Alt sker med andre ord på én gang og i én stor bevægelse. Blandt østens vise, åndsbegavede mennesker, ja der erkendes det samme omkring menneskelivet på jord, som det erkendes i vesten , ja også blandt helt almindelige jævne mennesker, der følger med i livets gang, fremfor tidens livsforsagende tekno-kultur og deraf bliver vise. Tåben og vismanden lider samme skæbne, fordi de begge forstår, at det er hjertets slag på tasken, der bestemmer og at de ikke er herre over det! – Men således sagt har det jeg blotlægger ikke i egentlig forstand noget med videns-teknokratiske institutioner at gøre, men derimod alt at gøre med menneskelivets hjertegode trivsel på jord.
JHM: Jeg behandler rigtig nok med hård hånd det gældende aktuelle videns-teknokratiske fornufts-samfund, vi som alle kæmper med at leve med – og som vi iøvrigt alle kender til på forskellig vis. Men jeg gør det som en tackling af fornuften, for at gøre det klart, hvad det er for en udviklings-befordrende sandselighed, den ikke kan indrømme, bekræfte og kultivere i vort samfundne menneskeslægtskød, fordi det er omvendt, sidstnævnte sandselighed, der skal kultivere den.
Der er intet oplysende i hverken kirken, kapitalen eller statens institutioner uden vor mellemkomst og såfremt de mennesker, der står i ledelse af nævnte videns-teknokratiske fornufts-system ikke kan fatte, at vor mellemkomst, vort mellemværende er af hjertegod, sandselig, forstandig karakter – ja så skal menneskelivets forstandige vækst bryde den tunge sky ved at lade hjertevarmen løfte os op til vort forsyn. Blandt andet f.eks. ved at gå sine nødtvungne nye veje med nye formuleringer af ny livsførelse eller livsform med glæden i sandselig frisk erindring. Thi kun sådan kan den bevares og genopstå til gavn for kommende generationer i menneskeslægten. Miséren, ja elendigheden er altså, at omtalte institutioner ikke i nævneværdig grad bekræfter menneskets hjertegode slægtsarv i sin udvikling. Institutionerne er der og bliver formentlig stående, indtil de har udtjent deres værnepligt. Ja de behøver ikke at blive omstyrtet eller lignende, de skal bare sættes på plads i forhold til vor livsudvikling.
Helt konkret kan man jo give følgende eksempel:
I det øjeblik, i den stund, hvor et ellers pligtopfyldende, samvittighedsfuldt menneske, der er vokset med sine opgaver i personligt ansvar deraf – pludseligt forstår, at den pligtopfyldende, samvittighedsfulde impuls vedkommende i nævneværdig grad har ladet sig vejlede af er gjort af selv-retfærdighedens lovmæssige væsen, men ej kærlighedens, sandhedens, ærlighedens, hjertevarmens – og dernæst efter at have sundet sig, nu en livserfaring rigere, ønsker at fortsætte sit liv i udvikling og give af det til det omkringværende samfund, på trods af tidligere fejltagelser og misforståelse, ja så er det ofte sådan, at vedkommende ryger ud i kulden, skubbes ud, fordi en masse-lovgiven flertalskultur i sin retfærdigheds-opdyrkende mentalitet, læs social-fascistisk fornufts-idealisme, reagerer på alt, hvad der forekommer den at være samvittighedsløst og forsømmelse af sine pligter. Lige netop dét, som pågældende, vedkommende i eksemplet her ellers kunne fortælle hele historien om, så ikke kommende generationer skulle spilde tiden med at lade sig indbilde, hvad der ikke er holdbart.
Desværre betyder det endnu videre, at vedkommende i eksemplet og lignende tilfælde, dermed per lov-kultur og de svinehundige normer, den skaber, tvinges ud i regression. Ganske enkelt ikke har mulighed for at leve i pågældende samfund, medmindre at vedkommende prøver at opføre sig som om, at hans livserfaring ikke har fundet sted. Det omkringværende samfund lever med andre ord i et fastlåst billede, hvor der er loft på væksten, indsigt i den og erfaringsudveksling af den. Såvidt altså, da omverden, ikke mindst det system, der forførte hans pligtopfyldende karakter, ja podede en kræftsvulst på dens samvittighedsfulde virke, ikke kan tåle at høre livserfaringen tale igennem os. Og hovsada, hvad betyder det om den masse-lovgivende flertalskultur, hvad betyder det for menneskeslægtens udvikling, her på dansk sprogs grund?
Et andet eksempel fra et af landets aviser: Præsten som ikke ville vige.
