at brødet ved egen hævelse oplever egenskabernes kraft ved sine ingredienser.

Hævningen begynder sådan set allerede ved æltningen, hvor hånden hæves over brødet – og selvfølgelig derfor skal være en kærlig hånd, der hæver sig selv op gennem tilegnelsen, mens det langtsomt overlader brødet til sig selv med al den kærlige indrømmelse, det er givet ved mærkningen af ingrediensernes sammenholdskraft. Brødet overlades til sig selv, til hævning, når det hænger jævnt og godt sammen.

5.

Brødet bages. Bagningen er en konservering af den form, det selv har hævet sig op til – i egenskab af sig selv og i kraft af det kærlige, diglige forarbejde. De forhåbentlig jævnt fordelte ingredienser har udfoldet sig og er nu klar til såvel at modstå som at modtage den varme, der skal til for at bage det. Og det er, hvad der gælder hele livets fænomen: der er ingen vej tilbage.

Til gengæld kunne man tilføje: er der mange veje hen til bageren. Så led os ikke i fristelse… – Andres brød kan synes bedre, endda selvom vi hverken har kendskab til ingredienserne i det, endsige den hånd, der har rørt og æltet det. Endda selvom der måske er brugt vækstfremmer og gær. Endvidere kan man sige, vil det, såfremt det ikke er kendt, før eller siden blive velkendt, at man ikke kan tilegne sig andres brød, fordi det i forvejen er bagt eller i færd med sin bageproces. Når ophævningen er overstået og brødet bages, kan det ikke opløftes af andre ved sine egenskaber. Underligt nok kan det dog opløftes på anden vis, nemlig ved agtelse af det forhold og undladelse gennem bekræftelse af det: at andres brød er andres brød og at det er blevet som det er i sin videre bagelse.

Så alt i alt kan man nok spise andres brød med øjnene i bagerens vindue, købe det, fortære det eller på anden vis fornøje sig med det – men leve af det, det kan man ikke. Husk på melet, der kommer af sine marker, berørt af markedskræfter: andres erfaringer kan støve og støje – og gør det således, fordi det unikke livs hjerte er i færd med at røre sin skål, bage sit brød.

Apropos: Af samme sidstnævnte grund er jeg svært imod institutionaliseringen af andres erfaringer, der således gøres gældende over os alle som et kæmpemæssigt farsbrød. Staten, alle-lovgivningen er som at ville bage brød udenfor livets skål – det er forrykt! Skal man først røres sammen med alle andres erfaringer, ja så kommer der kun støv ud af ens liv. Brødet falder sammen før det bages og der er ingen kærlige hænder i alle-land uden røret, æltningen, tilegnelsen af det brød man er stillet med. Der er forskel på brød gjort af korn – og farsbrød gjort af et værre svineri.

Varmen. Konserveringen af livets brød gennem varmebehandling er ikke en endegyldig konservering af livets form. Der er snarere tale om en fastholdelse af eller en vedligeholdelse i dit livs form. Varmen omkring det diglige liv, du er ingrediens i, betyder at de udfoldede, ophævede potentialer i brødets hele essens bliver levende, gøres virksomme.

Af og til ser man også, at det går så hedt for sig, at brødet sprækker. Sådanne sprækker udtrykker, hvad der er gået forud. Og i de tilfælde, hvor de opstår skal det således til. Der leves og udleves, når brødet bages – essensen af ingredienserne gøres sprællevende og ikke mindst sprækkerne, men ligesåvel brødets duft spreder sig. Det giver udtryk for essensen.

Ved et brød, der er blevet håndteret med kærlig hånd og opmærksomhed i forhold til dets selvstændige ophævelse – er der ingen grund til at tilføje smagsessens. Der er noget i luften, når der bages og leves – og der høres det hjemme.

Varmen er den tro, der opstod i forbindelse med æltningen, det vil sige, det er ved bagningen, at den bevidnes og bekræftes ved sin ånd, sin duft, sine sprækker og overflade som årenes spor i ansigtet. Det betyder: at den kærlige hånds bearbejdelse af ingredienserne i livets skål nu kan mærke sin ånd. Troen bliver noget, der kan forståes, for den der har virket i kærlighedens røre med sine ingredienser.

Læg mærke til, at det ikke er varmen, der kommer til brødet udefra som det f.eks. sættes i ovnen – nej, det er den kærlige hånd, tilegnelsen af brødet gennem æltningen, der gør, at brødet kalder på varmen og høres i sit kald. Den kærlige hånd vækker brødet i sit kald. Uden berøring kan intet mærkes og senere bemærkes. Du kan godt tænde for ovnen, men uden brød opstår ingen essentiel varme, leves ikke, bages intet.

Brødet kan også brænde på og forgå ved for lang bagetid. Derved forkuller det, så der nærmest kun bliver en skitse eller en silhouet af, hvad der engang var en kærlig hånd som ånd – der ellers fortsat ville have kunnet give brød på bordet. Igen skal man være opmærksom på modningsprocessen: der skal leves og bages, men alting har sin rette tid i helligåndens salig virksomme og forløsende evighed. Den kærlige hånd bliver ikke at mærke i livets tro ånd, såfremt man ikke er opmærksom på det forhold. Ting må ikke trække ud i uendelighed, men de må heller ikke afkortes, afstumpes eller afbrydes før tid. Det er synd, når det sker.

6.

Færdigbagt. Der leves og bages – tages brødet ud, når det er tid, ja en tommelfingerregel siger, når det er gyldent brun at hjertets rørende røde og håbets ny-grønne liv – så er det en god skik at lade det hvile og dampe lidt af.

Her kan man i øvrigt være heldig at opfatte sin tilbage-trækning fra det varme liv, der leves og bages – som noget, der netop blev gjort i tide. Det kan lugtes et kort øjeblik i begyndelsen af hvile-perioden. Brødet må ikke få for lidt varme, men for meget varme for længe – vejen til at brænde det på – det opbruger potentialet i brødet. Talenterne brændes af og der bliver ikke noget at smage på efterfølgende. Lugten eller anelsen af det spor – det selvdestruktive potentiale, der gives ved for meget for længe – den udløses i kraft af manglende opmærksomhed.

Livsglemsel gjorde et sandhedsdueligt menneske os opmærksomme på, at der i så fald er på dødbringede tale. Manglende opmærksomhed i forhold til livets/kulturens modningsproces er livsglemsel. Han beskrev det allround i 1920’ernes tyskland, dog som: værens-glemsel; han forstod, men var også forskudt af fornufts-fremskridts-troen i starten af det århundrede. Han havde fat og beskrev værens-glemslen/livsglemslen op imod de generelle konstanter, der gør sig gældende i vestens kulturelle måde med livet. Det være sig teknologi, stater, styring, uoplyst magt, de mange sprog for det samme og den slags livsfornægtende omstændigheder – fordi de glemmer at røre, ælte, at lade brødet hæve, så der kan komme brød på bordet til de kommende generationer.

En af dem, der eksempelvis ikke var så heldig at blive rørt og æltet med kærlig hånd er velkendt, han foranledige som Der Führer endog et ganske omfattende eksempel på livsglemsel.

Men tages brødet ud, sørger det for at hvile sig – så vil lugten eller anelsen af døden fortage sig igen. Brødet falder på plads og trækker sig lidt sammen. Og snart efter kan man atter dufte essensen af dets herkomst, at det er kommet hertil. Den kærlige hånd går igen og igen, genopstår igen og igen i helligåndens opmærksomme følge: som dejen klar til selvophævelse, som den gyldne bagning, som duften og sprækkerne, som hvilen t ro.

7.

Måltidet. Tiden livet er undervejs med opfylder dets mål – og som skildret i forskellige faser, der afløser hinanden, men dog samtidigt drejer sig om det samme brød. Livet er for så vidt et kæmpemæssigt rummeligt nu, i hvis agtelse opmærksomheden omkring det dejlige gode brød i al evighed er givet. Sådan opfyldes det.

Måltidet er festen, hvor kærlighedens frugter kommer på bordet. De er helt unikke, ganske som ingredienserne og bearbejdningen deraf er helt unik. Tiden kommer i mål, opfyldes i livet, når fokus gennem det har drejet sig om den kærlige hånd som ånd i bevægelsen mellem de sammenholdte ingredienser.

I vor tid truer den uendelige kapital-økonomiske vækst-mentalitet os på sit stjæleri af opmærksomheden. Den trussel handler om, at der genereres et stigende behov for at følge med tiden. Det er usselt, det er helvedes forgård, men er således fordi opmærksomheden stjæles, ledes væk og ud af livets nærværende og glædelige måde med sig.

Man kender måske ikke tiden og forstår således ikke, at tid er et matematisk betonet begreb, der går fra minus uendelig til plus uendelig, uden evne for at bære et sigte og give fylde til det givne liv, der netop ellers opfyldes af sit livs daglige vækkelse. – Livet opfyldes ikke nævneværdigt ved en eksponential-funktionel måde at være til på, opfyldes ikke af ubekendte, X, alle andres eller andet ord for det samme, universets universitære tid.

- Det akademiske kvarter er en tvivlsom, åndsvag foranstaltning, der ikke giver megen klar luft indeholdende ilt. På universitetet er det timelige afstumpet.

To-dimensionel tænkning – linietænkning

Det er idag klart, at et matematisk-økonomisk vækstbegreb, der byder menneskelivets nulpunkt – dets tyngdepunkt omkring maven, både fordøjelsessystemets, forplantningssystemets og det sunde dybe åndedræts placering – der byder dette afbalancerede nulpunkt at orientere sig efter uendelig vækst, på den anden side naturligvis også må gå mod minus uendelig.

Overskud et sted er tilsvarende underskud et andet sted – det er ren matematisk logik, når den sanses fysisk. Nationelbanken trykke jo ikke flere pengesedler, fordi der er underskud, puljen, mængden er den samme. Så det vil naturligvis enten dele livet i nogle, der går mod minus uendelig og nogle, der går mod plus uendelig; desuden vil liv, der forsøger sammenholdet ofte opleve splittelsens strid. – Og så må man jo lade være med at holde sammen eller hvad?

Men det kommer altså af den to-dimensionelle styring, tiden som en linie, økonomien som en linie og jo gerne som en eksponentiel funktion, opadgående kurve, uendelig vækst. Vi ser også linietænkningen i det indprentede politiske billede, hvor man orienterer sig i forhold til en venstrefløj og en højrefløj. Venstrefløjen er liv i underskud, der oplever den negative konsekvens af vækst i al uendelighed, højrefløjen er liv i overskud, der oplever den positive konsekvens – når orienteringen er matematisk-økonomisk.

Gud bedre det, for der er afgørende forskel på tid og evighed, der er afgørende forskel på uendelighed og evighed. Evigheden handler om livets egen fylde, det åndende, som eksempelvis ved sorgen, der sørges for og således bliver stillet t ro ved glæden og omvendes derved. – Tid og uendelighed er derimod online som den livløse natur.

Det er jo ikke al natur, der er livsbefordrende – som sagt er der ikke ilt i det universitære rum, man skal have rumdragt på for at kunne ånde. Desuden skal man skydes af i raketfart.

Først og fremmest at søge at følge med tiden er således først og fremmest i al meningsløshed og tom uendelighed at være bagud. Du kan ikke indhente gårs-dagens begivenheder, ganske som du heller ikke kan indhente morgendagens, altså imorgen. Derimod kan du indrømme den fylde gårs-dagen gav og vakte i dit liv, ligesom du deraf indstilles til, at også morgendagen vil give og vække en livsfylde til dig. En livsfylde at leve på, arbejde med og gå i opfyldelse af.

