Uddrag af bog med Bent Feldbæk-eksempel

Alt sker med andre ord på én gang og i én stor bevægelse. Blandt østens vise, åndsbegavede mennesker, ja der erkendes det samme omkring menneskelivet på jord, som det erkendes i vesten , ja også blandt helt almindelige jævne mennesker, der følger med i livets gang, fremfor tidens livsforsagende tekno-kultur og deraf bliver vise. Tåben og vismanden lider samme skæbne, fordi de begge forstår, at det er hjertets slag på tasken, der bestemmer og at de ikke er herre over det! – Men således sagt har det jeg blotlægger ikke i egentlig forstand noget med videns-teknokratiske institutioner at gøre, men derimod alt at gøre med menneskelivets hjertegode trivsel på jord.

JHM: Jeg behandler rigtig nok med hård hånd det gældende aktuelle videns-teknokratiske fornufts-samfund, vi som alle kæmper med at leve med – og som vi iøvrigt alle kender til på forskellig vis. Men jeg gør det som en tackling af fornuften, for at gøre det klart, hvad det er for en udviklings-befordrende sandselighed, den ikke kan indrømme, bekræfte og kultivere i vort samfundne menneskeslægtskød, fordi det er omvendt, sidstnævnte sandselighed, der skal kultivere den.

Der er intet oplysende i hverken kirken, kapitalen eller statens institutioner uden vor mellemkomst og såfremt de mennesker, der står i ledelse af nævnte videns-teknokratiske fornufts-system ikke kan fatte, at vor mellemkomst, vort mellemværende er af hjertegod, sandselig, forstandig karakter – ja så skal menneskelivets forstandige vækst bryde den tunge sky ved at lade hjertevarmen løfte os op til vort forsyn. Blandt andet f.eks. ved at gå sine nødtvungne nye veje med nye formuleringer af ny livsførelse eller livsform med glæden i sandselig frisk erindring. Thi kun sådan kan den bevares og genopstå til gavn for kommende generationer i menneskeslægten. Miséren, ja elendigheden er altså, at omtalte institutioner ikke i nævneværdig grad bekræfter menneskets hjertegode slægtsarv i sin udvikling. Institutionerne er der og bliver formentlig stående, indtil de har udtjent deres værnepligt. Ja de behøver ikke at blive omstyrtet eller lignende, de skal bare sættes på plads i forhold til vor livsudvikling.

Helt konkret kan man jo give følgende eksempel:

I det øjeblik, i den stund, hvor et ellers pligtopfyldende, samvittighedsfuldt menneske, der er vokset med sine opgaver i personligt ansvar deraf – pludseligt forstår, at den pligtopfyldende, samvittighedsfulde impuls vedkommende i nævneværdig grad har ladet sig vejlede af er gjort af selv-retfærdighedens lovmæssige væsen, men ej kærlighedens, sandhedens, ærlighedens, hjertevarmens – og dernæst efter at have sundet sig, nu en livserfaring rigere, ønsker at fortsætte sit liv i udvikling og give af det til det omkringværende samfund, på trods af tidligere fejltagelser og misforståelse, ja så er det ofte sådan, at vedkommende ryger ud i kulden, skubbes ud, fordi en masse-lovgiven flertalskultur i sin retfærdigheds-opdyrkende mentalitet, læs social-fascistisk fornufts-idealisme, reagerer på alt, hvad der forekommer den at være samvittighedsløst og forsømmelse af sine pligter. Lige netop dét, som pågældende, vedkommende i eksemplet her ellers kunne fortælle hele historien om, så ikke kommende generationer skulle spilde tiden med at lade sig indbilde, hvad der ikke er holdbart.

Desværre betyder det endnu videre, at vedkommende i eksemplet og lignende tilfælde, dermed per lov-kultur og de svinehundige normer, den skaber, tvinges ud i regression. Ganske enkelt ikke har mulighed for at leve i pågældende samfund, medmindre at vedkommende prøver at opføre sig som om, at hans livserfaring ikke har fundet sted. Det omkringværende samfund lever med andre ord i et fastlåst billede, hvor der er loft på væksten, indsigt i den og erfaringsudveksling af den. Såvidt altså, da omverden, ikke mindst det system, der forførte hans pligtopfyldende karakter, ja podede en kræftsvulst på dens samvittighedsfulde virke, ikke kan tåle at høre livserfaringen tale igennem os. Og hovsada, hvad betyder det om den masse-lovgivende flertalskultur, hvad betyder det for menneskeslægtens udvikling, her på dansk sprogs grund?

Et andet eksempel fra et af landets aviser: Præsten som ikke ville vige.

Bent Feldbæk, en præst i Thy blev dømt i præsteretten, dvs. byretten, senere landsretten – han blev dømt for ”falsk forkyndelse”, står der i avisen. Han forkyndte dåben med et til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, fremfor et i – og han gjorde det med den begrundelse, at intet menneske i sit personlige ansvar kan råde eller handle på guds vegne, livets egne. Ejheller en præst, hvis fornemmeste opgave jo er at bekræfte hjertevarmens opstandelse iblandt os, så vi kan mærke det opløftende og oplysende, der i al evighed består i vort hjertes kød.

Hvorom alting er i al sin dogmatiske, akademiserende diskussion, så godtgør avisens beretning om Bent Feldbæk og grundlaget for hans handlinger, hans holdning som tro menneske, at det personlige ansvar i kærlighedens almindeligt kødelige, kropslige, vækstgivende og udviklende navn, så at sige ikke automatisk er noget, der gives med dåben. Kristendommen eller en hvilken somhelst anden tro er intet værd, såfremt dens glædesbringende budskab ikke indrømmes gennem vore livserfaringer med at være et levende menneske, hvilket naturligvis foregår på personlig vis. Den indrømmelse kan man ikke selv, selv, selv forestå helt og aldeles, nej det er snarere noget man nødes til af livets egen vækst med sine ærlige, hjertekære erfaringer. Og det er uden tvivl sket for Bent Feldbæk, hvilket ganske enkelt udmærker ham som værende mennesketro i personligt, hjertenært ansvar derfor.

Sat på spidsen handler Bent Feldbæks hjertelige stillingtagen til præstegerningens uomtvistelige opgave med forkyndelsen af den opløftende og oplysende hjertevarme i livets eget kød om, at han ikke kan og ikke skal forestå en uærlig, upersonlig dogmatisk forkyndelse, der ikke lader sig bekræfte i hans hjerte som fuldgyldigt levende menneske på ligeværdig vis, her på jord. Han er ikke funktionær. Og det er derfor, at han vil sige til, ja frem til kunne man næsten sige, fremvokset af livet i sin tro – fremfor i som allerede håbløst værende. Han blev klar over, siger jeg, at kulturens utro symbolisering af vort gode sind, den magt-historiske kultur han også har tilhørt, dog ønsker at afmagte som han skal, sniger sig indenom og forvansker dét, som er ganske vigtigt, nemlig det personlige ansvar i sin hjertekødelige hørelse. Jeg bekræfter, ja, for kære menneske: DU SKAL DA FOR FANDEN I HEDE HULE HELVEDE IKKE RETTE DIG EFTER, HVAD MAGTENS SELVSTÆNDIGGJORTE TEKNOKRATISKE SLAVER VIL HAVE DIG TIL AT SIGE, DERIMOD LIGE NØJAGTIG DÉT, DU SOM MENNESKE HAR SAMVITTIGHED TIL AT SIGE OG HJERTE FOR.

Ikke mindst set i lyset af den leksikale læsehjerne, som det folkeskolende, akademiserede og retfærdighedsdyrkende kapital-statslige samfund vænner menneskelivet til at høre ordet i, også kaldet ordsindet af blandt andre Johannes Møllehave, ja så er og blev Bent Feldbæk altså klar over, hvilken idealisme troen bliver hørt i, nemlig Lov-religionens. Videre skriver han efterfølgende, da han afskediges af staten en bog med titlen: Dåb og tro i Landsretten.

Og her skal jeg så for egen regning hjælpe nogle af Jer med at høre, ja for jeg har heller ikke læst den, men dermed siger han ganske ærligt: DÅB OG TRO STÅR I LEDELSE AF SATANS SELVRETFÆRDIGE, UTROSKABENDE VOLDSÅND HER I LANDET. Det er hvad det betyder og så enkelt er det. – Glæd Jer over, at kunne høre det hjertevarmt og træk på smilebåndet sammen med de dumme, dvs. de hjerteligt begavede, kongetro mennesker af guds egen nåde.

Jeg fortsætter:

Enhver reformeret præst, tillige det helt almindelige hjerteligt agtpågivende naturtro menneske véd, at Kærlighedens tro ikke en idealisme og at ordet således ikke høres i henhold til noget udenforstående, etableret establishment eller tradition, men netop i livets eget kød, menneskeslægtens, hvorfor man tillige står i direkte personligt ansvar for at forstå, samt deraf forestå en hjertevarm indoptagelse, indrømmelse af, hvad hjertekødet end fortæller os i livets gang, lader os udgyde eller på anden vis omsætte i handling. OG DERFRA, HVERKEN KAN ELLER SKAL VI VIGE, da blandt andet al skyld, frihed og ansvar dermed, tillige ytringsfriheden ingen lærerig, opløftende udvikling kan give anledning til. Vi er ikke personligt ansvarlige i satans selvretfærdige navn og kulturer, vi er det i livets og det er et gode for vor samfundne tilværelse her på jord at lære at bære det, da ingen sandselig befordrende udvikling ellers kan ske med os i hjertevarm og sandselig henseende.

Det er med andre ord hjertepligten som menneske her på jord, der er på tale og det betyder blot, at det er umådeligt synd, hvis du overhører dit eget hjerte, da du dermed også overhører menneskets, herunder mit og jer-tillige, så det bliver meget sværere at leve og glæde sig hele livet igennem med al vort samfundnes videreudvikling.