Bent Feldbæk, en præst i Thy blev dømt i præsteretten, dvs. byretten, senere landsretten – han blev dømt for ”falsk forkyndelse”, står der i avisen. Han forkyndte dåben med et til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, fremfor et i – og han gjorde det med den begrundelse, at intet menneske i sit personlige ansvar kan råde eller handle på guds vegne, livets egne. Ejheller en præst, hvis fornemmeste opgave jo er at bekræfte hjertevarmens opstandelse iblandt os, så vi kan mærke det opløftende og oplysende, der i al evighed består i vort hjertes kød.
Hvorom alting er i al sin dogmatiske, akademiserende diskussion, så godtgør avisens beretning om Bent Feldbæk og grundlaget for hans handlinger, hans holdning som tro menneske, at det personlige ansvar i kærlighedens almindeligt kødelige, kropslige, vækstgivende og udviklende navn, så at sige ikke automatisk er noget, der gives med dåben. Kristendommen eller en hvilken somhelst anden tro er intet værd, såfremt dens glædesbringende budskab ikke indrømmes gennem vore livserfaringer med at være et levende menneske, hvilket naturligvis foregår på personlig vis. Den indrømmelse kan man ikke selv, selv, selv forestå helt og aldeles, nej det er snarere noget man nødes til af livets egen vækst med sine ærlige, hjertekære erfaringer. Og det er uden tvivl sket for Bent Feldbæk, hvilket ganske enkelt udmærker ham som værende mennesketro i personligt, hjertenært ansvar derfor.
Sat på spidsen handler Bent Feldbæks hjertelige stillingtagen til præstegerningens uomtvistelige opgave med forkyndelsen af den opløftende og oplysende hjertevarme i livets eget kød om, at han ikke kan og ikke skal forestå en uærlig, upersonlig dogmatisk forkyndelse, der ikke lader sig bekræfte i hans hjerte som fuldgyldigt levende menneske på ligeværdig vis, her på jord. Han er ikke funktionær. Og det er derfor, at han vil sige til, ja frem til kunne man næsten sige, fremvokset af livet i sin tro – fremfor i som allerede håbløst værende. Han blev klar over, siger jeg, at kulturens utro symbolisering af vort gode sind, den magt-historiske kultur han også har tilhørt, dog ønsker at afmagte som han skal, sniger sig indenom og forvansker dét, som er ganske vigtigt, nemlig det personlige ansvar i sin hjertekødelige hørelse. Jeg bekræfter, ja, for kære menneske: DU SKAL DA FOR FANDEN I HEDE HULE HELVEDE IKKE RETTE DIG EFTER, HVAD MAGTENS SELVSTÆNDIGGJORTE TEKNOKRATISKE SLAVER VIL HAVE DIG TIL AT SIGE, DERIMOD LIGE NØJAGTIG DÉT, DU SOM MENNESKE HAR SAMVITTIGHED TIL AT SIGE OG HJERTE FOR.
Ikke mindst set i lyset af den leksikale læsehjerne, som det folkeskolende, akademiserede og retfærdighedsdyrkende kapital-statslige samfund vænner menneskelivet til at høre ordet i, også kaldet ordsindet af blandt andre Johannes Møllehave, ja så er og blev Bent Feldbæk altså klar over, hvilken idealisme troen bliver hørt i, nemlig Lov-religionens. Videre skriver han efterfølgende, da han afskediges af staten en bog med titlen: Dåb og tro i Landsretten.
Og her skal jeg så for egen regning hjælpe nogle af Jer med at høre, ja for jeg har heller ikke læst den, men dermed siger han ganske ærligt: DÅB OG TRO STÅR I LEDELSE AF SATANS SELVRETFÆRDIGE, UTROSKABENDE VOLDSÅND HER I LANDET. Det er hvad det betyder og så enkelt er det. – Glæd Jer over, at kunne høre det hjertevarmt og træk på smilebåndet sammen med de dumme, dvs. de hjerteligt begavede, kongetro mennesker af guds egen nåde.
Jeg fortsætter:
Enhver reformeret præst, tillige det helt almindelige hjerteligt agtpågivende naturtro menneske véd, at Kærlighedens tro ikke en idealisme og at ordet således ikke høres i henhold til noget udenforstående, etableret establishment eller tradition, men netop i livets eget kød, menneskeslægtens, hvorfor man tillige står i direkte personligt ansvar for at forstå, samt deraf forestå en hjertevarm indoptagelse, indrømmelse af, hvad hjertekødet end fortæller os i livets gang, lader os udgyde eller på anden vis omsætte i handling. OG DERFRA, HVERKEN KAN ELLER SKAL VI VIGE, da blandt andet al skyld, frihed og ansvar dermed, tillige ytringsfriheden ingen lærerig, opløftende udvikling kan give anledning til. Vi er ikke personligt ansvarlige i satans selvretfærdige navn og kulturer, vi er det i livets og det er et gode for vor samfundne tilværelse her på jord at lære at bære det, da ingen sandselig befordrende udvikling ellers kan ske med os i hjertevarm og sandselig henseende.