Vi tvinges unødigt og utidigt til at følge med tiden, såfremt vi ikke koncentrerer os om at følge med i livets gang og være opmærksomme derpå. Tiden er ligegyldig, såfremt livet ikke fyldes med oplysende og glædelige oplevelser og erfaringer – der vel at mærke er betingelsen for, at dit liv kan gå i opfyldelse henad vejen.

Den kærlige hånd kan ikke erstattes af værktøjer og redskaber, kapital-teknologiens automatiske online hænder og produkter. Ikke mindst, fordi vi da ikke er som bliver forberedte og opmærksomme på den ånd, der opstår efterfølgende: duften af det afdampede brød. Brødet skal røres, æltes og bages – ellers er der ikke noget livsforhold til det, der senere kan bære ånden videre, inspirerer næste generation til en genindsættelse af den kærlige hånd.

Vesterlandsk kapital-lovgivende kultur er på mange måder én lang fortrængning af livets paradis på jord, helligåndens kultiveringskraft og sandser. Når hjertet fortrænges af de utallige, uendeligt mange fornuftsgrunde, samfundets love – ja så dør det, det er klart. Hjertet behøver jo ikke en fornuftig grund eller en lov, for at slå eller sige, hvad det har på hjertet. Så tværtimod skulle det gerne virke uden love.

Jo mindre behov for lovgivning, des bedre lever vi – jo større behov for lovgivning, des ringere lever vi. Jo flere standarder, des mere uselvstændighed, angst for at klare sig selv. Det vil Luther være enig i og Grundtvig såvel leve som ånde for.

Man kan ikke bygge land med lov uden oplysning og selvstændig dannelse i livet, fordi livet da ikke kan opfatte, hvad lovene har til hensigt at oppebære: udviklingen af liv og kultur. Det står i øvrigt også i loven: Oplyst Demokrati.

Og det er ikke det samme som Social Demokrati, der betyder at stille livet i masseproducerende virksomhed til det ikke længere kan skelne og alt således blivet X og X-antal et-eller-andet ligegyldigt: en stor fed ligegyldig masse, der skvulper rundt som kapitalens markedskræfter regerer det.

- Det er sygdomsfremkaldende og den grundliggende årsag til de uhåndterbare velfærdssygdomme, der i sagens natur går mod uendeligt, da de jo følger kapitalens love for vækst. Velfærdssygdomme opstår naturligvis at velfærdsstaten. Det er ikke for meget sagt, da liv, der hører ikke hører forskel på velfærd i den ene sammenhæng og velfærd i den anden sammenhæng. Der er kun et liv, en jord, en Gud, …. – en oplysning.

Kærlighedens frugter kan kun modnes og blive til som det velbagte brød, såfremt man tør være tro mod sit livs erfaringsfylde og mærke, at den er ladet med det indhold, hvoraf det i sammenhold med sine ingredienser vil og nok skal gå i opfyldelse som gud har villet det.

På den vis kommer brødet på bordet til deling og fornøjelse i livets opfyldte mål til tiden. Ikke blot kan man blive mæt derved og på behørig vis dejlig mæt af dage – tilmed kan den kærlige hånd i røret og ved æltningen, der senere blev synlig ved hævningen, kunne duftes og ses flække af grin ved bagningen – tilmed kan det nu smages og give næring til de hjerter, der spiser af brødet.

Børnene er blevet store, ægteskabet udviklet i tilgivelse og mildhed, hånden er fast og mild som ånden efterfølgende – genopstandelsen af brødets opfyldte næring nedarves og giver næste generation forsynet forud for al tid. Forsynet kommer ikke af tidens erfaringer, men af livets eviggyldige erfaringsfylde: den kærlige hånd som ånd.

Der er ikke noget væsentligt at hente ude i fremtiden, såfremt livet ikke indrømmes i al evighed nu og virker deraf – for ellers er der jo hverken kærlig hånd eller ånd udi fremtiden. Fremtidens brød skal da mærkes og lades med tro, håb og kærlighed i al evighed ellers er der jo ingenting, intet menneskeligt bevendt at hente derude i fremtiden. Brødet skal røres og æltes med kærlig hånd, så det løfter sig op, bages og bliver til mere i livets gæstekærlige fremtidsbud.

Oplysende revseri på baggrund af det brød, jeg værner om. Spring eventuelt frem til sammenfatningen til slut – især hvis du ikke kan skelne emnerne fra hinanden. Jeg har delvist understreget, hvad der er under behandling, men der løbes også associativ reflekterende. Bevægelsen er generelt hele tiden åbnende og lukkende, sådan som erfaringer foregår omkring det, der kommer på tale. Noget åbner og noget lukker – det, der lukker er det etiske, det forstandige, der gør sig sine slutninger i bevarelse af den iltgivende blodtilførsel. Sådan er sand tænkning, der søger at følge hjertelivets eget rytme – og at sige andre noget derved, derigennem.

Generationskløften

Generationskløften bagud for os der i vor ånd kan mærke den kærlige hånd vi blev givet, den består i, at vi praktisk set ikke har samme muligheder, da ingen ydre rammer, grænser ligger fast – grænserne er under opløsning som konstant under forandring. Men jeg siger: grænser, der konstant er under forandring er ikke grænser, men blot en rest af en gammel opfattelse.

Der tales om grænser, men de færreste sætter dem. Uroligt samfund skaber uroligt liv, stjæler opmærksomheden – og den urolighed i samfundet kan kun stoppes, såfremt livet er i stand til at stille sig t ro. Det er min generations opgave eller rettere sagt dem, der er tilbage som endnu kan huske eller mærke, ja kender den kærlige hånd som ånd, forudsætningerne for den. For dem bliver der færre af.

Så generationskløften forude afhænger af, hvorvidt retfærdighedens kapital-teknologisk-socialdemokratiserende universitære fornuftslovgivende og overforbrugende virksomhed fortsat skal ligge øverst i hånd som ånd, præge livet – eller: om det skal være kærlighedens.

Det må aldrig komme til et enten-eller, men det kan ske i såvel livsmæssig som kulturel regi. Fortsætter verdsliggørelsens universalisering af alt, så bliver der glohedt som i helvede, fordi menneskehjertet ikke kan, må og vil verdsliggøres universitært, thi da bliver vi som dyr.

Og når mennesket bliver dyrisk er det som bekendt langt værre end alle andre dyr. Konkurrencen bliver nemlig: hvem, der tør være værst – hvem tør gå mest på kompromis med det menneskelige. Det har jo det sidste århundrede været klart, at teknologi og teknokrati går på kompromis med det menneskelige i absolut forstand, ifølge de universelle fornuftsgivne lovmæssigheder, der er involveret i at bygge store broer og evighedsmaskiner, så vi blot behøver at trykke for knappen, så det hele arbejder for os.

Kommer valget til at stå imellem den livsfornægtende dødskultiverende åndsmåde, der netop ikke kender sig selv som menneske i liv og hjerte og derfor ikke anerkender livets eget væksttempo – og så den egentlige, letforståelige livskultivering, at livet er organisk og således er stillet med, hvad der i egentlig forstand er at gøre godt med, ja så véd jeg dog, hvor jeg står.

Kommer valget med andre ord til at stå imellem fornufts-lovgivningens retfærdigheds-visende vej af liv og kultur – og kærlighedens, helligåndens, ja så er jeg ikke i tvivl. Men: Kærlighed og retfærdighed skal følges ad, det kræver bare, at kærlighedens ånd ligger øverst som inderst og det er betinget af livsoplysning, der kan holde livet oppe, oppebære helligåndens livs- og kulturvirksomhed, bære det igennem og sætte det videre på god vis.

I dag er det mennesker med forstandigt hjerte, klar over opgaven, livets og kulturens – der bliver tynget. Præster bliver syge, mister troen – præster går ind i politik. Og det udtrykker altså, at det hjerteligt forstandige menneske så at sige er en truet dyreart i vor samfundspolitisk-økonomiske måde. Folket, masserne kan jo netop ikke oplyses, når det kit, der holder dem sammen er masseproduktiv virksomhed, styret af matematiske tal for penge.

Det ses tydeligt, hvordan industri har præget livet hos social-demokrater, der simpelthen tænker og kræver som de maskiner og rationaliserende organisationsformer, de har været stillet ved. Livet kommer til at tænke og handle som den tænkning, den ånd, der ligger bag de produkter og teknologier, de færdes med og skal håndtere. – Og så må man jo bakse med den identitets-dannelse for eftertiden. Det overbelaster de mennesker, der i deres tænkning kan medtage livet i sin mangfoldighed, fordi de véd, hvad der blokerer livet i forhold til at indrømme sig selv i menneskehjertet.

Den matematiske fornuft er ikke klar over, at den er fysisk, organisk stillet i liv, der har en anden primær hensigt, nemlig at udvikle sig glædeligt omkring arbejdet med den organiske vækst. Hvor hører 1 + 3 for eksempel hjemme, hvad betegner de og hvad flytter de på, hvad styrer de – 4? Hvilke fire? – Derfor er den universitære fornuft uansvarlig; og det smitter naturligvis af på rets-individet, der således udtrykker, at individet ikke er et menneskeliv, men en ubekendt enhed, X, i funktion af retsstatens kapital-økonomiske ligning.

Det er skatte-rets-tænkning om en hals. Strammer du garnet, kvæler du menneskebarnet – enten dør det eller også genopstår det for fuld skrue, der sprænger alle rammer: Et enkelt menneskes liv, kan jo sagtens foranledige 6 millioner menneskers død. Så man burde nok være mere agtpågiven i forhold til, hvordan man potentialiserer livets ånds-kræfter. Rødder bryder igennem asfalt, får beton til at revne og det er sjældent meningen. Men altså: livets vækstform er jo ikke en mening.

Generationskløften igen. Går vi i vores forældres fodspor kommer vi meget let til at glemme livet, fordi vores tid er helt anderledes urolig i sine flygtige normer, og noget dels gammelnyt, men også egentlig nyt er i færd med at genopstå. Man kan også sige det sådan: Vækstfremmer om det så er genteknologi, uddannelse eller kapitaløkonomisk boost i virksomhedsstyring, det er et fedt; det gør os fremmed for den egentlige vækst: Det holdbare og bæredygtige, livet på jord.

Vi har over tid været udsat for et statslig tyveri af livets ånd, fordi staten giver livsafkræftende former for arbejde lov til at finde sted, der bekræfter vor mentalitet i gammel-testamentligt lignende tilstande: løn-og-straf, løn-som-fortjent, resultatorienteret gerningsretfærdighed: når du ikke gør sådan og sådan kan du ikke få noget, må du ikke leve iblandt os. Man skal opføre sig ordentligt, ja, men er det regelfølge med magt bag, man tænker på? Er kriteriet for god livsopførelse, at man overholder skatte-statens kapital-økonomiske love, direktiver og regler – lærer børn sig at kende som menneske og liv i en sådan mentalitet, en sådan ånd, en sådan virksomhed?.

– Det er ånden, der er fattig. Man kan ikke generere ånd og velvære, aktiv livsfylde gennem kapital-økonomisk virksomhed og styring. Man kan ikke handle sig til ånd. Den kræver derimod indrømmelse hos den enkelte, opladning til at kunne undlade og afstå fra virksomhed med livet, der degenerere det, overlader det til sig selv – eller overlader det med positive resultater i form at sorte tal på bundlininen, med tilsvarende negativ opfattelse af, hvad livet drejer sig om. Kort sagt ladet livet med immunitet og anonymitet overfor kærlighed, sandhed, godhed, mangfoldighed, forståelse, at kunne lære og vokse, indrømme, mv.