MEN dét, som det kniber med at forstå for enhver præst, tillige det helt almindelige hjerteligt agtpågivende menneske er, at vor kapital-statslige omgivelse er iværksat af netop fornuftens idealistiske foretagende, tillige opretholdes af en sådan livsfornægtende fornuftsmentalitet. Og det vil den være indtil sandselig livsmåde og ny bæredygtig livsform omkring den organiske væksts rige – jord, dyr, planter, mennesker, krop og åndedræt – kan afvikle det via nyopstanden udvikling. Der er mange, der allerede er igang, omend de også lider ved at føle sig forpligtet på at afhænde deres børn til det universitære verdensrige. Så indtil da sker der altså dét, at almindelige mennesker via statens institutioner forledes til at vokse og leve i henhold til loven og diverse regelfølgende ordninger, endvidere dermed bekræfter væksten i den livsmåde, ja gentager dens lovmæssige adfærdsmønster, ifølge sine svinehundige normer: Når der er problemer, så skal de løses og er der ingen, så skaber vi dem, så vi har noget at tage os til og lovgive omkring. Ja det er blot overfladisk sagt, for der, hvor det rigtigt gør ondt på mennesket og koster dets tilværelse iblandt os, samt dermed videre hjertelig udviklende gang med menneskeslægtens liv, ja det er når det fører til en permanent identitets-krise og rammer os på alt det afgørende: Hjem, far, mor og børn samt måde med tingene og hinanden iøvrigt. For da rammes vi ikke blot af sorg, men bliver også, vil jeg påstå, i stigende omfang syge af sorgen, fordi den kropslige reaktion, der er forbundet med tab af livsglæde ikke lader sig hele og helbrede igen, når fornuftens indkodning af sindet via sine selvretfærdige, idealistiske institutioner er ensbetydende med en blokering af livets egen hjertelige hørelse. En hørelse, der jo i al evighed siger, at du til hver en tid er fri til at elske livet som du er og befinder dig – fordi det er menneskelivets egen vækstånd, det er hjertets, ordets eget budskab til os at tage afsæt i, kærligt vare på, at værne om og udvikle os af, mv. Det handler om sandselighed, sandselig udvikling, erfaringspotentialet i menneskelivet her på jord.

Men resultatet af blokeringen af den hørelse er altså selvsving i en lang lidelsesfuld march, hærværk, der ikke kender til forløsning, fordi fornuftens regelrettende, belæste hjernesind kun kan løse isolerede problemer, men ikke forløse sig af dem, når de af den fedtede akademiserende forsker-mentalitet har vundet indpas i folkeviddet – ja ikke kan give slip, som man siger, da den identitetsdannelse, der har fundet sted i fornuftens institutioner vælter rundt i personen, så det intet holdbar JEG gives at stå med, gribe fat om.

Til undsætning står dit dåbsnavn med sin slægt, din livshistorie, dine altid nærmeste pårørende, samt heldigvis, skulle ingen pårørende være dig givet i almindelig forstand, et udviklingssigte, et lys i hjertevarmen: Slår dit hjerte fortsat, så vil Livet at du skal leve og det er omvendelsen helt nede fra, ja fra det inderste inde i mennesket. Men her kommer så en gentagende bekræftelse af eksemplet med Bent Feldbæk: Det dåbsnavn kan naturligvis ikke komme dig til undsætning, såfremt du ikke er vokset i skyldsbevidsthed om at være personligt ansvarligt som menneske på GLÆDELIG vis, her på jord. Og det er selvsagt, dermed uheldigvis hårdt at være og vokse som sådan i vor kulturkreds, da de fornufts-beregnende, selvlovgivende, kapital-økonomiske selv-retfærdiggørende institutioners omgivelse i al deres kulde aldrig kan forestå en sådan hjertevarm, glædelig opvækst.

- Er I med eller skal der flere lig på bordet af det fornuftsgjorte menneskes hånd, statsborgerens civile stand i byretten, landsretten og højesterettens navn, der som bekendt indgår i tredelingen af magten: Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, udi ”adskilte” institutioner ved navn af henholdsvis: Den lovgivende, Den udøvende og Den dømmende magt – alias identitetskrisen romantiske kapital-statslige årsag? Tredelingen af kødet og dermed blokeringen af hørelsen i et, der ellers er så mild og fredelig, udviklende, fordi den er oprindelig og simpelthen er i overenstemmelse med den organiske væksts rige, dens måde at vokse på.

Tilbage til alt

ÆRLIGHED VARER LÆNGST!

AKADEMIKER-VÆLDE

(En artikel af ældre dato, peppet lidt op i sin fortsatte aktualitet.)

Akademikervælde – EU, en akademisk købmandshandel

Hvis overskriften blot var udtryk for en personlig mening, ville det ikke interessere mig nævneværdigt. Jeg har ikke set mig sur på de mennesker, der læser, skriver, diskuterer og underviser om den verden, der omgiver dem – og på sin ejendommelige generelle måde os alle sammen. Overskriften er kun væsentlig, hvis den kan tages som udtryk for en kritik af den udvikling det vestlige samfund bekræfter overfor sig selv og overfor resten af verdens samfund. Udviklingen ”bekymrer” mig alt for meget til at jeg kan finde fred og ro til at føre et liv, jeg kan identificere mig med. Og det går naturligvis ud over den næste generation, min dreng, der hele tiden efteraber min adfærd.

Den omfattende og omsiggribende udvikling af verdenssamfundet med alle sine lande, koalisationer og internationale organisationer, f.eks. EU, er så dominerende, så kraftfuld – markedskræfter, love og administration (adfærdsregulering), idealistiske kulturelt og eksistentielt bundne livskræfter (læs: overlevelsesdrift) i en pærevælling – så kraftfuldt bestemmende, ja så betvingende at intet familiært, almenmenneskeligt liv kan undgå at blive præget deraf.

Det er der ikke noget nyt i, menneskets liv har vel altid været stærkt præget af sin omgivelse. Vi tilpasser os, søger nye ”jagtmarker” og ”grønnere græs” at overleve og føre livet videre på. Det nye er afstanden. Vejen ud til de nye jagtmarker og det grønnere græs er blevet længere. Muligheden for at finde nye næringsrige omgivelser at overleve i og måske endda leve godt i, den mulighed er minimal i det gældende verdensøkonomiske verdensbillede med tidens dertilhørende intentioner om en global styreform. Den politiske overbygning, som rigtig mange ressource-stærke mennesker verden over er i færd med at opbygge via deres deltagelse, deres daglige arbejde i de samfundsøkonomiske, politiske institutioner og organisationer – er vel en kulturlig fortsættelse af den tankegang, de via deres arbejdslivsførelse er præget til.

De glemmer bare at de lever af den kultur, de tager afstand fra; at de danner politiske – lovgivende og normsættende overbygninger i en afstandtagen fra den altid lovløse pengeøkonomiske verdenshandel, der financierer deres liv. Problemet er, at der med politiske overbygninger forsøges etableret en styrende instans, en lovgivende instans, der kan ordne, skabe lov og ret over det område, hvor lovløsheden hersker. Og da den pengeøkonomiske lovløshed – der jo historisk set har mange år på bagen – er verdensomspændende, ja så søger den politiske og organisatoriske arbejdskraft uden at tænke nærmere over det at etablere en lovmæssig overbygning, der kan få de økonomiske kræfter til at makke ret, så vi alle sammen kan være her. MOTIVET FEJLER SÅDAN SET IKKE NOGET, MEN INDSIGTEN I, HVORDAN DET OMSÆTTES TIL PRAKSIS SYNES AT HALTE FRYGTELIGT EFTER.

*

Det europæiske livs handel og vandel går forud for opdagelsen af, hvilke uheldige konsekvenser den handel og vandel har for det samfund og menneskelige samliv, som opdageren er en del af. Og af opdagerens kritik – som vel mere eller mindre blot er udtryk for livets samtidige tidsånd – følger derfor som regel et politisk ønske om at få sat styr på tingene, at ordne dem, så de uheldige konsekvenser for fremtiden vil høre op. Dertil skal jeg af menneskehjerte sige: DET ER NATURLIGVIS HAMRENDE NAIVT! Men sådan er det så åbenbart at være født og opvokset i det europæiske samfunds verdensbillede. Et verdensbillede vi siden opdagelsen af kloden har formået at gøre gældende verden over.

En politisk overbygning i europæisk forstand er altid en efterrationalisering af et givet fysisk livsvilkår, der ikke er opfattet i sand som sandselig levende livsglad åndedræt, men derimod koncentreres i et idealistisk spejlbillede, hvis selvrefleksioner ingen ende vil tage. Desværre.
Sådan har det været hver gang den sociale indignation har ramt mennesket i Europa og sat det i politisk bevægelse – vi har aldrig i tilstrækkelig grad formået at forstå, at politikkens grundvold er etisk og at etik handler om bæredygtig livsførelse I HJERTETS ÅND, et godt liv at leve videre på for den efterabende næste generation. – Vi har ikke formået at omsætte det til praksis, til realitet, til afstemthed, åben ånd og sandselig virksomhed i balance; kun i et vist omfang, når vi isolerer betragtningen af verdensudviklingen, menneskeheden og livet som helhed og således i afmagt fokuserer på de små fagområder, institutionelle rum for dygtiggørelse.

Rum, rum, rum, rumle og fumle. Rum, der i sagens institutionelle natur aldrig kan blive et almenmenneskeligt rum for livsførelse, men altid vil være afhæng af i hvor høj grad, man kan vedligeholde den isolerede betragtning og på den uhensigtsmæssige måde tvinge fokus igennem. Ja det er altså udtryk for, hvordan politisk-økonomiske institutioner ”handler” – på alt og alles vegne vel at mærke. DET ER ÅNDSSVAGT.

Den lovløse økonomiske verdenshandel er historien om det europæiske livs handel og vandel og den går langt tilbage. . . desværre bekæmpes de lovløse økonomiske handelssystemer som sagt med opbygningen af ligeså komplekse, uoverskuelige og dermed undertrykkende politiske handelssystemer. Deraf artiklens titel: Akademiker-vælde med sin uomtvistelige pangdandang til EUs studehandler, ja et skriftlighedens mekka, der forventer at et stykke papir bliver til virkelighed, når det gøres gældende i reference til andre, som oftest gamle papirer, lovsamlingers vækst i alverdens bibliotek. – Lovbegrebet er blevet udvandet, fordi det ikke længere er etisk bundet, dvs. bundet til en livsførelse, en kultur, der udvikler os til at se og leve efter livets almenmenneskelige jordiske betingelser, men altså på almindelig hjerte-indrømmende vis.