Det er med andre ord hjertepligten som menneske her på jord, der er på tale og det betyder blot, at det er umådeligt synd, hvis du overhører dit eget hjerte, da du dermed også overhører menneskets, herunder mit og jer-tillige, så det bliver meget sværere at leve og glæde sig hele livet igennem med al vort samfundnes videreudvikling.
MEN dét, som det kniber med at forstå for enhver præst, tillige det helt almindelige hjerteligt agtpågivende menneske er, at vor kapital-statslige omgivelse er iværksat af netop fornuftens idealistiske foretagende, tillige opretholdes af en sådan livsfornægtende fornuftsmentalitet. Og det vil den være indtil sandselig livsmåde og ny bæredygtig livsform omkring den organiske væksts rige – jord, dyr, planter, mennesker, krop og åndedræt – kan afvikle det via nyopstanden udvikling. Der er mange, der allerede er igang, omend de også lider ved at føle sig forpligtet på at afhænde deres børn til det universitære verdensrige. Så indtil da sker der altså dét, at almindelige mennesker via statens institutioner forledes til at vokse og leve i henhold til loven og diverse regelfølgende ordninger, endvidere dermed bekræfter væksten i den livsmåde, ja gentager dens lovmæssige adfærdsmønster, ifølge sine svinehundige normer: Når der er problemer, så skal de løses og er der ingen, så skaber vi dem, så vi har noget at tage os til og lovgive omkring. Ja det er blot overfladisk sagt, for der, hvor det rigtigt gør ondt på mennesket og koster dets tilværelse iblandt os, samt dermed videre hjertelig udviklende gang med menneskeslægtens liv, ja det er når det fører til en permanent identitets-krise og rammer os på alt det afgørende: Hjem, far, mor og børn samt måde med tingene og hinanden iøvrigt. For da rammes vi ikke blot af sorg, men bliver også, vil jeg påstå, i stigende omfang syge af sorgen, fordi den kropslige reaktion, der er forbundet med tab af livsglæde ikke lader sig hele og helbrede igen, når fornuftens indkodning af sindet via sine selvretfærdige, idealistiske institutioner er ensbetydende med en blokering af livets egen hjertelige hørelse. En hørelse, der jo i al evighed siger, at du til hver en tid er fri til at elske livet som du er og befinder dig – fordi det er menneskelivets egen vækstånd, det er hjertets, ordets eget budskab til os at tage afsæt i, kærligt vare på, at værne om og udvikle os af, mv. Det handler om sandselighed, sandselig udvikling, erfaringspotentialet i menneskelivet her på jord.
Men resultatet af blokeringen af den hørelse er altså selvsving i en lang lidelsesfuld march, hærværk, der ikke kender til forløsning, fordi fornuftens regelrettende, belæste hjernesind kun kan løse isolerede problemer, men ikke forløse sig af dem, når de af den fedtede akademiserende forsker-mentalitet har vundet indpas i folkeviddet – ja ikke kan give slip, som man siger, da den identitetsdannelse, der har fundet sted i fornuftens institutioner vælter rundt i personen, så det intet holdbar JEG gives at stå med, gribe fat om.
Til undsætning står dit dåbsnavn med sin slægt, din livshistorie, dine altid nærmeste pårørende, samt heldigvis, skulle ingen pårørende være dig givet i almindelig forstand, et udviklingssigte, et lys i hjertevarmen: Slår dit hjerte fortsat, så vil Livet at du skal leve og det er omvendelsen helt nede fra, ja fra det inderste inde i mennesket. Men her kommer så en gentagende bekræftelse af eksemplet med Bent Feldbæk: Det dåbsnavn kan naturligvis ikke komme dig til undsætning, såfremt du ikke er vokset i skyldsbevidsthed om at være personligt ansvarligt som menneske på GLÆDELIG vis, her på jord. Og det er selvsagt, dermed uheldigvis hårdt at være og vokse som sådan i vor kulturkreds, da de fornufts-beregnende, selvlovgivende, kapital-økonomiske selv-retfærdiggørende institutioners omgivelse i al deres kulde aldrig kan forestå en sådan hjertevarm, glædelig opvækst.
- Er I med eller skal der flere lig på bordet af det fornuftsgjorte menneskes hånd, statsborgerens civile stand i byretten, landsretten og højesterettens navn, der som bekendt indgår i tredelingen af magten: Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, udi ”adskilte” institutioner ved navn af henholdsvis: Den lovgivende, Den udøvende og Den dømmende magt – alias identitetskrisen romantiske kapital-statslige årsag? Tredelingen af kødet og dermed blokeringen af hørelsen i et, der ellers er så mild og fredelig, udviklende, fordi den er oprindelig og simpelthen er i overenstemmelse med den organiske væksts rige, dens måde at vokse på.
Tilbage til alt