Det kan selvfølgelig ikke bevises, fordi bevisets stilling er underlagt matematisk, universitær kapital-økonomiske rets- mentalitet, der kun kan håndtere en dokumentation, forsåvidt de etablerede sande lovmæssigheder bekræftes: den naive administrative fornufts verdensbillede.

Men det kan godtgøres, hvordan det er præget ind i kødet på os, vor adfærd og handlemønstre – og således kan det tilgengæld indses og indrømmes af alle og enhver, hvis de fandt lejlighed til at blive oplyst i deres egentlige livsfylde, at mærke sig ved hjertet, hvilket brød de bages i – finde lejlighed, fordi der dog skal findes bestandigt ståsted, for at kunne se sig selv ret. Man må have et ståsted for at kunne se, men det behøver ikke være permanent, fordi det man ser jo kan etablere et nyt.

Eller rettere sagt, fordi oplysningsvirksomheden i samfundet ikke fungerer, lejligheden til at indrømme sig sit liv, mærke sig det, hvilket brød det bages i – foranlediges ikke længere af den egentlige oplysningskultur, da den er kørt af sporet, er blevet udrangeret af symbolsk pointeret Uffe Ellemans tog, der kørte med os. Folk har svært ved at indse livets brød, fordi de er i færd med at forbruge deres liv, jagte oplevelser og tilfredstille behov ud over alles grænser.

Og i det spor f.eks. opleves ikke sjældent den milde kærlighed, der befordrer sandheden, givet ved livet selv – som noget fremmedgørende. Tænk engang, hvad der således anerkendes og bekræftes. Forhærdelse kalder Johannes Møllehave det, fordi vi mister evnen til at elske livet sandt af hjerte – og istedet kommer til at opfatte det som et behov, der skal dækkes, fremfor noget, der er givet og vi således har pligt til bekræfte os ved.

Det er efterhånden morsomt: du dækker ikke mit behov for kærlighed, derfor har jeg ret til at udskifte dig med en anden. Eller: du befordrer ikke den socialdemokratiske kærlighed, du er skruebrækker og skal enten tvinges ud eller melde dig ind i organisationen. – Hvad med barnets hjerte-retslige krav eller hvad med det hjerte-retslige krav, det menneskebud, der byder os: at elske næsten som dig selv, fordi sorg ad den vej vendes til større glæde, større erfaring i livets forhold, indsigt og fylde – hvor blev det af? Hvor blev den vej og måde med livet af? Skal vi for al fremtid gå glip af det, at tackle ting ved forståelse, forstandig næstekærlig kunnen? Hvor blev agtelsen for livets kreativitet af? – Hovsa!

Socialforskningens sindelag udtrykker det således i dag: vi går fra familieenheder til noget man kalder: individer med børn. – I det overordnende samfundsmæssige regi er det jo netop sket: vi er gået fra at være et nogenlunde oplyst liv, der kunne forstå og værdsætte hinanden, sandse livet i sin forskellighed – til at være et afstumpet socialt individ, der har ret til at være sådan, ja skal uddannes i den mentalitet, så det kan bliver kompetent!!!

Det er en lovmæssighed, at en politiker, der bliver statsminister vil sige: det går godt i Danmark. Og således pakkes det hele ind i den vesterlandske selvretfærdighed, selvgodhed. Vi know how samfund virker: frihed og demokrati – det er en universel sandheds-orden og derfor har vi pligt til at lære andre lande i verden, at udvikle sig lige så godt som os!!!!.- At være dansker er hyggeligt til det kvalmende og sådan opstår den bidende ironi, satiren og humoren, der imidlertid dækker over temmelig alvorlige mangler i dansk liv og kultur.

Tid og evighed for en kort bemærkning – alt taget i betragtning.

Jeg har været inde på det, men prøver at skærpe formuleringen af det rette forhold, så det bliver tilgængeligt, muligt at forstå. Livet er evigt, man kan måske forstå det, når man siger: livet er unikt. Der er ingen som dig og ingen som mig, derfor er du i dit liv i livet i al evighed den du er og det samme gælder for mig. Sådan er menneskekære-lighedens ligeværdige stilling i livet på jord i al evighed. Det er livsudviklingen krumtap, tyngdepunkt. Desuden kan man sige er hvert vort unikke liv er stillet i Livet som helhed, i samme båd, hvorfor også Livet som helhed er unikt – det er uafbrudt, én kæmpemæssig hændelse på jord: livets atmossfære, levende liv, der ånder..

Livet som sådan hedder Gud, det er unikt, hvorfor der også kun er én Gud, én jord, mv. – måske kan nogen huske det fra en Grundtvigsamle. Livets helhed er en levende, bevægende ånd, hvori hel-lig-ånden er den sfære, hvor menneskelivet kender sig selv ligeværdigt og virker derefter – ganske som budet: du skal elske næsten som dig selv. Næsten er altså ikke den anden eller de andre, men mennesket hos den anden eller hos dig selv. Det er jo ikke alt hos os, der er menneskeligt og livsbefordrende, det meste er måske endda bare naturligt og dyrisk – derfor er budet som det er og i følgelse af det kultiveres, dyrkes, bekræftes det menneskelige hos os, det er det, der er gaven og til tider stiller sig som opgave. Det er menneskelivets almene og samhørige udviklingssigte. Det er ånden, hvor livets samarbejde foregår. Og er den der ikke, ja så foregår det ikke, så oplader vi ikke hinanden. Der sker ingen udvikling, hvor hjertet ikke røres.

Næstekærelighedens bud

– En soldat f.eks. må ikke slå ihjel, selvom han er beordret til det, dels dør et menneske, dels får han i al evighed ondt i sit livs hjerte og det smitter af på omgivelsen. Tilsidesættes næstekærlighedens almene bud, ja så er der kun naturens rå magtforhold tilbage. Derfor kan retsstaten rende mig noget så grusomt. Politimanden har ikke mere ret til sin magt end borgeren. Og forsåvidt han ikke er forstandigt oplyst af hjerte, ja så kan han ikke være en pligtopfyldende politimand, trods det at han overholder landets love for politivirksomhed. Det gælder alle statsansatte, såfremt de skal kunne sige, at de overholder den danske grundlov for Oplyst Demokrati.

Det er selvfølgeligt svært, når det akademiske storhedsvanvid har afgivet landets suverænitet til naturens globale vold. EU er et akademisk produkt og det ses tydeligt ved papirgangen.

Militær-psykologer kan ikke reparere, retfærdiggøre eller omstøde hjertets sandhed hos soldaten – hvorfor nødvendigheden af det foretagende siger meget om vor måde at organisere os; det er positivt at vi udvikler militær som fredsbevarende styrker, såfremt vi altså gør det! Vi skal fortsætte med at gøre det, indtil erkendelsen bliver, at man egentlig slet ikke kan virke med et gevær i hånden, uanset om det kaldes fredsbevarende af os eller ej. Det er ikke i sandhed fredsbevarende, fordi det ikke udmærker sig ved fundamental tillid, mod og forståelse: evnen til at sende fredlige signaler og virke med dem.
.
Et andet eksempel på budet er vennen, der beder om en tjeneste, der vil gøre ham selv ondt – den tjeneste må man afstå fra at yde ham, ja om det så skal koste venskabet. Det er mao. livsfornægtende at handle i strid med sine tro erfaringer om, hvad der er godt til mennesket; derved ligger også pligtbegrebet i den almindelige hjertro. Vi må og skal handle, men vi er altså også nødt til at bide mærke i de impulser, motiver vi handler i kraft af. – De er afgørende, fordi ånden lader hånden.

Helligånden er den sfære i livets hele ånd, hvori menneskelivet kender sig selv ligeværdigt – i al væsentlighed er til og således i al væsentlighed bliver til som det gør sig til deraf, udvikler sig som menneske og i kærlighedens navn håndhæver sig selv derved.

Når vi fødes bliver vi til på den arv og miljømæssige baggrund, fordi det har været erkendt af et menneske i 2007 år og virket efterfølgende ved helligånden gennem livets kultur. – Ofte vil vi ikke som andre gør, men i helligånden er vi netop glade for at undlade ringe gerning – gerningsretfærdighed, løn-og-straf, gengældelse – uanset om andre også gør det, tværtimod bliver vi i helligånden netop glade for at se, at også nogle andre har undladt sådanne, ringe gerning. At deltage og bekræfte dens logik og tilbøjelighed.

Eller med andre ord glade for: at også andre har søgt at bevare troen og glæden gennem sine handlinger. Det er livsbekræftende at mærke sig andres gode erfaringer gennem sin egen gøren og laden – så kan man også mærke, at man ikke er alene om at elske livet sandt og godt.

Hvad min person angår

Hvad min person angår, har jeg søgt at fastholde sandheden ved den fundamentale livskærlighed – jeg søger at udvikle den til mere og må til den ende undlade at bekræfte mit liv i virksomhed, der ikke opløfter det menneskeliges ånd, men altså fordummer os. Det mener jeg ikke alle skal og kan gøre, men jeg orienterer mig ikke efter alle, thi sådan høres budet ikke. – Du kan ikke melde dig ud af samfundet, nej, men samfundet er ikke karakteriseret ved at adlyde kapital-teknologiske love på bekostning af tro, ærlig og sandfærdig glædeskunnen, der selvfølgelig er livets mening at opleve, fremelske og videregive til kommende generationer..

For ellers kan nyt ikke opstå som forløsende og så kan samfundet ikke udvikle sig. Lov-mentaliteten skal brydes, fordi den forkvakler livet. – Hvis danske domstole vil håndhæve retfærdighedens ånd over mig, så bør de sætte sig ind i forskellen på det Gamle og det Ny testamente, endvidere at flertalsnormernes logik ikke er andet end rå masse-logik, faldloven for masse. – Man kan ikke skelne mellem lov og lov.

Og derfor er universitær virksomhed uansvarlig. Jeg er også ligeglad, ligheds-fornuftens universitære retfærdighedskunnen er bare stillet i mit lille livs forstandige ånd – ganske som jeg selv måtte tage ansvaret for at løse en opgave, jeg blev stillet på universitet; jeg forholdte mig til spørgsmålet, lod hjertet tale, brugte, hvad jeg havde forstået og skulle stå for med menneskehjerte i behold – men jeg fulgte ikke studie-ordningen og derfor dumpede jeg. Jeg er glad for, at jeg stod imod, for den akademiske dannelse og konsekvenserne for samfundet er ikke forsvarlige.

Så det viser med al tydelighed, at man ikke ønsker selvstændigt liv, der arbejder i hørelsens praktiske ånd, men istedet bekræfter udbredelse af ånd i teoritiserende management af liv via papir. Det står selv i loven, ordningen, derfor skal det gøres og derfor er det godt? – Vor Herre Bevares. En sådan lovreligion vil naturligvis medfører terror eller udbredt angst og frygt uden genstand, det er en logisk konsekvens, der imidlertid ikke følger fornuftens logik, men livets basale etik, hvorfor det er så svært at forstå for det universitært prægede liv, der glemte livet.

Jeg fastholder den basale etik og kan således ikke gøre mere end jeg kan gøre, fordi jeg skal stå personende livet i sin skyld og erfaringsgivne ansvar – der giver glæden, bekræfter de eviggyldige sandheder i hjertets forhold til livet. Det er magtudredningen i sin sandhed, fordi statsansatte akademikere naturligvis ikke kan udrede magten i sin sande sammenhæng; man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på. Nej, jeg bruger ikke systemer til at handle på andres vegne eller til at lære mig selv at kende som menneske og liv. Jeg behøver ikke deltage i en krig, i den anden ende af verden, for at opfatte mig som indenrigspolitisk ansvarlig, én, der gjorde god gerning på alles vegne. Der er jo nok at gøre i det nærværende liv og jeg kan da ikke se, at kulturen skulle kunne forandre sig i positiv retning uden det.