Det europæiske livs handelskultur kender som historisk bekendt ingen grænser, hverken geografiske eller etiske; varens værdi fastsættes ikke af en mellemmenneskelig indsigt i hinandens behov, men reguleres af udbyderen, købmandens pengebehov. Derfor er den lovløs – man kan fysisk set ikke bygge et godt samfund, et velfærdssamfund på et mellemmenneskeligt handelsprincip gående på: handel med penge!

Men det er en del af vor historie og derfor er alle de styreformer, vi gennem tidens løb har forsøgt os med, forsøgene på at styre udviklingen, blevet til pengeregulerende administrative systemer – et vedhæng til jungleloven – uden reel magt til at oplyse menneskene om livets under og øvrige muligheder for sameksistens. – Uden reel magt til at hævde de mellemmennskelige principper i deres levende forløsende ånd, så de ville kunne bedre livets opretholdelse.

*

Den begrænsede indsigt i pengenes natur, der dybest set er udtryk for en fascination af ædel-metallers holdbarhed og således fortæller, hvordan penge/guld er opstået som et ønske om varighed og holdbarhed imellem os – først kom sten-alderen, senere jernets anvendelse som holdbare redskaber til at dyrke jorden, skoven og havet ind og ad den vej begyndte troen på metallets uovertrufne ”guddommelige” egenskaber. Det endte så i den blinde fascination, der kendetegner penge/guldets magt-symbolik den dag i dag.

Desuden den begrænsede indsigt i, hvordan købmanden på markedet via INFORMATION OG FORFØRENDE TALEKUNST i vejkrydset, på markedspladsen fik sat dagsordenen for etableringen af vejnet og netværk, der sørger for at suge den livgivende næring fra markens brød, staldenes husdyr, skovens frugter og havets fisk ude fra og IND TIL SIG SELV ved at omveksle dem til penge/guld. Altså en etablering af lovgivning, NORM, koblet til penge – blandt andet i form af soldater, skatte-opkrævere, landadel, fæstebønder og arbejdere til i den kapital-økonomiske væksts masse-producerende navne konstant at udbygge vejnettet indenfor et givent område, så dets ressourcer ville kunne vedblive med at tilfalde købmanden, bykongernes lovgivende adfærd og deres pøbel-vældige institutioner. – En adfærd, der aldrig har været i kontakt med mennesket af rent og mildt hjerte og derfor ikke kender det i sit organisk-kropslige vækst-leje.

Den begrænsede indsigt i slige forhold, der meget konkret er vor historiske udvikling omkring handel og vandel, altså det vi har båret i hænderne og udvekslet mellem hinanden – ja den betyder simpelthen at købmands-kulturen, by-kulturen, politisk kultur fortsat sætter dagsordenen for de europæiske samfunds udvikling. Og der er altså ikke noget menneskeligt, livsudviklende sigte i den forskydende eller udskydende vækst-kultur. Den forskyder hånden fra ånden og udskyder derved samhørigheden i vor ærlige og hellige menneskehjertelige krop!

Udbygningen af de politiske rets-systemer i vor tid, 1900-tallet og frem til i dag er sådan set blot en gentagelse af oldtidens deliske forbund eller endnu værre romerrigets erobrende adfærd. OG DET FATTER POLITIKERE, AKADEMIKERE OG KØBMÆND IKKE EN SNUS OM, THI DE LEVER JO AF TROEN PÅ KAPITAL-ØKONOMISK VÆKST, HVADEND DET SÅ ER PÅ DEN ENE ELLER ANDEN SIDE, HENHOLDSVIS DEN PENGE-PUGENDE MAGT-AKKUMULATION ELLER DEN FORMALISERENDE JURIDISKE OG TEKNOLOGISK-TEKNOKRATISKE MAGT-AKKUMULATION.

Jer, der befinder Jer og fortsat bekræfter den slags system-miljøer og adfærd med Jeres livs kræfter, I er intet værd for menneskelivets udvikling i glæde på jord – tværtimod er I en overordentlig belastende trussel mod det, ja ganske enkelt fordi, at I søger magt, istedet for at bekræfte kærligheden i livets hånd omkring den i al menneskelig sandselighed organisk betonede vækst på jord. – HVAD TROR I DER SKER, NÅR DEN ROMANTISKE AKADEMISK-JURIDISKE TRADITION VIL VÆRE LEDELSE OVER EUROPÆISK GRUND MED ROM-TRAKTATER OG DESLIGE? – HVILKEN ÅND, HVILKET VERDENSBILLEDE, JA HVILKEN UNDERTRYKKELSE AF LIVSBILLEDET GIVER DET ANLEDNING TIL, HVAR AKADEMISKE SKVADDERHOVEDER OG FOLKE-FASCISTISKE STATSBORGERE?

Jeg stiller jer personligt ansvarlig i menneskelivets navn og hvad menneskelivets udvikling på dansk grund angår. Og jeg kan sagtens finde navnene de sidste 30 år, såfremt I fortsat ønsker at opretholde en kapital-økonomisk funderet løn-og-straf-kultivering af menneskelivets kød på dansk grund.

LÆNGE LEVE DET OPLYSENDE, UDVIKLENDE, I SANDSELIGHED DANNENDE DANSKE SAMFUND I MENNESKELIVETS KONGELIGE NAVN. ÆRET VÆRE DERES MAJESTÆT, DRONNING MARGRETHE OG HENDES SLÆGTER I VOR HERRES SANDE NAVN OG SIGTE. OG HJERTELIGT VELKOMMEN TIL MENNESKER AF ANDET KULTURELT TILHØRSFORHOLD, DER ØNSKER AT LEVE, ARBEJDE OG UDVIKLE SIG AF ALMINDELIGT MENNESKETRO HJERTE PÅ DANSK SPROGS GRUND. – Og så farvel med Jer sataner, ikke mindst de vældige fornufts-akademikere og øvrige fornufts-kapital-statslige borgere, der ikke kender deres institutioners ophav og hvilken fatal livsforsagende ånd, de opretholder, ja ligefrem skoler børn og unge i, så de går fra forstanden. Foruden tilmed at straffe almindelig mennesker, alene fordi de enten ikke vil deltage i fedtefadet eller simpelthen bare gør opmærksom på, hvilken fascist enhver dommer, der formaster sig til at sætte sig i højesteret er. Sidstnævnte for blot at give et ledeleses-mæssigt eksempel på det laveste af det laveste et menneske kan gøre.

Hvorfor tror danskere ikke, at der er en sammenhæng mellem romantisk retfærdigheds-dyrkende ledelese i navn af justitsia (kapital-staten) og så al den ulykkelighed, al den lidelse, al den sygdom, al den sorg, der kultiveres i kødet på os på baggrund af netop romantisk, statsborgerligt hjernevask i alt og alles intetsigende universitære alle-fornufts navne. – Kan I lide den lille romance I er årsag til dommerstand, for mit jens-menneske-hjerte giver sig ikke en tøddel, det sidder i min krop og det sidder ganske godt, hjerteligt sigtende, hjertepligtigt, hjerteligt ytringsgivende og OPLYSNINGSTRO i LIVETS FORSTANDIGE NAVN, uden anden bemyndigelse end som sagt. Ja, det er ikke blot min ret, nej skid da være med det, for det er min hjertepligt af vækst som menneske og fortaler for dets videre livsudvikling på baggrund af lødige erfaringer: at jævne Jeres bygning med jorden via udarbejdelsen af et sandseligt godt hjerteliv i al almindelighed.

Indtil videre kan I jo prøve at se, om I er givet for fem flade ører hjertelig begavelse tilbage, så I kan forstå, hvad forskellen på et ORGANITET og universitetet kunne være. Eller I vil måske fortsætte med at indlemme stemmeretten i det oplysende danske samfunds ledelse i statens teknokratisk lov-bygning med romantiske søjler foran, fremfor at indrømme den i hørelse af mennesker af krop, kød og blod med rørigt hjertet på dansk grund? Stemmeret har ikke noget med kryds og bolle at gøre, men vækst af hjerte for menneskelivets samfund – og det kender I rent ud sagt fandme ikke noget til, fordi I er skolet i statskundskabelig regi til at fornægte sandheden som værende forstandigt slægtsbundet og netop derved et sandseligt personligt samfundsudviklende potentiale. – Jeres adfærd og umåde med ånd og liv, begavelse, indsigt, mv. den er årsag til 6 millioner jøders grav og det kan såmænd ikke ties ihjel længere, nu hvor Jeres skoling af den danske befolkning i den græsk-romerske idealisme kommer for dagens lys. FARVEL I AL EVIGHED.

Nkh. Jens Langkniv, der kender JERES navne, véd hvor I bor og hvad I nedarver i JERES børn, dog VORT MENNESKELIV.

ÆRLIGHED VARER LÆNGST!

STATENS EXCELLENCEMODEL – autoritetstroen

Fjerde bog. Strafferetsplejen
Første afsnit. Almindelige bestemmelser

Kapitel 61
Strafferetsplejens område

§ 683. Alle spørgsmål om straf, som ikke i medfør af særlig hjemmel i lovgivningen afgøres uden særlig straffesag eller behandles i den borgerlige retsplejes former eller henhører under særlige domstole, behandles efter de i denne bog fastsatte regler. Det samme gælder sager om oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning, jf. kapitel 93 a.

§ 684. Efter denne bogs regler behandles endvidere, uden hensyn til, om der samtidig nedlægges påstand om straf, sager, hvorunder det offentlige nedlægger påstand om:
1) særlige følger, der til fyldestgørelse for det almene er fastsat for overtrædelser af love om politivæsenet, bygningsvæsenet, landbovæsenet, skattevæsenet og lignende love;
2) ophævelse af en forening;
3) nogen af de i straffelovens kapitel 9 foreskrevne retsfølger af strafbare handlinger eller tilsvarende retsfølger foreskrevne i andre love;
4) fortabelse af rang, titel, orden eller hæderstegn;
5) forbrydelse af arveret;
6) mortifikation eller godtgørelse i henhold til straffelovens § 273, når æresfornærmende sigtelser påtales offentlig.
Stk. 2. I de i straffelovens § 78, stk. 3, omhandlede sager om rettighedsfortabelse medvirker ikke domsmænd. Mundtlig forhandling finder altid sted for byretten og skal under kæremål til landsretten anordnes, når der fremsættes begæring herom. Efter begæring finder behandlingen – derunder kendelsens afsigelse – sted for lukkede døre. For så vidt den pågældende ikke giver møde ved advokat, beskikker retten ham en offentlig forsvarer. Beskikkelse kan dog efter den pågældendes begæring undlades.