- Det er uansvarligt at anvise livet vej ved den form for systematisk magtmisbrug, der genereres i livet som normalitet gennem dets opvækst i institutioner. Man kan ikke løfte etikken op over livets højde, kulturens, familiens, slægten, droningen og menneskeslægten – i så fald har man kun fattet den klingende bjælde og det rungende malm. Etikken har rod i hjertet, der nødvendigvis må oplyses i det almene, for at ånden kan blive tilgængelig, delelig, samarbejdsduelig og kultivere os videre derfra. Det er ikke næstekærligt tro danskere, der har vanskeligt ved at integrere indvandere eller omstille sig. Nej, det er fornuftens autoritetstro folkefærd, det institutionaliserede liv, der slavisk går til grunde i lovreligionens regelfølge og de behovsmæssige former for kompensation, der opstår derved: overforbrug, underholdning, stofmisbrug, mv.

– Man kan derimod som antydet blive højere, rummeligere, oplyst i livets ånd og blive i stand til at holde sig tro mod livets åndende karaktér, hvis væksten og den fredelige kultivering vel at mærke fik lov. Trygheden ved at forstå, hvad der gælder i livet ændrer forargelsens, forskrækkelsens reaktionsmønster: at nu skal der gøres noget, laves en lov, der gælder for alle. – Trygheden bundet til indsigten eller kendskabet til livets fundamentale kærlighed betyder nemlig at vi bliver langt bedre til at sende signaler, bedre til at sandse og vække en sand menneskekærlig ånd, der forløser, skaber fred og ro – uden så megen hygge og social slabberas, uden normernes ustandselige må du, må du ikke, kan du tillade dig, kan du ikke tillade dig, for du skal, du skal, du skal, jamen hvad er det jeg skal? ja det må du selv finde ud af; nå, men så kan vi da tage en bajer. – Endvidere betyder nævnte tryghed, at det har kropsforstandig måde med sig selv; kærlighedens ånd er helbredende.

Kroppen er ikke adskilt fra ånden, men det sker, når systemomgivelsen symboliserer ånden. Det er konsekvensen af den universitære kapital-teknologis lovmæssigheder. Det er skizmaet i al psykologisk konflikt, hvorfor vi ikke skal læse uden at røres os, arbejde og leve på det almene livs betingelser – vi skal ikke undlade at udelukke verden, men netop udelukke den, så det egentlige livsbekræftende kan få ro til at lade sig bekræfte. I bred forstand: den oplærende livsførelse, der kan tage over, fordi den kan bære på livets almene betingelser, altså gør dem tilgængelige og fortsætter med at bekræfte dem.

Kulturens byrde hed titlen på en bog skrevet af Freud, der trods sine mangler dog så at psykologiske konflikter opstår direkte forbundet med det livet dyrker, altså kulturen. Livet og kulturens byrder skyldes måden vi lever på, det vi dyrker. Det vi dyrker tager bolig iblandt os, i vor ånd. Forurening f.eks. kommer ikke af f.eks. olie-udslip, men i tråd med kolonialiseringen, erobring af markeder og udtømning af landes ressourcer. Amerikanerne er interesseret i fred i mellemøsten, fordi de ellers ikke véd, hvordan fanden de skal få styr på deres lorteland – det vi efterligner; underforstået, at der ifølge den romerske lovgivningstradition skal sørges for passificering af folket, der skal energi-ressourcer til at holde sandheden på afstand i løgnens voldtagende kultiveringsform.

Forurening f.eks. olieudslip i vandet, det kommer af forurenende ånd. Altså uansvarlig virksomhed, der dyrker oliehandel. Jeg siger: vi må godt bruge olie, men må ikke fragte det i kapitalens motiv, grunden til den store koncentration; det er ikke velfærd i egentlig forstand. Og det er fjernvarme eller fjernsyn heller ikke, der er tilsvarende eksempler. på forurende ånd, produkter og virksomhed. Liv er lokalt, nærværende og arbejdsomt, hvis det vel at mærke skal gælde såvel åndeligt som kødeligt. – Der er ikke noget vundet ved at materialisere det. Der er ikke blevet varmere i livet på grund af olie. Det afslører sig simpelt, men i baggrunden af den amerikanske næstekærlige indsats for fred i mellemøsten – hvor det ikke er studenterhuen, der trykker.

– Fornuftsetiske tågehorn siger: det er brugen af teknologien, der afgør om den er god eller dårlig, fordi de ser på den konkrete sag, og tror på fornuftens magt: at den kan administrere teknologien. De isolerer et fænomen ud af livets fænomen og taler hele verden igennem det. Men en linie, en sag, kan jo ifølge den analytisk fjernsyns-fornuft opdeles i uendeligt mange stykker – og da forlades livets forstandige praksis, den egentlige forstandige fortolkningsramme, der kan sige nej i bevarelse af livets handling og sted i sin krop, stillet på jord, afhængig af føde og arbejdet dermed..

Mikro-makroforskning er eksempler på den analytiske fornuft, atom-forskningen i den ene ende og rumforskningen i den anden; dertil kommer selvfølgelig deres produkter som sagesløse villige arbejdere skal uddanne sig i, for at kunne lære at betjene og begå sig efter. Derfor er skilsmisser f.eks. normale, for man deler jo bare enheden op i noget man kan ordne. Univsersitær fornufts-analytisk virksomhed har folket betalt skat til i årevis, fuldstændig tro mod fremskridtet. – Universitært funderet forskning er fortabt og vil ubevidst føre universets uorganiske og urene ånd ind i livets, der således betyder, at livet ikke kan sige nej, fordi den universitære lovgivning siger noget andet. – Hvordan vil man adminstrere universitær lovgivning, når den er universitær? Hvordan bilver livet så orienteret.

Så ja, det afhænger af brugen, men brugen afhænger af livets jordiske forstand og den bekræftes jo ikke i vesterlandsk kultur. Vi opfører os som om vi kan klare os uden jorden.

Jeg tror ikke, at I kommer ikke udenom det sagte, men må lære at tage til takke med de forstandige sandheder, der søger at bekræfte livet, at hylde det som det er skabt – det er vort fællesskab. Ikke mindst af den grund, at forstandens livsbevendte sandhed er grusom, når den opløftes eller presses op i fornuftens lovgivning. Det er det idealisme gør, herunder statsidealisme, f.eks. Hitler. Et udtryk for, hvor tænkningen stilles, forsåvidt den ikke er bekendt med sin magtbeføjelse i menneskelivets tro, kærlighedens navn: at det kun er menneskekærlighedens åndsevne, der kan være innovativ og at du kun har dit liv som indsats. – For den ånd er bekendt med genopstandelsen og det er jo ikke blot opfindsomt, men livets åndelige erfarings-realitet. Fornuftshistoriens genkomst derimod den er lovmæssig i lovmæssige samfund og historisk set er det jo ikke ligefrem en lys fremtid, såfremt vi holder os til loven.

– Vi kommer ikke videre før ledelsesmæssig kompetence foregår via teologi og fysisk arbejde omkring vækst: livets kilde og dermed menneskelig indsigt i, hvordan vi lader det organiske livs ånd klare sig selv, udvikle sig, kultivere sig i den hjertelivs-befordrende retning.

- Så vi skal fæstne os ved livets almene kropsbevendte røre, vi må ikke være fremmed for at en mand er en mand og en kvinde, en kvinde – for så kan vi ikke sanse menneskets krop, barnet, helligånden, det menneskeligt livsbefordrende hos os tilsammen, hvorom livet drejer sig. Igen næstekærlighedens bud, dets stilling, det åndeligt befordrende, der gør, at vi kan trække vejret godt sammen og gå videre i forladelse af såvel vor egen som andres skyld.

Det er ikke fornuften, der løser problemer, nej tværtimod, den forhindrer dem i at forløse sig, fordi det altid er i kontakt med livets egen væksttempo og åndelige leje, at sår kan heles, konflikter forløse sig givende erfaringsfylde til livets åndelige styrke. – Kursus i konfliktstyring min bare røv, for det betyder at vende andres konflikt til noget, der kan fjerne opmærksomheden fra livet, der søger at forstå sig selv, sandse sig selv, så det kan indstille sig af sig selv. Alt skal styres på plads i kapitalens hellige haller. Det er ublu malkning af livets energier, og det er hvad der foregår. Derfor er fornufts-retslig magten en overmagten af livet: satans værk..

– Jeg har ikke noget imod staten, den kan bare ikke være skattefinancieret, den er nødt til at være oplyst i livet som den gamle fornufts-idé den er. Den er græsk og fra en tid før, der kom kærlighed ind i verden.

Jeg synes det er upraktisk og uansvarligt at forføre og lede andre mennesker efter noget, der ikke holder, så det undlader jeg at gøre. Det gør statsvirksomhed imidlertid ikke. Under begreber som frihed og demokrati, julelys i Anders Foghs øjne hører altså også en kultur, der udmærker sig med social dårligdom, dårlig livsførelse og velfærdssygdomme – det forlader man sig imidlertid på i håb af fremtiden og fremskridtstroen eller fordi der tjenes godt på det. En del af velfærdsstatens ydelser, en del af arbejdsmarkedet er direkte betinget af, at velfærdsstaten også generere sygdomme, derfor hedder det velfærdssygdomme – ellers skal man jo til at ændre verdensbillede og det kan vi ikke ha’? Og dog: Vi har altid skullet leve i livets billede, den organiske ånd ellers kan vi jo ikke trække vejret!

Så måske skulle vesterlandsk statsledelse prøve at forstå, at de ikke udvikler liv og kultur, men indvikler den i kapital-teknologisk lovgivnings-mentalitet, der gang på gang, utidigt, pludselig kræver ret til selvgenererede psykologiske behov, der ikke kan forståes uden livets tro forstand… og loven således ændrer sig uden sigte for, hvad den kultivere og orientere livet til at følge.

Man vil vel gerne have nogen, der gør en indsats udover det sædvanlige hyggelige, ofre sig lidt til glæde for de opkommende menneskebørn, ikke sandt?

Tilbage til tiden.

Tid og evighed igen. Vi er født af kærelighed til livet, fordi mand og kvinde ikke finder sammen uden den gudgivne, altså det menneskelige ønske om at stille drifterne t ro og vokse deraf, leve livet, sætte det videre med børn, osv. Vi fødes på evighedens livsmæssige vilkår ind i tiden og vokser op i den. Tiden griber således ind i evigheden. Eller man kan sige menneskelivet har ingen rødder som en plante, hvorfor dets forhold til jorden ikke følger naturens love, når de betragtes udenfor os selv; (naturvidenskabens paradigme, teknologiens, kapitalens og statens – lovmæssighedernes paradigme).

Gud fortrød sin skabelse af mennesket, Adam i sit billede og Eva af det tredje ben, som mænd efterfølgende søger, efter at kvinden spiste af forbudden frugt – kundskabens træ: naturens forførende love for godt og ondt, dem vi som sagt stadigvæk efterligner i vor juriske lovgivning, åndsvagt som det er, fordi det gør os fremmed for os selv, så vi hele tiden må tage tøj på, ikke kan tåle at sanse livet nøgent og åbenbart.

- Men Gud fandt dog nåde for agerbrugeren Noah, fordi han stadigvæk havde hjerte for livets paradis, det organiske livs åndende realitet. Som tiden griber om sig og livet lovgiver og lovgiver – jødedommen er en lovreligion, ligesom de vesterlandske stater tror løsningen skal komme ude i fremtiden, omend den/han aldrig kommer på den måde, når livet er kultiveret i lovreligionen og har glemt sandsen for livet. For sådan følger livet jo loven i uendelig gentagelse af sig selv. Og i dag tilmed som vækst i den teknokratiske autoritetstro. Det er folkesygdommen i dag, folk tror løsningen kommer, altimens den er givet.

Forløsningen ér kommet med Kristus; kærligheden er givet os som livets vej at gå og orientere sig efter. Det er sket med os, vi er anvist den rette plads på jord – det venter ikke ude i fremtiden.

Med Kristus, altså Guds fødsel som menneske eller med andre ord: Kærligheden som givet i og til mennesket som Guds vilje, vej, sandhed, mv. Med Kære-ligheden og dens hel-lige-ånd er vi i al evighed elsket og henvist til at elske. Livets højeste måde blev således givet til enhver tid. Det er en erkendelse af livets samtidighed, ja det er livserfaringen slet og ret – ingen går ram forbi, fordi kærligheden er bundet til hjertet, til livets ånden. Uden kærligheden, uden hjerte, uden åndedrættet til at ilte det har vi ingenting, er vi intet og kan vi intet livsbevendt gøre.

– Når vi således er givet livets eviggyldige orden ved Guds ord, der blev til kød, til menneske ved Kristus og videre til helligåndens oplysende kultur, ja så kender vi ordets gang som livets gang på jord. Livsoplysningen er åbenbaret, vi har og er stillet med, hvad der er at gøre godt med på jord. Og det kan således kun gentages indtil det er udbredt som almindelig mådehold og livsmåde.

Livsoplysningens kultur er den sande og sandselige, godt levende måde med livet. Den står traditionelt set, hele vejen ned gennem historien og op igen til vor tid i modsætning til fornuftsoplysningen.

Fornuftsoplysning, forskning f.eks. er forstillelse, ligesom love forstiller os. – Hensigten med statens lovgivningspraksis var ifølge dansk lov at sikre oplysning, opdrag, oplevelse, opførsel i livets åbenbare sandhed som kære-lighedens krop og livsbevendte kunnen: at kultivere livet, dyrke det opløftende, vækstbetonet og glædeligt derved. Kære-ligheden er ikke forelskelse, men livets tro udviklings-princip, det eneste, der kan stille alt t ro og sørge for liv og arbejdsglæde altimens. Og vi véd jo f.eks. godt, at vi intet kan lære, erkende, indrømme og udvikle, mv. uden ro og tryghed..

Det er jo også tydeligt i stress-samfundet foran online-skærmen; Micro-soft i heartværen – der er virkelig tale om dybdepsykologisk styring, endda på et plan mange psykologer og psykiatere ikke kan opfatte, sandse, da deres fag ikke er eksistentielt betonet og bekendt med livet. Det giver ikke adgang til det alment forstandige, livets egen helbredelse ved sin vækst i arbejde med tro kærlighed. Teologien kan rumme psykologien, men ikke omvendt. – En psykisk syg person f.eks. er ikke psykisk syg uafhængig af den omgivelses normer, der har gjort ham syg, ja måske har han netop troligt fulgt det rigtige, de rette normer og således blot havnet i mindretallets sociale mobnings-mekanismer.

– Idag ser vi i øvrigt at velkendte almindelige livsfænomener, såsom sorg, misundelse, jalousi slet ikke agtes som sådan, forståes i deres forstandige baggrund, men derimod i stigende grad opfattes som sygdom. Og det gælder således også glæden, beundringen og forelskelsen. – Har man måske ikke lagt mærke til, at forelskelse omtales som en sindsyg tilstand. Betyder det så, at vi skal kureres for forelskelse, skal vi forelskelsens onde til livs?

Eller skal vi istedet gøre det egentlige, oplyse og bekræfte mennesket på forstandig vis, gøre det klart, hvori livets glædelige vilkår består – så det er klar over at forelskelsen er indledende manøvre til et pligt-opfyldende kærlighedsbegreb, der holder livet ud og kan gives videre til børnene i helligåndens opdrag som omgivelsen. – Fornuftssamfundet afkultiverer livets organiske forstand og måde med sig i medgang og modgang, færdig slut, sådan er det altså. Universiteterne skal lukkes, den universitære lovgivningsvirksomhed – fortabelsen i alverdens lovmæssigheder, forførelsens tro på, at det kan noget, at det virker – det skal sprænges, omvendes af livets sande forstand, hvis og såfremt det oplysende demokrati skal overleve.

Men vi fødes altså i al evighed, vokser op i tidens ord, der griber om sig, orienterer os og desorientere os, forfører os – indtil vi selv kommer dertil, hvor vi må påtage os livets ansvar i al evighed: at bevare glæden, færdes med den, handle deraf og derigennem sige ordet. Således bliver vi omvendte og klar over, at Gud er blevet til menneske og ”død” som den gammel-testamentelige lovreligiøse gud – altså opstanden som vort ansvar i menneskelivets virke i kærlighedens tro og helligånd.

Dét ér at blive voksen i livet og således klar over, at vi selv skal sætte den dagsorden, der opstår at livets hjerte og være tro mod det. Vi kan ikke dømme, thi vi er dømt til at elske og må således følge budet. Kun i tro kærlighed bliver vi fri dertil, for da kan indsatsen mærkes; det har jo aldrig været resultaterne, der retfærdiggør om du fortjener at leve, omend det netop er dét, f.eks. den sociale taber eller velfærdssyge oplever i forholdet til sine medmennesker, der jo lever rigtigt? – Nemlig fra 8-16.00 i bekræftelse af en produktion uden livsudviklingsmæssigt sigte? –

Arbejdsmarkedet er som bekendt indrettet efter dén retfærdiggørende devise, uden resultater er arbejdstageren og virksomheden intet værd – sådan kultiveres vi, sådan bliver manges identitet, psykologi og følelsesliv, når ikke andet modstandsdygtigt er kommet indenbords, på plads i hjertet.

Danskerens selvværd er i lommen på skattestatens markedskræfter, er prisgivet markedskræfternes natur. – Endnu et karakteristika ved socialdemokratisk industri-kultur i form af løn-begrebet; man vil have mere i løn ellers føler man sig ikke værdsat, dvs. pengene bestemmer selvværdet, selvstændigheden, villigheden, mv.

– Det er en frygtelig kurs i det længere perspektiv, fordi den eneste stopklods er os selv, men da vi netop mister os selv ad det spor, mister os selv som det egentlige livs værdighed og frivillige måde med sig – ja så gives den stopklods ikke længere. – Hvis ingen kan sige nej, er der ingen til at vise, at det er muligt og så bliver vi alle sammen lige dumme – thi alle er jo lige for loven. Den, der ikke kan sørge for sig selv, dvs. at hyle med de ulve han/hun er iblandt i masseproduktionens hellige haller – han/hun er en belastning, et onde, der skal til livs. Når han/hun trækker sig, skubbes ud, i tavshed går til grunde, siger de moderne lovmæssigheders erfaring: vedkommende kunne bare have fulgt trop og hylet med ligesom os andre. – Se: Vi bliver jo netop alle sammen ens i de uniforme lovgivnings-teknologiske produktionsmønstre, dvs. mister sansen og forståelsen af, at livets værdighed er forbundet med at være tro mod sin unikke karaktér, den organiske væksts sfære.

Endvidere mister vi sansen for, hvordan den unikkes karaktér kan udfoldes og bekræftes gennem arbejdslivet med andre ligeså unikt stillet; det er essensen af arbejde, der jo er livsopretholdende, livsoplysende, kultiverende og velsagtens ikke uden tilstedeværelsen af unikt stillet liv.

Der er omvendt sagt glædes-kræfter i at værdsætte livets unikke karaktér og udfoldelse, fordi det gør det hjerte, vi har tilfælles som mennesker synligt, hørbart. Ligeværdighedens følelse optimeres og så kan vi meget mere, fordi vi da er trygge ved hinanden på trods af forskellighederne. – Mangfoldighed er et potentiale, ensretning et fatale. Det kræver bare at opfatte i ånd, som organisk, kendetegnet ved kategorierne for liv: jord, planter, dyr og mennesker. Som før sagt er vi stillet med, hvad der er at gøre godt med. Der kommer ikke mere livsbefordrende til i kraft af teknologi, kapital, stat, styring, universitet og en helvedes masse begreber for, hvordan det hele er og skal være – tværtimod stjæler det opmærksomheden fra det simple faktum, at vi hele livet er stillet i og med kroppens organiske bevægelser. Og i afhængighed deraf; hjertet røres ikke livsbefordrende ved teknokratisk kultur. Så vi har altså længe levet forkert. – Skal vi blive ved med det?

Liv, der vil klare sig – lovbegrebet

At sørge for sig selv, at klare sig selv har været et tema en stor del af mit liv. Der hvor min livslogik og vilje knækker, det er ved lovbegrebets mentalitet, fordi det støder imod mit hjerte. Ligesåvel som jeg har søgt at klare mig selv, har jeg ikke kunnet fortrænge næsten, mennesket. Det går mig på, når andre har det skidt. Til sidst fik jeg det skidt som menneske og måtte igennem storhedsvanvittige erkendelser af det kæmpemæssig svigt af samvittigheden, der synes at være vort samfunds kultiveringsform og dannelse med livet. – Det gør ondt at tænke på, at det ikke blot kan reduceres til mig, men er direkte forbundet med institutionen Danmark og at der er unge, der er på vej ind i det samme livsfornægtende uddannelsessystem og arbejdsmarked.Jeg skal nok klare mig, men det bliver fremover på de etiske principper staten ikke kan leve op til.

Du må ikke klare dig selv, men skal klare dig på kapitalstatens betingelser. Konkret: du må f.eks. ikke bo, du har ikke lov til at bo på jorden, da jorden koster penge. Staten er absolut: du har ikke lov til at leve med livets basaler – du må først leve og bo, når du har tjent pengene. Det er grundlæggende livsfornægtende og handler om den ånd, tingene opfattes i – skolingen og omverden, de mange ting, der tillades, men ikke burde være tilladt, fordi de skaber falske, meget tidskrævende og livsopslugende behov.

Den universitære fornufts love symboliserer livet på absolutær vis. – Så du må altså ikke tjene til livets ophold uden at gældsætte dig, sådan at bank og skattestat har styr på om du opfører dig ordentligt. – Har bank og stat styr på dét i såvel livs- som kulturudviklende henseende?

Nej og det er nok problemet, den virksomhed har nemlig ikke styr på ret meget – den lover løs og henleder opmærksomheden i forventning om løsning gældende for alt liv på dansk grund. Loven virker over alle, uanset hvem målgruppen er. Det er universitært og forkert. Det er lappeløsninger på hulede bukser, der tilsidst er et kluddetæppe, noget vi ikke kan have på, gå i, bære endsige overskue i den sygdomsfremkaldende kulturmåde, der genereres derved. De kropslige, psykosomatiske konsekvenser, uholdbar identifikation: jeg er arbejder og har lov til dit og dat. Hids op og kom herned.

- Lovene skal overholdes og er således en lov-religion, livet med ordensmagten in mente skal leve efter. Lov-begrebet stiller dermed livet udenfor sig selv – i angst og frygt for at gøre det forkerte – og så kan det altså ikke lære at klare sig selv, som også betyder at blive klar i sit hjerte, sit sind, sit samarbejde, i sin tale. Det er lovsystemets konsekvens i livet. Og det skal oplyses, fordi der findes anden måde.