§ 685. Borgerlige retskrav på den sigtede, som følger af strafbare handlinger, kan forfølges i forbindelse med straffesagen, overensstemmende med de i kapitel 89 givne nærmere regler.

Kapitel 62
Saglig kompetence

§ 686. Straffesager behandles i 1. instans ved byretterne eller Sø- og Handelsretten, medmindre andet følger af bestemmelser i denne lov.
Stk. 2. Domsmænd medvirker i sager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde, eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.
Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i
1) sager, som fremmes efter § 922,
2) sager, som behandles ved Sø- og Handelsretten i København eller ved søret, og
3) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.
Stk. 4. Domsmænd medvirker endvidere, hvis sådan behandling er foreskrevet efter regler i andre love.

§ 687. Ved landsretterne behandles i 1. instans de sager, hvor nævninge medvirker.
Stk. 2. Nævninge medvirker i
1) sager, hvor der bliver spørgsmål om straf af fængsel i 4 år eller derover, for så vidt dette ikke er en følge af, at der bliver spørgsmål om fastsættelse af en fællesstraf efter reglerne i straffelovens §§ 40, stk. 1, og 61,
2) sager, hvor der bliver spørgsmål om dom til anbringelse i institution i medfør af straffelovens § 68 eller dom til forvaring, jf. straffelovens § 70, og
3) sager vedrørende politiske lovovertrædelser.
Stk. 3. Nævninge medvirker ikke i
1) sager vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 172, 173, 286, 289 eller § 290 og
2) de i stk. 2, nr. 1 og 2, nævnte sager, som fremmes efter § 922 eller § 923.

§ 688. Straffesager, der omfatter flere lovovertrædelser, behandles ved landsret under medvirken af nævninge, hvis sådan behandling efter reglerne i § 687 kræves med hensyn til en af overtrædelserne. Andre straffesager omfattende flere lovovertrædelser behandles som domsmandssager ved byret, hvis sådan behandling efter reglerne i § 686 eller regler i andre love kræves med hensyn til en af overtrædelserne.

§ 689. Ved landsretterne behandles endvidere afgørelser i anledning af anke eller kære af byretternes domme, kendelser og beslutninger.
Stk. 2. Domsmænd medvirker i
1) sager, hvor byrettens afgørelse er truffet under medvirken af domsmænd, og
2) sager, hvor der for landsretten bliver spørgsmål om højere straf end bøde, eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.
Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i
1) sager, der i 1. instans er behandlet ved søret, og
2) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.

§ 690. Under Højesteret hører alle afgørelser i anledning af anke eller kære af landsretternes og Sø- og Handelsrettens domme, kendelser og beslutninger.

§ 691. Retten prøver af egen drift, om en sag er undergivet dens kompetence, og om domsmænd skal medvirke ved sagens behandling. Er domsforhandling ved landsret begyndt, kan forhandlingen dog fortsættes, uanset om sagen burde have været anlagt ved byret. Er domsforhandling under medvirken af domsmænd begyndt, kan retten, selv om sagen burde have været behandlet uden disses medvirken, bestemme, at domsmænd fortsat skal medvirke.
Stk. 2. Afgørelser, hvorved en begæring om sagens påkendelse ved landsret eller under medvirken af domsmænd eller sagkyndige afslås, kan kæres.

§§ 692-693. (Ophævet)- JHM: VIRKER DÉT?

Kapitel 63
Værneting og forening af straffesager

§ 694. Retsmøder under efterforskningen på begæring af politiet kan afholdes ved retten i enhver kreds, hvor oplysning i sagen må antages at kunne tilvejebringes, jf. dog stk. 2, sidste pkt., og stk. 3.
Stk. 2. Begæring fra sigtede eller forsvareren om retsmøder under efterforskningen indgives til den ret, hvor sagen behandles, eller hvor den kan forventes behandlet. Ved samme ret afgøres tvistigheder mellem politiet og forsvaret om efterforskningsskridt.
Stk. 3. Retsmøder med henblik på sagens behandling i medfør af § 922 eller med henblik på sagens afslutning ved tiltalefrafald afholdes ved retten i den kreds, hvor sigtede bor eller opholder sig, eller ved gerningsstedets værneting. Kan intet af disse værneting anvendes, vil sagen kunne behandles, hvor den sigtede er pågrebet.

§ 695. (Ophævet)- JHM: “AF HVEM”?

§ 696. Domsforhandling skal med hensyn til alle i kongeriget begåede forbrydelser i reglen foregå ved den ret, i hvis kreds handlingen er foretaget. Udkræves flere handlinger til forbrydelsens begreb, er den ret værneting, i hvis kreds den sidste af dem er foretaget. Udgør flere i forskellige retskredse foretagne strafbare handlinger, som hver især ville begrunde værneting efter foranstående regler, tilsammen én forbrydelse, eller er en forbrydelse begået på grænsen af flere retskredse, eller er det uvist, i hvilken af flere bestemte retskredse en forbrydelse er begået, kan forfølgning ske ved en hvilken som helst af de retter, om hvilke der på grund af de angivne omstændigheder opstår spørgsmål.

§ 697. Som gerningsstedets værneting ved forbrydelser, der begås uden for kongerigets søterritorium om bord på dansk skib, eller af personer, som hører til sådant skib, anses den ret, til hvis kreds skibet ved sin hjemkomst til kongeriget ankommer for at losse eller lade.

§ 698. Ved den ret, i hvis kreds sigtede bor eller, hvis han ikke har bolig i riget, ved forfølgningens begyndelse opholder sig, eller, hvis han ikke findes i riget, ved den ret, i hvis kreds han sidst havde bolig eller opholdt sig, kan forfølges:
1) de under de danske domstoles påkendelse hørende forbrydelser, som begås uden for kongerigets grænser,
2) lovovertrædelser, der ikke pådømmes under medvirken af domsmænd,
3) andre forbrydelser, når der mangler sådanne oplysninger, som betinger anvendelse af § 696.
Stk. 2. Danske i udlandet ansatte embedsmænd, der ikke er det pågældende lands domsmyndighed undergivne, og de til de danske gesandtskaber i fremmede stater hørende personer anses ved anvendelsen af ovenstående regel som havende bolig i København, for så vidt de ikke måtte have vedligeholdt bolig noget andet sted i riget. Det samme gælder om andre danske undersåtter, som ikke kan sagsøges i det land, hvor de har bopæl.
Stk. 3. Justitsministeren bestemmer, ved hvilken ret forbrydelser, begåede uden for den danske stat af personer, der hverken har eller har haft ophold i Danmark, vil være at forfølge.

§ 699. I de i § 698 ommeldte tilfælde kan sagen også forfølges ved den ret, i hvis kreds sigtede er blevet pågrebet.
§ 699 a. Sager, som hører under Sø- og Handelsretten i København eller under søret, og som har forbindelse med en hændelse, der har været genstand for søforklaring, kan forfølges ved den ret, for hvilken søforklaringen er afgivet.

§ 700. Forbrydelser, hvis påtale efter § 705 sker under én sag, forfølges under ét ved en ret, som er værneting for den forbrydelse, der nærmest har givet anledning til forfølgningen. Hører nogen af de begåede forbrydelser for byret, medens en eller flere andre hører under landsrettens påkendelse, træder med hensyn til domsforhandling i byrettens sted den landsret, til hvis kreds den hører.

§ 701. Sager mod en forening til dens ophævelse i medfør af grundlovens § 78 forfølges ved den ret, i hvis kreds foreningen eller dens bestyrelse har sit sæde, eller, når sådant ikke med sikkerhed kan udfindes, hvor et af bestyrelsens medlemmer bor.
Stk. 2. På sager, hvorunder påstand alene nedlægges om nogen af de øvrige i § 684 omhandlede følger, finder reglerne i §§ 696-99 tilsvarende anvendelse.

§ 702. Afvigelse fra reglerne om værneting kan, så længe domsforhandling endnu ikke er påbegyndt, på begæring, når særegne grunde taler derfor, besluttes af landsretten, dersom spørgsmålet angår nævninge- eller retskredse i samme landsretskreds, og i andre tilfælde af Højesteret.
Stk. 2. Når byrettens forhold tilsiger det, kan landsrettens præsident efter anmodning fra byretten inden domsforhandlingens begyndelse beslutte, at en sag skal behandles ved en anden byret i nævningekredsen eller, hvis omstændighederne taler for det, ved en af de i § 15 nævnte retter i landsretskredsen. Tiltalte, anklagemyndigheden og den ret, hvortil sagen påtænkes overført, skal forinden have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Landsretspræsidentens afgørelse om, at en sag skal overføres, kan af tiltalte og anklagemyndigheden kæres til Højesteret.

§ 703. Efter begæring kan retten meddele tilladelse til, at en begyndt forfølgning overflyttes til en anden ret, som efter foranstående regler er lovligt værneting, når dette på grund af vidners bopæl eller af anden særlig grund skønnes hensigtsmæssigt til sagens fremme. Beslutning herom tages af den ret, ved hvilken forfølgningen er begyndt, når den anden ret deri er enig, og ellers af den fælles overordnede ret. En beslutning, hvorved en begæring om sagens overflytning til en anden ret nægtes, kan påkæres.