– Hele retfærdighedssystemet, lovgivningssystemet er gerningsretfærdighedens system, man orienterer sig efter løn og straf, løn som fortjent og straf som fortjent; handlingers baggrund er uvæsentlig i domstolene og det er et lodret uetisk princip. Det står udenfor livets sandselighed og kærlighedens måde med at rette til. Dommere er blevet dummere, fordi jura ikke kan oplyse livet. Magtens kultiveringsform er fordummende af livet. Der skal ikke dømmes, men håndteres og det er ikke det samme, for sidstnævnte kræver en kærlig hånd som ånd.

Forbryderen er stadigvæk et menneskeliv og som livsforstandig grundregel er han blevet forbryder, fordi andre har forbrudt sig imod ham, krænket ham – kort sagt har han i sit samfunds-opdrag været udsat for uoplyste kræfter i sin omgivelse, livsglemsel. Det kan ikke reduceres til forældrene, hvad vil man med den reduktion? – Men Forbryderne, han fængsles så han kan lære, hvad han aldrig har lært: at elske ved at overholde regler eller hvad?

Nej, angeren er stadigvæk straffen, guds straf, livets egen – hvorved tilgivelsen også kan finde sted, så han kan bære sin skyld. Det er ikke en frihedsstraf, men en erkendelses-smerte, der skal gennemleves, så han kan aflægge vidnesbyrd om de kræfter, der gør livet til forbryder. Det er ganske vist ikke praksis, omend disse pointer har været talt i hundrede vis af år. Men det skyldes jo, at retfærdigheds-kultiveringen, fornuftskultiveringen vil blive blotlagt og afsløret i sin vold og magt, sin status, manglende evne til at kultivere med kærlighed. Højesteret min bare røv. Hjertets sprog er ikke videnskab eller teori, men udtryk for livets egen erfaringsproces gennem flere hundrede år – hjertets sprog er kernen i al oplysning og viden, kender man ikke det, så skal man ikke have adgang på universitetet, i statsadministrationen eller som virksomhedsleder. Det kan man simpelthen ikke byde samfundets medlemmer eller rettere sagt, så kan samfundet ikke udvikle sig. Der sker kun udvikling, hvor hjertet er med hele vejen.

Anger og skyld, det er gammeldags synes nogle – måske især fornuftens naive frihedshungrende mennesker, der således tager afstand fra nødvendigheden i en lang, uendelig livsfrigørende impuls, der kræver ret til deres behov. Men begreber som anger og skyld hører imidlertid til i samme livsforstandige ånd som: ansvar, pligt, agtelse, værdighed, kærelighed og troskab, den livsbefordrende frihed.- Er de så også for gammeldags?

Eller opfattes de sådan, fordi de er blevet fastholdt og malket af statsidealismens verdensbillede: du har pligt og ansvar, til gengæld yder staten dig beskyttelse, giver dig rettigheder og frihed til at leve – staten er god, den giver dig lov til at leve. Hør engang: Det er ren og skær mafiosa. Og med tiden er det ikke blot kriminelle, der bliver mere og mere immune overfor indrømmelses-kunnen.

– Vi udvikler os som amerika, når kapitalen styrer, så vi kan jo bare se derover, hvis vi vil være forberedte! Psykopati opstår ved liv, der ikke kan indrømme forstandige begreber, der forløser, sætter læring, forståelse igang. Psykopati er kødeliggørelsen af uorganiske begrebers regelfølge i livet, altså fornuftsånd, de matematisk funderede, universitære lovmæssigheder, herunder lov og kapital. I den ene ende har vi således psykopatien i den anden ende har vi det ængstelige menneske, der forkvakles, ikke tør ret meget, fordi det aldrig kom igang dermed, men indordnede sig autoritetstroen og de folkelige hyggenormer, der ved den institutionelle virksomhed foregiver at andre tager sig af det nødvendige. Vi lever i andres samfund, når orienteringen er vendt mod verden, fremfor livet – gør som de andre, de véd nok besked, lav en undersøgelse, der sammenligner os med andre lande..

Nej, nej og atter nej – livet er gaven og derfor véd du selv besked om, hvad opgaven er. Den kan aldrig være stillet udenfor dig selv. Der står budet og der står den magt, vi har til rådighed. Afmægtigt, ja, men uden indrømmelse af det forhold kan den storhedsvanvittige vestlige systemmagt-kultur aldrig få ende, men ser sig derimod ”psykologisk” som den kultiveres, nødsaget til en fortsat vækst i ”frihedens” systemer, der så kan håndtere tingene for os i floskler og teknologisk fremskridtstro.

– Det er selvfølgelig også svært at forstå, at et menneske, der troligt har fulgt veletablerede normer, har taget en uddannelse, skulle udgøre en trussel mod sig selv, mod kulturen, mv. Men sådan er det, når den væsentlige sandhed ikke er indenbords. Dårligdommen er ikke syge mennesker, tabere, indvandere o.lign – men raske og stærke mennesker, der er skolet forkert og derfor gør ondt værre ved med deres liv at bekræfte systemet. Universitær viden, viden i lovmæssigheder er uden praktisk sans, når hjertets selvstændige forstand ikke yder ofret – når livet ikke føres tro, så dets sandser udvikles og ikke slutter sig omkring viden. Viden er ikke sand eller praktisk, det er indsigten og udviklingen af den med livet, der er sand og praktisk, altså livsførelsen. – Den dårlige livsførelse er direkte udtryk for manglen på sandhed. Løgn fører sorg med sig, hvorfor velfærdsstaten er en fed sorggivende foranstaltning. Magten følger ikke bemyndigelsen, men den livstro ånd. Sådan har det altid være og sådan vil det være i al evighed.

Det bløde er langt mere magtfuldt, fordi det kan sandse livet, undlade, afstå, rumme og indrømme – og er det levende i livet, der gør livet værd at leve. Det kræver bare tro forstand at holde fast og den kan kun befordres som livserfarende oplysning – derfor: erfaring omkring livets vækstform. Hjertet indrømmer hver gang, for at se og mærke, hvad der er hvad – om kampen skal tages og således må tages personligt; derved den forstandige etik, der er stillet med sit liv i kulturen og der giver plads til andre og deres mening, fordi essensen er at høre og adlyde ordet i livet – og ikke at følge normen eller loven. Essensen er det vi hører, det, det giver genklang som ordet i de ord, der kastes i luften. Ånden bag. Det er vækkelsen af ordet, der forløser og udvikler. Og det er nu engang ikke givet ved lov, magt eller kapital.

– Farvelfærdsstat.

Vi kan ikke klare os uden livets gode forstand. Og den kræver opvækst i kærelighed, den kræver tro og erfaringsvilje i den ånd. Det er jo livets opvækst og trivsel, der er formålet med det hele.

Lov-begrebet etablerer med andre ord et uorganisk psykologisk vilkår, fordi det er koblet med kapital som styring – livet vokser op som slaver af kapital og lov, institutioner og ledes således ud af sig selv, går fra forstanden i den uendelige væksts retning, den tomme efterspørgsel, det storforbrugende rum.

Det er forrykt, dumt og uværdigt, fordi livets kreative, selvforsynende, selvbeherskende kræfter ødelægges fra start eller belastes unødigt, desorienteres – staten har overtaget livets opvækst, stilllet sig som Gud, lovreligion. Og det er uanset om det er et folk, der bestemmer lovene eller en konge, en elite – for der vil stadigvæk være embedsstand og administrativ praksis, altså stat. Minimalstaten f.eks. kan kun udvikles, såfremt livet bliver myndig i kære-lighedernes ånd og altså ikke fordi det fylder 18. – Man må mærke sig, hvad der har været, men må dernæst ignorere det, genopstå af det, så nyt kan opstå. I vor tid er det velfærdssystemet og de samfundslovmæssigheder, der forhindrer livet i at være ved sig selv.

– De selvforsynende kræfter ødelægges imidlertid eller omlægges, omveksles til penge og til absolut, per lov defineret administration. Men det kan administration aldrig følge med til. Og derfor er lovbegrebet devalueret. Man booster velværet, velfærden med tomme floskler, stor vilje, men tom pengemagt. – Agtelsen for livets vækstform er yt og staten kan i sin konstruktion ikke bekræfte den, fordi den er stofmisbruger, dødafhængig af kapitalens uendelig retningsløse vækstform – thi den er jo afkoblet livets forstandige etik, menneske-livs-kære-lighedens ånd: helligånden.

Livet har ringe indsigt i kapital-teknologiens, institutionelle og uorganiske kultiverings-princip. Fordi det har ringe indsigt i livets organiske, forstandige kultiveringsprincip, dvs. ikke finder lejlighed til at indrømme det, udvikle det og virke med det – for den gives jo i første ombæring, først og fremmest ved eget livs historie, med de mennesker, der har berørt det, indgår i dets ånd. Og ikke ved så meget andet.

Ydre magt er naturens vilkår, livet må klare sig i og i forhold til – men vestlig kultur fordobler naturens kræfter, efterligner dem i form af teknologi og teknokrati, og stiller dermed livet naivt som herre over naturens kræfter. Naturen var førhen under os, noget vi tog afstand fra, hvorfor troen som livets skål er nødvendig, lod naturens kræfter løfte livet op i sin egen vækst og ånd – nu markedsføres naturens kræfter ovenfra i kraft af kapital-statens teknologier; lovreligionen. Satan er budt op til dans, fordi fornuftsmennesket ikke orienterer sig i livet, men er i online begejstring, magt og sex følges som bekendt ad. Mennesker, der kæmper sig op ovenpå, sidder bag rattet, styrer – kan holde sig fri for ret at mærke det, men det stor flertal eller rettere sagt livets ånd går ikke ram forbi. Hytteskindet er ikke varmt. Selvom man har det godt, vil livet på grund af sin fundamentale samhørighed – mærke, at der er andre indenfor samme samfund, hvis ånd ikke blot lider, men endog er stillet udenfor livet som prisens udtryk for, at andre vil have lov og ret til at leve og virke i et verdensbillede, der hverken kan finde ind eller ud af livet – og derfor udstøder mennesker gennem sit virke med de retfærdige normer.

Hjertet ser det vi ikke selv bider mærke i, indrømmer vi det ikke, arbejder vi ikke med det engang imellem, ja så kan vi lige pludselig ikke forstå, hvorfor vi har det dårligt eller hvorfor trivslen ikke indfinder sig, når nu vi har gjort så meget, ja nærmest alt, for at alt skulle blive så godt. Satans naive danskere, der skal bruge hele livet til at lære sig selv at kende som menneske ved at skabe systemer, der aldrig kan forløse, kun afstumpe livets sands og forhærde hjertet..

Man kan også sige det sådan: stats-samfundet holder livet på afstand, fordi det orienterer sig efter naturens ressourcer og de kapital-tekonologiske ressourcer – der er intet anerkendt liv, intet helligt i fornuftsånden – det suger med andre ord naturens ressoucer op gennem livet. Og derved vil menneskehjertet i praktisk forstand gå til grunde, Kristendommen – hvis ikke lige det var fordi, der var tale om et sand organiske princip; genopstandelsens. Det siger så i anden vinkel, at teknologisamfundets sug af livets modstandsdygtige kræfter ikke blot afskaffer kristendommen, men altså organisk vækst, såfremt det fortsætter.

Ledelse

I praksis kan virksomhedslederen drage fordel af sansen for det livsmæssige almene, fordi det er sandt, vi er i sandhed underlagt det. Ved at anslå livets almene tone, anslåes også livets særlige som vi hver især er stillet unikt, skal mærke os selv, for at kunne tage vare på os selv. Det selvhævdende, selvopblæste, de utidige, uendeligt orienterede krav – den ballon punkteres, fordi det ved den almene tone bliver klart, at vi er i samme båd. Den særlige indsats bliver således belønnet gennem den gode almene hensigt med arbejdet og indsigt i, hvordan det kan foregå, så det rører hjertet godt. Trivsel kaldes det og det betyder at man udvikler sig som menneske, der kan sanse, opfyldes af livets virksomme glæde i sin organiske vækst – imodsætning til at regelrette sansningen, prægningen, handlemønstrene til at forstå sig som teknologisk, mekanisk overforbrugende vækst, handlekraft, arbejdskraft og mekanisk elskov, blomster for sex, osv.

Men jeg véd jo godt, at det i dag kræver og afhænger af, hvorvidt lederen har åndskraft nok til at hævde livets alment udviklende erfaringsprincip, ikke mindst af den grund, at det vil stille ham i konflikt med de social-demokratiske industri-love, gængse normer. Der er bare ingen anden vej end at gøre det klart og mærkbart, at en arbejdsplads ikke først og fremmest kan være til for staten, EU, pengenes skyld eller sultne børn i Afrika – men er til for livets opretholdelse og menneskelige udvikling som det nu engang er stillet lokalt. Måden, der arbejdes på er sigtet, der arbejdes i – lægges vægten på uendelige vækst-betonede begreber, såsom effektivitet, at blive større, større markeder, flere penge, etc. – ja så formes livet i den retningen gennem arbejdskraftens formning deraf, prægning i dén begrebslige omgivelse. Så bruges livets egen værdighed som en ressource, der skal tømmes og eftertidens normale kultur bliver derefter: tom og inkompetent. Så retter man så at sige livet til at opføre sig som vi kender det fra Amerika, udvikling bliver kort sagt, at alt skal blive større i udvendig forstand: større veje, større produkter, højere huse, større broer og omfartsveje, fordi man opfatter det som vækst. En arkitekt-uddannet skal jo bygge arkitektur, ikke sandt ellers er han jo arbedsløs og inkompetent. (Så naiv er vesterlandsk politik og livsmåde, så sigtesløst at vokse op i: hvorfor asfaltere vi ikke bare hele molevitten, så vi hurtigt kan komme på kryds og tværs af hinanden, det er jo fantastisk, hvad vi kan med teknologi – og bygger huse, så vi kan gå på tagene over vandet, jorden, skoven og landet).

I så fald, der ikke er plads er løsningen større fart, mindre men hurtigere og hyppigere, køb og smid væk.. Handling er vigtig, men handling uden livssigte, uden ånd – det er støj, forstyrrelse, stjæleri af opmærksomhed, devaluering. Handling skal være begrebsligt bundet, man skal have livsbegreb om tingene ellers kan man ikke flytte noget i agtelse, sands for livets fryd og oplysende forandring derved. – Det kræver forstand, integritet og ikke fornuft, forskning, teknokrati og administration, ikke skolegang, men at lære i arbejde med livets vækstformer. Teknokratiet, definereret ved skattebetalt virksomhed byder de hårdtarbejdende mennesker at udføre handlingen. Sådan set er staten og statsansatte en virksomhed, der byder alle andre at gøre det rette. Det er blindt, det er uansvarligt og livsmæssigt fordummende.

- Er sproget, sigtet i virksomheden derimod først og fremmest indrettet efter at sørge for et levebrød, der røres, æltes og bages, ja så er ånden tilsvarende, så vil liv og arbejdsmåde dermed erfare sig i det spor: at meget mindre er alt nok, rigeligt, fordi glæden er bundet til kroppen og hjertet. (Det er selvfølgelig svært, når produktionen er uorganisk og afhængig af salg).

Udvikling er udfoldelse og bekræftelse af livets egen åndsevne, degeneres den kan vi ikke se eller mærke os selv eller noget som helst andet livsbefordrende. Livets almene tone og sigte er derfor på forstandig vis afgørende. Forstand er livets sandselige erfaring, fornuft er verdens sandselige erfaringer – i naturvidenskab, teknologi, den universitære lovgivningsånd, er verdens-erfaringerne løsrevet livets. Det universitære sandhedsbegreb er adskilt fra livets godhed og sådan betvinger lovgivning i sin kultivering os til at gå fra livets vækstforstand, altså livets egne, selvstændigt betonede erfaringer. Det, der altid virker. – Og det er forkert.

Kort sagt: kærlighedsbudskabet er livets ledelse og det gælder også arbejdssituationen. Kære-lighedens ånd er en livserfarende ligeværdigheds-vækkkende almen tone og måde – også på arbejdspladsen og det er hovedsagen, førsteprioriteten. Produktionen kommer først i anden række ellers degenererer man livet. Utopi? – hvad skal de barn lære, hvilket verdensvilkår, udviklingsretning skal hun med sit liv bekræfte sig i? En ånd, der ublu bilder sig ind, at man teknologisk og teknokratisk kan sørger for at liv, kultur og samfund bliver godt.

Lovmæssighedernes samfund kan altså ikke gøre det, oplyse os, opvokse os som liv og kultur med sigte – man må ikke sætte sin lid til autoritetstroen, for den opfattes universitært, universelt, følger selv med tiden og kultiverer på den måde den rå natur i livet. Og så opfatter folkelivet efterhånden darwinisme som sandhed, at det gælder om magt, at det gælder om at styrke sig ved muskelkraft og ejendom, der på retfærdigvis, juridisk set har magt, såfremt man ejer – og ikke bor til leje på hav-eje. Eller på anden kant, at det handler om at forplante sig mest muligt. Kun den stærkeste overlever, siger konkurrence-samfundet og således forledes vi til at tro, at liv og kultur handler om at skabe vækst i de dyriske kræfter i al uendelighed. Det er meget let at slå ihjel, hvilket jo er den konsekvente følge, der i sidste instans opstår ved at vække dyrets rå markeds-kræfter.

Det var vist ikke en kort bemærkning – og dog, alt taget i betragtning.

Men den oplysende sammenfatning af det sagte siger altså: Vi fødes i al evighed unikke, vokser op i tidens unikke mangfoldighed, oplever hvordan den griber om sig, forfører os, indtil vi mærker og forstår, at vi kun selv kan stå imod tidens uendelige voldtag af det, der virker inderst inde i hjertet som yderst i åndens omgivelse, og som vi har kært. Ved indrømmelse af det livsfænomen, indrømmes også troen. Hjerte-troen. Troen på kærligheden som givet med livet bliver på den måde overlevelses-vilkåret for menneskeheden, det ser vi nu – fordi der ellers ikke kommer samhørighed, samfunden virksomhed ud af at lade tidens uendelige konkurrence med sig selv, alt og alle i fornuftsmagteriets selvbestaltede lovgivning være det bestemmende. Lovmæssighedernes ånd kan ikke vise livet vej, da der ingen lovmæssig opskrift er – til gengæld er der en hellig livsånd, vi alle kan bekræfte som det, der gælder og virker.

Og det brød har mit liv bagt på i mange år, nærmest i evighed. Det er et lod ved min person, jeg kan ikke fortrænge det, fordi jeg kan se og forstå livet indvendigt i sin måde og forandring i og med forskellige ydre omgivelser. I øvrigt er det ikke ualmindeligt, da det var sådan man var menneske i det Oplyste Demokratis hensigt. Det er traditionel dansk livsmåde og oplysningskultur – der så ganske vist er i mindretal i den fortsatte kapitalisering af al værdi. Ikke mindst, fordi det ikke handler om tal, men om livets sande ånd: vi er ikke blot stillet på jord i teorien, vi er ikke blot i samme båd i teorien, vi er ikke blot organiske i teorien, vi er ikke blot afhængige af at bevæge os med det organiske liv i teorien. Nej, der er ingen teori hos mig, men en komprimeret ånd med anker i menneskelivets tro.

Omvendelsen, det afgørende rette forhold mellem tid og evighed er følgeligt at opfatte og opfyldes af tidens liv i al evighed: Livets hjertlige skål.

Livet er forudsat, kærligheden er forudsat og troen derpå er betingelsen for tryghed, erfaringsro og sandhed. Livet kommer før tiden og vil såvel bestå som genopstå efter tiden; livets skål kommer før dig, er forudsat i dit hjerte, fordi du er i livets skål, indgår som ingrediens i det brød, du er i færd med at bage. Det skal indrømmes. Derfor kan man også som omvendt sige: hvad vil tidens retfærdighed uden livets kærlighed – eller: tidens orden er ligegyldig, forsåvidt den ikke bekræfter livet i al evighed. Og kriteriet, dømmekraften herfor, ja det er livsglæden, det livsbekræftende, helligånden, den gode stemning, det passende, det rette, det tro, det i egentlig forstand livsduelige, erfarne, kultiverende – og mange flere kære børns navne.

Omvendelsen foregår gennem indrømmelsen af, hvad der i sandhed er godt til hjertet og vokser videre deraf. Den kærlige hånd som ånd. Det kræver koncentration og kan være svært at finde måde med i liv, der forføres og vænnes til at leve i mediernes flygtige billede, i teknologiens, i staternes, i verdensbilleder. Det er livets kærlige, sande billede, vi skal leve i – det forandrer sig, men det er ikke uden klarhed og substans i ordets kød som ånd: Brødet, du har at se til. Du er jo netop noget derved og i kraft deraf.

Bliv ved det og lad verden fare ad helved til, for det gør den ifølge sin retfærdige kapital-lovgivning. Se, sands, erfar og lev med hjertets, kære-lighedens briller på. Med det inderst kommer menneskeånden yderst gennem dig, så retfærdighedens ligegyldige love kan finde deres rette plads.- Så lovreligionen kan blive banket tilbage i det gamle testamente, hvor den høre hjem som baggrunden, der er taget højde for, er inkorpureret i det Ny testamentes budskab: Kærligheden overvinder alt.

- Kun sådan kan institutions-svineriets farsbrød ophøre og livets brød blive klar til næringsgivende deling. Og ja: Der var noget vi tidligere ikke kunne forstå, men det kan vi idag, såfremt vi igen i bred forstand kommer ned i livet og får indrømmet det væsentlige – at vi også skal give kulturen retning gennem vor livsførelse.

God appetit – og lad nu være med, for den måtte jo komme, lad nu være med at slå større brød op end du kan bage. Hvor stort og godt bagt brødet bliver kan kun mærkes i og ved dine ingredienser, i opmærksomhed deraf, med den kærlige hånd og så fremdeles. Vær sandselig tro mod brødets ingredienser – det er du sikkert allerede. For så vidt er det blot en bekræftelse af, hvad der bestandigt står til troende i god forstand.

– Jeg ælter videre i min alder, i mit livs sfære på baggrund af min historie. For jeg er ikke et individ, jeg ynder ikke at gøre som man gør ifølge den matematiske lovgivnings normer for, hvordan X skal opføre sig og udvikle sig gennem livet. Det tror jeg derfor heller ikke, at I er – nej, for sådan kan jo man ikke elske og opføre sig elskværdigt, i taknemmelighed over livet som det er givet og vedbliver med at give sig ganske unikt, særligt og derved alment.

Vær kæreligt hilset, Jens HM.

Det kan ikke ske uden ordets tro og de ord, der tales i det lys som er livsvækstens eget kald. Ordene tales personligt, ud af et liv, der har noget på hjertet. Et hjerte, der som Gud det vil, er uløseligt bundet til sit blod. Blodet iltes af den ånde, der indåndes – og sådan bliver det at tale ordene ud, en udånden af den ånde, den omgivelse, livet har færdes i. Og hvad hjertelivet angår, så er det væsentlige i den åndelige omgivelse: de mennesker eller det menneskelige, der har berørt ens hjerte. At have noget på hjertet angår derfor altid de mennesker, man har ladet sit hjerte røre af. Ordene tales personligt, ud af et liv, der har andre menneskers liv på hjertet.