§ 704. Når sigtede møder, prøver retten ikke af egen drift, om sagen er indbragt for rette værneting. Indsigelse er udelukket, når sigtede, førend domsforhandlingen er begyndt, har haft adgang til at fremsætte den, uden at dette er sket.
Stk. 2. At enkeltstående retshandlinger uden for domsforhandling ikke er foregået ved rette værneting, berøver dem ikke deres gyldighed.
Stk. 3. Er der strid mellem flere retters afgørelser af et værnetingsspørgsmål, kan det af påtalemyndigheden indbringes til afgørelse for landsretten, hvis retterne hører til samme landsretskreds, og i andre tilfælde for Højesteret. Herved finder i øvrigt reglerne i kapitel 82-85 anvendelse, således at der ved fristernes beregning tages hensyn til den sidste afgørelse.

§ 705. Skal forfølgning, enten ved undersøgelsesret eller ved den dømmende ret, samtidig finde sted mod samme sigtede for flere forbrydelser eller mod flere sigtede som delagtige i én forbrydelse, bør dette ske under én sag, for så vidt sådant lader sig gøre uden væsentlig forhaling eller vanskelighed.
Stk. 2. Forenes sager, der hører under Sø- og Handelsretten i København eller under søret, med sager, der hører under landsretten, indbringes sagen for landsretten. Forenes sager, der hører under Sø- og Handelsretten i København eller under søret, med sager, der hører under den almindelige byret, indbringes sagen for den ret, hvorunder den forbrydelse hører, der nærmest har givet anledning til forfølgningen. Retten kan dog afvise den del af sagen, der ikke i øvrigt hører under dens virkekreds, dersom forening ikke findes hensigtsmæssig.

§ 706. Retten kan på begæring eller i embeds medfør beslutte adskillelse af de straffesager, som er forenede i henhold til § 705. Det beror på retten, om de sager, som kun på grund af foreningen forfølges for den, efter adskillelsen fremdeles skal behandles ved den eller ikke; samme regel gælder, når foreningen ophører af anden grund, såsom frafald af forfølgning.

§ 707. Retten kan med hensyn til flere selvstændige sager, der samtidig henstår for undersøgelsesretten eller samtidig for den dømmende ret, beslutte, at de skal forbindes til én sag, dog, når søgsmålene ikke står i det i § 705 forudsatte forhold til hinanden, kun, når ingen af parterne gør indsigelse derimod. Herved finder reglen i § 705, sidste punktum, tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Beslutningen tages af den ret, for hvilken sagerne henstår eller, hvis spørgsmål er om forening af sager, som er tingfæstede dels ved landsretten, dels ved en under den hørende byret, af landsretten. Forfølges sagerne ellers for forskellige retter, og der ikke er enighed, afgøres spørgsmålet af vedkommende overordnede ret.

§ 708. Retten kan omgøre beslutninger, som den har truffet i medfør af §§ 706 og 707; dog kan en sags overgang til en anden ret kun besluttes overensstemmende med forskrifterne i § 707, stk. 2.

§ 709. Retterne er beføjede til i en fremmed retskreds, uden mellemkomst af retten i denne, at lade foretage forkyndelser samt at lade udføre anholdelsesbeslutninger, fængslingskendelser og befalinger om ved tvang at fremstille vidner eller syns- eller skønsmænd for retten. Når det i øvrigt til undersøgelsens fremme findes hensigtsmæssigt, kan retten foretage embedshandlinger i en fremmed retskreds med samtykke af retten i denne eller af højere ret, og i påtrængende tilfælde uden sådant samtykke. Fornøden meddelelse skal snarest muligt ske til retten i den pågældende kreds.
Kapitel 64. (Ophævet)
Kapitel 65
Påtalen

§ 718. Retterne træder inden for strafferetsplejens område kun i virksomhed efter begæring af anklagemyndigheden eller en privat påtaleberettiget.

§ 719. Offentlig påtale tilkommer politimesteren, medmindre andet følger af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov.
Stk. 2. Statsadvokaten påtaler
1) sager, der skal behandles ved landsretterne i 1. instans eller som ankesager, og
2) sager om overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13, §§ 127-129 a, § 132 a, § 136, stk. 2, § 137, stk. 2, § 140, § 141, kapitel 16, § 158, § 160, § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, §§ 237-240, § 261, stk. 2, § 266 a og § 266 b.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter i øvrigt nærmere regler om påtalens fordeling mellem statsadvokaterne og politimestrene.

§ 720. Justitsministeren kan fastsætte, at offentlig påtale i nærmere angivne sager er betinget af justitsministerens eller rigsadvokatens beslutning.
Stk. 2. Hvis offentlig påtale efter lovgivningen er betinget af en begæring, kan påtale kun ske, såfremt begæring herom fremsættes af en efter § 725 berettiget. Er privat påtale begyndt, kan offentlig påtale ikke begæres. Påtalemyndigheden kan nægte at efterkomme en begæring om offentlig påtale, der udelukker nogen medskyldig fra forfølgningen. Angår begæringen kun nogle af de skyldige uden at udelukke mulige medskyldige, kan påtalemyndigheden udstrække forfølgningen til disse, medmindre den berettigede efter at have haft lejlighed til at udtale sig herom modsætter sig dette. I så fald finder 3. pkt. anvendelse.
Stk. 3. Statsadvokaten og politimesteren kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 foretage uopsættelige handlinger, når forholdet må antages at være den, der kan beslutte eller begære påtale, ubekendt og omstændighederne gør det antageligt, at påtale vil blive besluttet eller begæret. Tilbagekaldes en begæring efter stk. 2, inden der er afsagt dom, standses forfølgningen, medmindre påtalemyndigheden skønner, at almene hensyn kræver, at forfølgningen fortsættes.

§ 721. Påtale i en sag kan helt eller delvis opgives i tilfælde,
1) hvor sigtelsen har vist sig grundløs,
2) hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig, eller
3) hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt.
Stk. 2. Adgangen til at opgive påtale i medfør af stk. 1, nr. 1, tilkommer politimesteren. I de øvrige tilfælde tilkommer adgangen påtalemyndigheden, medmindre andet følger af bestemmelser fastsat af justitsministeren.
§ 722. Tiltale i en sag kan helt eller delvis frafaldes i tilfælde,
1) hvor den påsigtede lovovertrædelse efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde og forholdet er af ringe strafværdighed,
2) hvor det i medfør af § 723, stk. 1, fastsættes som vilkår, at sigtede undergives hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service,
3) hvor sigtede var under 18 år på gerningstidspunktet, og der fastsættes vilkår efter § 723, stk. 1,
4) hvor straffelovens § 10 b eller § 89 er anvendelig, når det skønnes, at ingen eller kun en ubetydelig straf ville blive idømt, og at domfældelse heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig betydning,
5) hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt,
6) hvor lovgivningen indeholder særlig hjemmel for, at tiltale kan frafaldes, eller
7) hvor dette følger af bestemmelser fastsat af justitsministeren eller rigsadvokaten.
Stk. 2. I andre tilfælde kan tiltale kun frafaldes, hvis der foreligger særlig formildende omstændigheder eller andre særlige forhold, og påtale ikke kan anses for påkrævet af almene hensyn.
Stk. 3. Påtalemyndigheden kan frafalde tiltale i medfør af stk. 1, mens tiltalefrafald efter stk. 2 besluttes af den nærmeste overordnede anklagemyndighed.

§ 723. Som vilkår for et tiltalefrafald kan fastsættes,
1) at sigtede vedtager at betale en bøde eller indgår på konfiskation, og
2) samme vilkår som i betingede domme.
Stk. 2. Vilkår kan kun fastsættes, såfremt den sigtede i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende omstændigheder.
Stk. 3. Vilkårene fastsættes af den myndighed, der har adgang til at frafalde tiltalen. Vilkårene skal godkendes af retten.
Stk. 4. Såfremt et vilkår overtrædes, kan sagen genoptages.

§ 724. Ved afgørelse om påtaleopgivelse underrettes sigtede og andre, der må antages at have en rimelig interesse heri. Ved afgørelse om tiltalefrafald underrettes sigtede. En afgørelse om påtaleopgivelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10. Sigtede kan efter samme regler klage over en afgørelse om tiltalefrafald.
Stk. 2. Er der truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kan strafforfølgning mod den, der har været sigtet, kun fortsættes efter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse, hvis meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2 måneder fra afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse, eller betingelserne for genoptagelse efter § 975 er til stede.

§ 725. Retten til privat påtale og fremsættelse af begæring om offentlig påtale tilkommer den forurettede. Er denne umyndig, finder reglerne i § 257 anvendelse. Når den forurettede er død, eller når en mod en afdød rettet handling er strafbar, tilkommer retten til privat påtale eller til at begære offentlig påtale den afdødes ægtefælle, forældre, børn eller søskende.
Stk. 2. Den, der efter stk. 1 er berettiget til at påtale eller begære påtale, kan give afkald på denne ret. Dette gælder, selv om en sag er anlagt eller begæring er fremsat.

§ 726. Lovovertrædelser, hvis offentlige påtale er betinget af en privat begæring, kan påtales af en efter § 725 berettiget, såfremt handlingen ikke kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder. Indledes offentlig forfølgning, finder reglerne i § 727, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

§ 727. Såfremt en handling, der indeholder en lovovertrædelse, som er henvist til privat forfølgning, tillige indeholder en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, kan påtalemyndigheden efter begæring af den private påtaleberettigede forfølge begge lovovertrædelser under ét. Den private kan i sådanne tilfælde på ethvert trin standse den efter begæring begyndte forfølgning.
Stk. 2. Offentlig påtale af en lovovertrædelse, der er henvist til privat forfølgning, kan ske, hvis almene hensyn kræver det. Dette gælder dog ikke, hvis der er afsagt dom i en privat straffesag om overtrædelsen, eller hvis retten til privat påtale vedrørende en overtrædelse, der er undergivet betinget offentlig påtale, alene følger af, at handlingen ikke kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder, jf. § 726, 1. pkt.
Stk. 3. Når offentlig forfølgning er indledt efter stk. 2, ophører den privates ret til at påtale. § 345 finder tilsvarende anvendelse. Den private kan tilslutte sig påtalemyndighedens forfølgning, hvis der straks afgives erklæring herom. Den private kan dog ikke kræve udsættelse af sagen, og det påhviler ikke tiltalte eller dennes forsvarer at afgive foreskrevne meddelelser til den private. Standser påtalemyndigheden den begyndte forfølgning, kan den private påtale eller fortsætte sin påtale.