Man kan tale ud hvor som helst. Skrive en bog, sende den ud til hvem som tilfældigvis måtte købe eller låne og læse den. Det er én frit for. Men når kærlighedens og forståelsens tilfredshed: t ro er det livsbillede, der er mennesket aller-kærest, så angår ordene ikke blot alle mulige andre, tilfældige, men først og fremmest de nærmeste. Uden deres kærlighed, forståelse og tilfredshed: t ro – kan livet i kraft af sit blod som det slægtsmæssigt er forbundet ikke undlade at stile det, det måtte have på hjertet, til netop deres velbefindende. I blodets nære sammenhæng, de nærmeste, de kæreste er det derfor ikke blot en fri og lystig udtalelse af deres ånd som den blander sig hos en selv, da hjerter har berørt hinanden – men også pligt. At have noget på hjertet er at føle pligt i forhold til det menneskeliges trivsel, vækst og fremtid. En sådan følelse er ladet med fremtidens glæde eller rettere sagt evighedens salige glæde – fordi det væsentlig ikke er guld og grønne skove, men at finde sig i sin udgave af det guddommelige hjerte, der får livet til at gå. Og det kan naturligvis hverken overse eller overhøre barnets hjertelig krav.

At jeg overhovedet gider skrive til Jer hænger derfor sammen med, at jeg føler pligt i forhold til Jer. Jeg respekterer Jeres liv, holder meget af det, ligesom jeg også respekterer Jeres datters liv. Ellers ville jeg aldrig have forladt hende på hendes ønske, i et sigte for tid til fordøjelse, når det nu var kommet dertil. Det var en måde, et håb, en løsning. Jeg elsker den familie, jeg er trådt ind i – og det er naturligvis på livstid, når man føder børn og dermed bliver forbundne i blodet.

Jeg oplever imidlertid ikke den respekt som gensidig. Og jeg véd, at det ikke blot gør ondt i mig, men ondt værre i Jeres som også Jannes og Bertrams liv. Derfor er jeg stillet umådeligt vanskeligt i forhold til at bekræfte kærlighedens, forståelsens tilfredshed: t ro, i lige netop det blod, den slægtsmæssige sammenhæng, der resten af livet vil blive som vi lader ånden bestemme det. Med andre ord: vil blive som vi lader ordets dømmekraft i vores hjerter bestemme sig i et glædeligt lyst fremtidssigte ganske som nutidens præg i kødet lades med fremtiden.

Det er tværtimod min bedrøvelige oplevelse, at den ånd, I lever i – som også ulykkelige Janne ved en andens mands voldtag af familie-udviklingens glædelige vej – tvinger Jer til at bruge magtens uforsonelige vej til at undlade indrømmelser i forhold til kærligheden, sandheden og barnets tarv. Det er bedrøveligt for mig, fordi i dermed lader Jer betvinge af ondskaben i form af dårligdommen i Jeres eget liv. Istedet for at høre, se og forstå, at det ikke behøver være så slemt at skulle indrømme et andet menneske sin gudgivne plads i forhold til sin søn og sønnens mor.

I véd, jeg holder af Jer – og I véd, at jeg elsker Janne som også mit barn i familiens gudgivne opgave: I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. – Hvor står I selv? Hvor står Janne? Bertram? Vi fejler alle i livet, gør fejltagelser, men ikke at kunne indrømme…..i Kærlighedens navn.

PS
1) Hvorfor synes det som om, at I ikke kan indse, hvad den fremmede pik og ulykkesbringende begærskontakt med Janne – ødelægger i det blod som den ånd vi ellers fredeligt ville kunne lade vokse og bekræfte?

2) Hvorfor synes det som om: at I bruger hjertets energi på at opretholde løgnen, sorgen, selvbedraget; bruger energi på at lægge al skyld over på mig?

3) Hvad bilder Janne og Niels P. sig ind, I deres fortsatte bundløse argumentation som holdning: at jeg dog bare kunne finde en lejlighed i Roskilde, tage til takke med en weekendfar-ordning – sådan at Jannes ”lykke” kan blive gjort ved at lade en fremmed mand kneppe min søns opvækst i stykker?

4) Hvor længe tror I maveregionens tyraniske løgnagtighed kan oppebære ”glædens liv og opvækst”?

5) Hvor længe tror I, at Jeres hjerter holder i forhold til at fortælle løgnens historie om faderens skyld i forhold til sin søns opvækst, i forhold til ”hans valg”: ikke at ville det bedste for sin søn, sin søns mor, sine svigerforældre; ikke at ville være imødekommende, ikke at ville bedring, ikke at ville tage mig af min søn (når telefonerne er lukkede, dialogen fornægtes, forståelsen fornægtes, den tro kærlighed fornægtes og således tilfredsheden: t ro i blodet som i ånden omkring vækstvilkåret og dets mange muligheder til at finde vej)?

6) Lad mig dog høre Jeres hjerteånd tale, så vi kan se som høre, hvad Janne sætter i kødet på vores dejlige barn. Eller skal vi lade den fremmede pik føre ordet i vores blodsmæssige sammenhæng, som vi vel gør bedst i at ære, elske, forstå i tilfredshed: t ro. DET ER ALDRIG FOR SENT AT INDRØMME SAND KÆRLIGHED SIN JERTLLIGE PLADS I LIVET. Når man er opvokset i et afhængighedsskabende forhold til fornuftens magtsystemer, i dens ånd og alkohol således let bliver den tro trøst som mellemmenneskelige forløsning, så føler som tænker og taler man af et psykisk terroriseret menneskehjerte. Sådan, i den ånd er jeg ikke opvokset og vil måske derfor blive hørt som anderledes omvendt. – Men hvad bekræfter du med dit liv, nu som fremover?

Det er min opfattelse som smertelige oplevelse at du underkender Ordets glædessigtende og forsonende vej. Ganske som din datter. Du er imidlertid ældst i livet og må derfor stå for skud i forhold til din datterarv.

Jeg véd hvor anstrengende alt dette her er, at det ikke er nemt, let og videre i den dur. Men hvem har sagt, at det altid skulle være nemt og let at elske. At det måtte være anstrengende som jeg bliver tynd og I sikkert også kede af det, som også Janne – det ændrer ikke en tøddel ved det faktum, at det foregår i Bertrams liv, fordi det foregår i hans fars.

I slipper ikke for at skulle indse, at den lidelse, jeg måtte have stå igennem herovre på grund af mange ting, men som altså også er indrømmet i al sin afmægtighed, i sin undladelse af at bruge vold eller magtens logik, rettens vej, for ad den vej at vise, at det ikke alt sammen er afmægtigt, men ligesåvel er lærerigt og glædeligt – i ordets lys og glædessigte for fremtiden.

I slipper ikke for, at skulle indse, at den lidelse er forbundet med Jeres liv. I må ikke glemme, at jeg har elsket Jer på trods af de afmægtigheder I kender i livet og også selv er stillet med. (Men grænsen er længe overtrådt, Niels, da arven nu skal omvendes). Én ting er afmagt i forskellige henseender, men kan man ikke indrømme sin afmægtighed i forhold til at lære, forstå og vokse med opgaven, altimens man ikke svigter livets allerhelligste opgave – så lægger man selv an til et liv, der vil gå ad helved til. Det er hårde ord, derfor skal de forståes ganske jordnært.

Du står for skud, Niels, fordi du er herre i eget hus. I livets glædelige sammenhæng, blodets bånd, er man imidlertid ikke herre over livet, hverken sit eget eller andres. Livets bolig er ikke et hus. Men Kærlighedens næstekærlige hjerte, der først og fremmest skal kunne indrømme sine nærmeste i sigte for det altid slægtsforbundne livs videre sunde vækst og glædestrivsel. At være sund kan være mange ting. Jeg vil gerne selv være bedre til at leve sundt. Men tager man fejl af hjertets sundhed og såvel nødvendige som glædelige vej i livet, så er der ingen dømmekraft.

- Underkender du Ordet og mine ord skrevet i den tro, så underkender du min søn. Underkender du Ordets kraft, så underkender du den afbalancerende hjertelige opvækst i min søn. Underkender du Ordets vej, så underkender du min søns fulde navn: Niels, til ære for dig, din slægt, Bertram, til ære for ham selv, Aunstrup, til ære for hans mor og hendes mors slægt og Mortensen, til ære for det faderlige slægtsblod, der som udgangspunkt gennem kærligheden og dens pligter som også bestemte trivsel, opdrag, skal vejlede ham i livet. Underkender du navnet: Niels-navnet, underkender du Aunstrup-navnet – så underkender du foreningen i navnets ord, som det er døbt i Guds navn, så afslører du dig selv Niels. Så afslører du, hvordan du er stillet i forhold til troen, kærligheden, indrømmelsesevnen, skyld og dermed muligheden til at bede om forladelse, søge tilgivelse, soning og forståelse, accept, ligeværdighed som menneske i kærlighedens vækst ved sit blod. Ånd og kød er et og den som ikke kan indrømme det, kan ikke sige, at blod er tykkere end vand med næstekærlighedens stemme og forløsende sigte. Underkender du ordet, så underkender du også min kærlighed til dig, til Jer og til den opgave, jeg har påtaget mig ved at få en god dreng sammen med Jeres datter. Så underkender du hjertets smil som er fredeligt, men jo også viser tænder i hjertets hørelse. (Alvor og humor er uløselig forbundet som også sorg og glæde; forløsningerne, der findes i den ramme, livshorisont, må du ikke give slip på, kære ven). For så underkender du alt, Niels. Så underkender du glæden i dit eget liv med din kone og i forhold til dine børn og børnebørn, i den forstand, at det vigtigste vel er at kunne vokse i glæde med livet og ikke gøre skader og fejl værre end de er, ved at sætte dem i arv, men prøve at lære af dem istedet for, så de kan omvendes indenda. Istedetfor at spille uskyldig, neutral, som om din datter opnår glæden i livets udvikling ved at tage sig den absolutte frihed at vælge af begærssorgens afmægtige væsen. Kan du ikke se, at du giver hende lov til at vælge sin egen ulykkelige vækst i kærlighedens navn. Det er du altså ikke herre over

Niels! – Hør på mig, i hjertelig livsforstand istedet for at barrikadere og blokere. Det er stadigvæk sådan, at jeg sigter på glædens indrømmende som forsonende vej. Men den lader sig ikke gøre, hvis du fortsat som din datter, for dermed også din datter, undlader at forstå som erkende din egen livshistorie i livets slægtsforbundne menneskehistorie. Der er kærlighed i det, Niels. Og jeg kan ikke i forhold til min søn, i forhold Janne og Jer ikke mindst, ikke tillade underkendelsen af Kærlighedens tro som den føres som leves og åndes i salig glæde ved sin vækst i hjertet. Derfor skal jeg stadigvæk i glædens forsonende sigte oplyse dig, Niels – så du kan forstå Ordets kraft virke i livets næstekærlige som medmenneskelige sammenhæng. – Du modtager i dette brev en kopi af et brev, sendt til samtlige næstekærlige menneskepersoner, i hvis nærvær min søn Niels Bertram Aunstrup Mortensen færdes. Vil du fortænke mig i det? Det er aldrig for sent at tro på glæden og søge vej med ordets indrømmelser. Kærligst: Jens Haarup Mortensen.