§ 728. Forfølgning kan opgives, så længe der ikke er afsagt dom eller afgivet nævningeerklæring. Opgives forfølgning, efter at domsforhandling er begyndt, afsiger retten frifindelsesdom. I andre tilfælde udsteder retten efter anmodning skriftlig erklæring om, at en begyndt forfølgning er opgivet.

Kapitel 66
Sigtede og hans forsvar

§ 729. Under ordet »part«, hvor dette i denne lov anvendes i bestemmelser, der ikke særlig angår borgerlige sager, skal også den sigtede i en straffesag anses for indbefattet.

§ 730. Den, der sigtes for en forbrydelse, er berettiget til at vælge en forsvarer til at stå ham bi i overensstemmelse med de nedenfor nærmere givne regler. Er sigtede under 18 år, og har den pågældende ikke indgået ægteskab, tilkommer valget forældremyndighedens indehaver, som er berettiget til at optræde på sigtedes vegne.
Stk. 2. Kun de til møde for vedkommende ret berettigede advokater eller de særlig af justitsministeren til beskikkelse som offentlige forsvarere ved vedkommende ret antagne personer kan vælges til forsvarere. Dog kan retten, når det under hensyn til sagens karakter og øvrige omstændigheder findes forsvarligt, tillade, at der som forsvarer vælges en advokat fra andet nordisk land. Endvidere kan retten undtagelsesvis tilstede, at andre uberygtede personer over 18 år benyttes som forsvarere.
Stk. 3. Retten kan på ethvert tidspunkt under sagen ved kendelse afvise en valgt forsvarer, hvis betingelserne efter § 733, stk. 2, for at nægte at beskikke ham foreligger. Der skal i så fald på begæring beskikkes sigtede en offentlig forsvarer.
Stk. 4. Udelukkede fra at vælges er personer, der er indkaldt til at afhøres som vidner eller syns- eller skønsmænd, eller som er begæret indkaldt i sådan egenskab, indtil retten har truffet afgørelse herom, eller hvis optræden ifølge § 60, stk. 1, nr. 3, ville medføre inhabilitet hos dommeren.

§ 731. Offentlig forsvarer bliver, for så vidt sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver, at beskikke,
a) når sigtede fremstilles for retten med henblik på varetægtsfængsling eller opretholdelse af anholdelsen,
b) når der, forinden tiltale er rejst, skal afhøres vidner, eller besigtigelse skal ske eller syn eller skøn afgives til brug under domsforhandling, dog at retshandlingen ej bliver at udsætte efter forsvarers tilstedekomst, når det må befrygtes, at beviset derved ville spildes,
c) når der er spørgsmål om beslaglæggelse af en formue eller en del af denne, jf. § 802, stk. 3.
d) når tiltale er rejst i sager, der skal behandles under medvirken af domsmænd,
e) når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde,
f) når der i anledning af indankning eller begæring om genoptagelse af en sag eller undtagelsesvis i anledning af kære, jf. § 972, stk. 2, skal finde mundtlig forhandling sted for retten,
g) når vidners eller syns- eller skønsmænds beedigede forklaring begæres til brug under en i udlandet indledet straffesag,
h) i alle tilfælde, hvor retten i medfør af § 29, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, beslutter, at afhøring af sigtede skal foregå for lukkede døre,
i) når sager, hvor der er spørgsmål om fængselsstraf, fremmes i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.
Stk. 2. I det under litra e nævnte tilfælde og i det i § 922, stk. 4, nævnte tilfælde bliver offentlig forsvarer kun at beskikke, når den sigtede (eller hans værge) begærer det. Herom skal der gives sigtede lejlighed til at udtale sig.

§ 731 a. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal der inden afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen, hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer eller den valgte forsvarer udebliver.

§ 732. I andre tilfælde end de i § 731 nævnte kan der, såvel før som efter at tiltale er rejst, beskikkes sigtede offentlig forsvarer, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt og sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer.
Stk. 2. Begæring om beskikkelse af en offentlig forsvarer kan fremsættes såvel af sigtede som af politiet. Justitsministeren fastsætter regler om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket. Det skal af politirapporten fremgå, at den sigtede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at spørgsmålet indbringes for retten.
Stk. 3. Beslutninger, hvorefter forsvarer skal beskikkes, kan ikke påklages for højere ret. Imod beslutninger, hvorved beskikkelse af forsvarer nægtes, kan kære til højere ret finde sted.

§ 733. Til at beskikkes som offentlige forsvarere antager justitsministeren efter overenskomst et passende antal af de til møde for vedkommende domstol berettigede advokater eller, om fornødent, andre dertil egnede personer. I påtrængende tilfælde kan dog også en advokat, der ikke er antaget af justitsministeren, men dog berettiget til møde for vedkommende ret, beskikkes til forsvarer. Efter sigtedes begæring kan endvidere en advokat, der ikke er antaget af justitsministeren, beskikkes til forsvarer, for så vidt han er mødeberettiget for den pågældende ret og er villig til at lade sig beskikke.
Stk. 2. Retten kan ved kendelse nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker som forsvarer, hvis hans medvirken ud fra retsplejemæssige hensyn til sagens behørige fremme, herunder særligt hensynet til medsigtedes tarv, ikke kan anses for forsvarlig eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring.

§ 734. Til offentlig forsvarer må ingen beskikkes, der selv er forurettet ved forbrydelsen eller står i et sådant forhold til den forurettede, som ville udelukke en dommer fra at handle i sagen, eller der er kaldet til at forklare som vidne, syns- eller skønsmand i sagen eller har handlet i den som anklager eller rettergangsfuldmægtig for den forurettede eller som politiembedsmand eller som dommer eller domsmand eller i en anden straffesag har været forsvarer for en sigtet, med hvis interesse i sagen den nu sigtedes står i strid, eller hvis beskikkelse ifølge § 60, stk. 1, nr. 3, ville medføre inhabilitet hos dommeren.
Stk. 2. Er flere personer sigtede under samme sag, kan forsvaret kun udføres af den samme person, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende.

§ 735. Forsvareren beskikkes ved Højesteret, landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde af vedkommende rets præsident, ved undersøgelsesret og byret af dommeren. Sagerne bør så vidt muligt fordeles mellem de antagne forsvarere efter omgang; ønsker sigtede en bestemt person beskikket og oplyser, at denne er villig, bør han i reglen beskikkes uden hensyn til den regelmæssige omgang, forudsat at ingen lovlig hindring er for hånden.
Stk. 2. I landsretssager i 1. instans kan landsrettens præsident beskikke den advokat til forsvarer for sigtede, der har været beskikket til forsvarer for ham ved undersøgelsesretten, selv om han ikke af Justitsministeriet er antaget som forsvarer ved landsretten, men han dog er mødeberettiget ved denne ret.
Stk. 3. I ankesager kan landsrettens præsident beskikke den advokat til forsvarer, der som beskikket forsvarer har udført sagen i 1. instans, såfremt han er mødeberettiget ved landsretten.

§ 736. Beskikkelsen kan tilbagekaldes, når det findes nødvendigt i forsvarets interesse, samt, for så vidt sagen ikke derved forhales, efter begæring af sigtede, når han har truffet overenskomst om forsvarets udførelse uden udgift for det offentlige.
Stk. 2. Beskikkelse kan endvidere ved kendelse tilbagekaldes, hvis betingelserne efter § 733, stk. 2, for at nægte at beskikke den pågældende kommer til at foreligge.

§ 737. Rettens afgørelse i medfør af §§ 730, stk. 3, 733, stk. 2, eller 736, stk. 2, kan påkæres til Den Særlige Klageret inden en uge efter, at afgørelsen er meddelt. Kæremålet behandles mundtligt, hvis der fremsættes anmodning herom eller retten bestemmer det. I øvrigt finder reglerne i §§ 968, stk. 1, 969, stk. 2, 970-972 og 974 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Den Særlige Klagerets afgørelse kan ikke appelleres.

§ 738. Retten kan tillade, at flere valgte forsvarere optræder for samme sigtede. Retten kan endvidere undtagelsesvis beskikke flere offentlige forsvarere for sigtede. Sigtede er berettiget til selv tillige at tage ordet til sit forsvar.
Stk. 2. Den offentlige forsvarer, som er beskikket til at varetage sigtedes tarv under domsforhandlingen, er beføjet til at give møde også under retshandlinger ved anden ret. Skal en sådan retshandling foregå uden for den retskreds, hvori han bor, kan på hans begæring en særlig forsvarer beskikkes til at møde ved samme. Dog bør i påtrængende tilfælde retshandlingen ikke udsættes herefter.
Stk. 3. Når forsvarerens hverv er endt, er han forpligtet til at aflevere til retten de ham udleverede udskrifter og genparter af sagens aktstykker.

§ 739. Misbruger en advokat eller nogen til forsvaret beskikket mand sin stilling til at modarbejde sagens oplysning, eller gør han sig skyldig i tilsidesættelse af de ham påhvilende pligter til behørig at fremme sagen, bliver han at anse efter straffelovens kapitel 16.

§ 740. Beskikkelse af en offentlig forsvarer indskrænker ikke sigtedes ret til selv at drage omsorg for sit forsvar; men forsvareren behøver ikke sigtedes samtykke til at foretage de handlinger, som han anser for nødvendige eller hensigtsmæssige til dennes tarv.

§ 741. Der tilkommer den offentlige forsvarer vederlag af statskassen, herunder godtgørelse for rejseudgifter, som han med føje har haft i forbindelse med hvervet. Bestemmelserne i § 336 c, stk. 2, 3 og 5, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Vederlaget fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Vederlaget fastsættes ved dommen eller ved særskilt beslutning.

Kapitel 66 a
Advokatbistand til den forurettede

§ 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, § 210, §§ 216-223, §§ 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 a eller § 288, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det. I sager om overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 a eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.
Stk. 2. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den forurettede under efterforskningen.
§ 741 b. Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring. Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om beskikkelse af advokat indbringes for retten.
Stk. 2. Er den forurettede villig til at udtale sig, er begæringen om beskikkelse af advokat ikke til hinder for, at politiet afhører den forurettede uden advokatens tilstedeværelse. Ønsker den forurettede ikke at udtale sig uden advokatens tilstedeværelse, kan politiet tilkalde en af de i § 733, stk. 1, nævnte advokater til at varetage hvervet som advokat for den forurettede, indtil retten har taget stilling til begæringen.
Stk. 3. Justitsministeriet kan fastsætte nærmere regler om tilkaldeordningens gennemførelse.
§ 741 c. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.
Stk. 2. Advokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport. Når der er rejst tiltale i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt.
Stk. 3. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart tilstilles advokaten. Advokaten må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må ikke uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med indholdet af det i stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på en advokat, der er antaget af den forurettede i de i § 741 a nævnte sager.
§ 741 d. Om kompetencen til at beskikke advokat for den forurettede gælder samme regler som ved beskikkelse af forsvarer, jf. § 735.
§ 741 e. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. kapitel 31.
Andet afsnit. Sagens forberedelse, inden tiltale rejses

Kapitel 67
Almindelige bestemmelser om efterforskning

§ 742. Anmeldelser om strafbare forhold indgives til politiet.
Stk. 2. Politiet iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.

§ 743. Efterforskningen har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten.

§ 744. Politiet udfærdiger snarest rapport om de afhøringer, der foretages, og om andre efterforskningsskridt, medmindre oplysning herom foreligger på anden måde.

§ 745. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart sendes til forsvareren. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre.

§ 745 a . Hvi Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.
§ 745 b. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens ret til aktindsigt i § 745 fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til
1) fremmede magter,
2) statens sikkerhed,
3) sagens opklaring,
4) tredjemands liv eller helbred,
5) efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller
6) beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar.
Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.
Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra § 745. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før domsforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.
Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for den sigtede eller tiltalte, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra § 745, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 745 c. Forsvareren har adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål. Efter begæring skal forsvareren underrettes om tidspunktet for afhøringerne. Er den sigtede varetægtsfængslet, og er der truffet bestemmelse om isolation, jf. § 770 a, må den sigtede ikke afhøres, uden at forsvareren er til stede, medmindre såvel den sigtede som forsvareren samtykker heri.

§ 745 d. Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, giver politiet meddelelse til forsvareren inden foretagelsen, således at forsvareren kan få lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal tilføres politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede, eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes. Har forsvareren ikke været til stede, skal forsvareren uden ophold underrettes om det foretagne.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1 kan fraviges efter bestemmelsen i § 745 b.

§ 745 e. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren være til stede under videoafhøringen.
Stk. 2. Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er mistænkt eller sigtet, eller dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt herefter.

§ 746. Retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser, herunder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af yderligere efterforskningsskridt. Afgørelsen træffes på begæring ved kendelse.
Stk. 2 . Ved tvistigheder om lovligheden af politiets afgørelser efter § 745, 1. pkt., skal politiet redegøre for grundene til den afgørelse, der er truffet. Retten kan endvidere pålægge politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår.
Stk. 3. Bliver dommeren bekendt med, at en foranstaltning, der er iværksat af politiet i medfør af denne lov, og som kræver rettens godkendelse, ikke er forelagt retten inden udløbet af den herfor fastsatte frist, bestemmer han efter at have afkrævet politiet en redegørelse, om foranstaltningen skal opretholdes eller ophæves.

§ 747. Retsmøde afholdes, når der fremsættes anmodning om foranstaltninger, som kræver rettens medvirken. Efter anmodning afholdes endvidere retsmøde, når det er påkrævet for at sikre bevis, som det ellers må frygtes vil gå tabt, eller som ikke uden væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres umiddelbart for den dømmende ret, eller når det må antages at være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse. Retsmøde med henblik på at sikre bevis kan endvidere afholdes efter anmodning, såfremt sigtede er varetægtsfængslet i isolation og sikringen af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om ophævelse af isolationen.

§ 748. Sigtede underrettes så vidt muligt om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Dette gælder ikke retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af foranstaltninger i henhold til kapitlerne 69-74. Er sigtede varetægtsfængslet, kan fremstilling af ham undlades, hvis den vil være forbundet med uforholdsmæssigt besvær.
Stk. 2. Forsvareren underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Er det ikke muligt at give forsvareren meddelelse, kan der kun afholdes retsmøder, som ikke kan opsættes. For så vidt angår de i stk. 1, 2. pkt., nævnte retsmøder kan reglen dog fraviges, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet. Afgørelsen træffes af retten efter politiets begæring. Forsvareren må kun med rettens samtykke videregive oplysninger, han har modtaget i retsmødet.
Stk. 3. Forsvareren er berettiget til at fremsætte bemærkninger og kort at få disse tilført protokollen, men dommeren bestemmer, på hvilket tidspunkt af retsmødet dette kan ske.
Stk. 4. Retten kan pålægge sigtede at indfinde sig til et retsmøde. Er pålægget ikke givet i et tidligere retsmøde, meddeles det ved en skriftlig tilsigelse. Tilsigelse sker med mindst aftens varsel. Retten kan dog fastsætte andet varsel eller pålægge sigtede at møde straks. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om sigtelsens genstand. Udeblivelse kan kun medføre retsvirkninger, hvis tilsigelsen er lovlig forkyndt og indeholder oplysning om virkningerne af udeblivelse.
Stk. 5. Retten kan på begæring bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om et retsmødes afholdelse, eller at sigtede skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet.
Stk. 6. Har sigtede været udelukket fra at overvære et retsmøde, skal retten, hvis sigtede er til stede, og ellers politiet snarest gøre ham bekendt med, hvad der er tilført retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten afskæres herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke at give sigtede underretning om, hvad der er passeret i retsmødet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.
Stk. 7 . Stk Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på retsmøder, der afholdes i henhold til § 745 b, eller hvor der fremlægges oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og hvor der efter § 784 beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører.

§ 749. Politiet afviser en indgivet anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning.
Stk. 2. Er der ikke grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan beslutningen om at indstille efterforskningen træffes af politiet, såfremt der ikke har været rejst sigtelse. Er sigtelse rejst, finder bestemmelserne i § 721 og § 722 anvendelse.
Stk. 3. Afvises anmeldelsen, eller indstilles efterforskningen, underrettes de, der må antages at have rimelig interesse heri. Afgørelsen kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10.

Kapitel 68
Afhøringer og særlige efterforskningsskridt

§ 750. Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig. Enhver er dog pligtig på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde.

§ 751. Det væsentlige indhold af de afgivne forklaringer tilføres rapporterne, og særlig vigtige dele af forklaringerne gengives så vidt muligt med den afhørtes egne ord.
Stk. 2. Der skal gives den afhørte mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen. Den afhørtes eventuelle rettelser og tilføjelser medtages. Den afhørte gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at underskrive rapporten.
Stk. 3. Fonetisk optagelse af forklaringer må kun finde sted, når den afhørte er gjort bekendt hermed.

§ 752. Inden politiet afhører en sigtet, skal han udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. Det skal af rapporten fremgå, at disse regler er iagttaget.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke tilfælde kommunalbestyrelsen skal underrettes om og have adgang til at overvære afhøringen af sigtede under 18 år.
Stk. 3. Spørgsmål til en sigtet må ikke stilles således, at noget, der er benægtet eller ikke erkendt, forudsættes tilstået. Løfter, urigtige foregivender eller trusler må ikke anvendes.
Stk. 4. Afhøringen må ikke forlænges alene for at opnå en tilståelse. Ved afhøringer, der ikke er ganske kortvarige, anføres i rapporten tidspunkterne for afhøringens begyndelse og afslutning.
Stk. 5. Sigtede må ikke rådføre sig med sin forsvarer eller andre angående den umiddelbare besvarelse af et stillet spørgsmål.

§ 753. Ved politiets afhøring af en person, der ikke er sigtet, finder bestemmelserne i §§ 173, stk. 1, 182 og 184, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse.

§ 754. Ved afhøringer i retten finder §§ 751 og 752 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Om fremgangsmåden ved afhøring af sigtede gælder regler svarende til dem, der er fastsat om vidner i § 183, stk. 1 og 2.
§ 754 a. Politiet må ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, medmindre:
1) der foreligger en begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt,
2) efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og
3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289, 2. pkt.
Stk. 2. Foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, omfattes ikke af stk. 1, hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved lovovertrædelsen.

§ 754 b. De foranstaltninger, som er nævnt i § 754 a, må ikke bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.
Stk. 2. Foranstaltningerne må alene udføres af polititjenestemænd. Civile personer kan dog efter aftale med politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.

§ 754 c. Foranstaltninger efter § 754 a sker efter rettens kendelse. Spørgsmålet herom forelægges for retten på det sted, hvor tiltale er eller kan forventes rejst, eller i øvrigt hvor politiets beslutning om at søge foranstaltningerne gennemført er truffet.
Stk. 2. I rettens kendelse anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for foranstaltningernes gennemførelse er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Stk. 3. Såfremt foranstaltningernes øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at gennemføre foranstaltningerne. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra foranstaltningernes iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om foranstaltningerne kan godkendes, samt om de kan opretholdes. Burde foranstaltningerne efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til Justitsministeriet.

§ 754 d. Er der truffet foranstaltninger som nævnt i § 754 a, og rejses der tiltale for lovovertrædelsen, skal der gives forsvareren underretning om foranstaltningerne. Hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring eller til tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysninger, som denne har modtaget i medfør af 1. pkt.
§ 754 e. Reglerne i §§ 754 a-754 d finder ikke anvendelse ved efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12, §§ 111-115 og 118.

Kapitel 69
Anholdelse

§ 755. Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre.
Stk. 2. Samme beføjelser har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.
Stk. 3. Finder opløb sted, hvorunder der øves eller trues med vold på person eller gods, eller er slagsmål, hvori flere har deltaget, resulteret i drab eller betydelig legemsbeskadigelse, og den eller de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan politiet anholde enhver, der er til stede, og som kan mistænkes for strafbar deltagelse.
Stk. 4. Anholdelse må ikke foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 5. Efter politiets begæring kan beslutning om anholdelse træffes af retten.
§ 756. Den, der med rimelig grund mistænkes for overtrædelse af bestemmelser, som er fastsat i en betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8, i dom eller kendelse efter straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 72, ved betinget benådning, ved prøveløsladelse eller en foranstaltning, der er fastsat i medfør af § 765, kan anholdes af politiet, såfremt det er nødvendigt på den måde at sikre hans foreløbige tilstedeværelse.

§ 757. Når en sigtet, der er behørigt tilsagt til et retsmøde, udebliver uden oplyst lovligt forfald, kan retten beslutte, at han skal anholdes, såfremt det i tilsigelsen eller under møde for retten er tilkendegivet, at han skal møde personligt og i udeblivelsestilfælde må vente at blive anholdt.

§ 758. Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Politiet kan under iagttagelse af bestemmelserne i § 792 e foretage besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik på at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller andre. Politiet kan tage sådanne effekter samt penge, der findes hos den anholdte, i bevaring. Under anholdelsen er den pågældende i øvrigt ikke undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end anholdelsens øjemed og ordenshensyn nødvendiggør.
Stk. 2. Politiet skal snarest muligt gøre den anholdte bekendt med sigtelsen og tidspunktet for anholdelsen. Af rapporten skal fremgå, at denne regel er iagttaget.

§ 759. Ransagning af hus, andre lokaliteter eller genstande for at eftersøge en mistænkt, der skal anholdes, kan foretages, når der er grund til at antage, at den pågældende opholder sig der.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 795, stk. 1, 1. pkt., og §§ 796-800 finder tilsvarende anvendelse.

§ 760. Enhver, der anholdes, skal løslades, så snart begrundelsen for anholdelse ikke længere er til stede. Tidspunktet for løsladelsen skal fremgå af rapporten.
Stk. 2. Inden 24 timer efter anholdelsen skal den anholdte, der ikke forinden er løsladt, fremstilles for en dommer. Tidspunktet for anholdelsen og for fremstillingen i retten anføres i retsbogen.
Stk. 3. Har anholdelse fundet sted for et strafbart forhold, for hvilket varetægtsfængsling er udelukket, skal den anholdte inden retsmødets afslutning sættes på fri fod.
Stk. 4. Har anholdelse fundet sted for et strafbart forhold, for hvilket varetægtsfængsling ikke er udelukket, eller i medfør af § 756, og findes anholdte ikke at kunne løslades straks, kan retten, når den på grund af de foreliggende oplysningers utilstrækkelighed eller af anden grund ikke finder straks at kunne tage stilling til spørgsmålet om varetægtsfængsling, beslutte, at han foreløbig skal forblive under anholdelse. I beslutningen anføres de omstændigheder, der bevirker, at anholdelse opretholdes. Under den opretholdte anholdelse finder § 765 tilsvarende anvendelse. Sigtede skal have lejlighed til at angive eventuelle oplysninger, som han ønsker tilvejebragt.
Stk. 5. Den, over hvem anholdelsen er opretholdt, skal, såfremt han ikke forinden er løsladt, på ny fremstilles for en dommer, der inden 3 x 24 timer efter afslutningen af det første retsmøde træffer bestemmelse om, hvorvidt anholdte skal løslades eller varetægtsfængsles eller undergives foranstaltninger efter § 765.
§ 761. Ved pågribelse af en person med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller forvandlingsstraffen for bøde finder reglerne i §§ 758, stk. 1, og 759 anvendelse.
Kapitel 70
Varetægtsfængsling

§ 762. En sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og
1) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen, eller
2) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed, eller
3) der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.
Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at han har begået
1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller
2) en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 123, § 134 a, §§ 244-246, § 250 eller § 252, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.
Stk. 3. Varetægtsfængsling kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af bøde eller fængsel i højst 30 dage, eller hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.

§ 763. Er der begrundet mistanke om, at en person har overtrådt vilkår, som er fastsat i en betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8, ved betinget benådning eller ved prøveløsladelse, kan han varetægtsfængsles, hvis retten finder, at overtrædelsen er af en sådan beskaffenhed, at der foreligger spørgsmål om fuldbyrdelse af fængselsstraf eller indsættelse i anstalt, og
1) der efter det om den pågældendes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig følgerne af vilkårsovertrædelsen, eller
2) der efter det om hans forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod fortsat vil overtræde vilkårene, og det under hensyn til overtrædelsernes beskaffenhed skønnes påkrævet, at disse forhindres ved, at han varetægtsfængsles.
Stk. 2. Det samme gælder, hvis der er begrundet mistanke om, at en person har overtrådt bestemmelser, der er fastsat i dom eller kendelse efter straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 72.

§ 764. Retten afgør på begæring af politiet, om sigtede skal varetægtsfængsles.
Stk. 2. En sigtet, der er til stede her i landet, afhøres i retten om sigtelsen og skal have lejlighed til at udtale sig, inden afgørelsen træffes, medmindre retten finder, at fremstillingen af særlige grunde må anses for nytteløs eller skadelig for sigtede. Er kendelse om varetægtsfængsling afsagt, uden at sigtede har haft lejlighed til at udtale sig i retten, skal han fremstilles i retten inden 24 timer efter, at han er indbragt her til landet, eller hindringen for hans fremstilling er ophørt.
Stk. 3. I det retsmøde, der afholdes til afgørelse af spørgsmålet om varetægtsfængsling, skal sigtede have adgang til bistand af en forsvarer. Er den sigtede til stede i retsmødet, skal der gives ham lejlighed til en samtale med forsvareren inden afhøringen.
Stk. 4. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Varetægtsfængsles sigtede, anføres i kendelsen de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt. Er den sigtede til stede i retsmødet, skal han straks gøres bekendt med, hvilke bestemmelser om varetægtsfængsling retten har anvendt, og med de i kendelsen anførte grunde for varetægtsfængsling samt med sin adgang til at kære. Udskrift af en kendelse, hvorved nogen varetægtsfængsles, overgives på forlangende snarest muligt til den pågældende.

§ 765. Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men kan varetægtsfængslingens øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten, hvis sigtede samtykker heri, i stedet for varetægtsfængsling bestemmelse derom.
Stk. 2. Retten kan således bestemme, at sigtede skal
1) undergive sig et af retten fastsat tilsyn,
2) overholde særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, anvendelse af fritid og samkvem med bestemte personer,
3) tage ophold i egnet hjem eller institution,
4) undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om fornødent på hospital eller særlig institution,
5) give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter,
6) hos politiet deponere pas eller andre legitimationspapirer,
7) stille en af retten fastsat økonomisk sikkerhed for sin tilstedeværelse ved retsmøde og ved fuldbyrdelsen af en eventuel dom.
Stk. 3. Ved afgørelser i medfør af stk. 1 og 2 finder bestemmelserne i § 764 tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Hvis sigtede unddrager sig møde i retten eller fuldbyrdelse af dommen, kan retten, efter at der så vidt muligt er givet dem, afgørelsen vedrører, lejlighed til at udtale sig, ved kendelse bestemme, at en sikkerhed, der er stillet i medfør af stk. 2, nr. 7, er forbrudt. En forbrudt sikkerhed tilfalder statskassen, dog således at den forurettedes erstatningskrav kan dækkes af beløbet. Retten kan under særlige omstændigheder i indtil 6 måneder efter kendelsen bestemme, at en forbrudt sikkerhed, der er tilfaldet statskassen, helt eller delvis skal tilbagebetales.
Stk. 5. Justitsministeren kan efter forhandling med socialministeren og sundhedsministeren fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er anbragt i institution eller hospital m.v. i medfør af stk. 2, nr. 3 eller 4, når der ikke i øvrigt er taget stilling hertil. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 766. Retten kan til enhver tid omgøre kendelser om varetægtsfængsling eller foranstaltninger, der træder i stedet herfor.

§ 767. Bortset fra tilfælde, hvor sigtede ikke er til stede her i landet, fastsættes der i kendelsen en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde. Fristen skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger. Fristen kan forlænges, men højst med 4 uger ad gangen. Forlængelsen sker ved kendelse, medmindre sigtede erklærer sig indforstået med forlængelsen. Reglerne i § 764 finder, indtil dom er afsagt i 1. instans, tilsvarende anvendelse på retsmøder og kendelser om fristforlængelse. Fremstilling af en sigtet, der er varetægtsfængslet eller undergivet anden frihedsberøvende foranstaltning, kan dog undlades, når han giver afkald derpå eller retten finder, at fremstillingen vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder.
Stk. 2. Når den frist, der er fastsat efter stk. 1, udløber, efter at domsforhandlingen er begyndt, fortsætter varetægtsfængslingen eller foranstaltningen uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Tiltalte kan efter udløbet af den før domsforhandlingen fastsatte frist anmode retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller en foranstaltning, der træder i stedet herfor, efter § 766 eller § 768. Hvis tiltalte efter fristens udløb anmoder retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller en foranstaltning, der træder i stedet herfor, skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 14 dage efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Hvis der er spørgsmål om varetægtsfængsling efter § 762, stk. 2, træffes afgørelsen om eventuel ophævelse af en dommer eller afdeling, som ikke deltager i domsforhandlingen, jf. § 60, stk. 3, medmindre en af betingelserne i § 60, stk. 3, 2. pkt., er opfyldt. Tiltaltes anmodning kan efter rettens bestemmelse behandles på skriftligt grundlag, hvis afgørelsen træffes af en dommer eller afdeling, som ikke deltager i domsforhandlingen.
Stk. 3. Kæres en kendelse om fristforlængelse, hvorved varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning udstrækkes ud over 3 måneder, skal kæremålet efter begæring behandles mundtligt. Når kæremål én gang er blevet behandlet mundtligt, afgør den overordnede ret, om en senere begæring om mundtlig behandling skal imødekommes. Bestemmelsen i stk. 1, sidste pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 768. Varetægtsfængsling eller foranstaltninger, der træder i stedet herfor, skal om fornødent ved rettens kendelse ophæves, når forfølgning opgives eller betingelserne for iværksættelse ikke længere er til stede. Finder retten, at undersøgelsen ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat varetægtsfængsling eller anden foranstaltning ikke er rimelig, skal retten ophæve den.

§ 769. Bestemmelse om varetægtsfængsling eller anden foranstaltning har kun virkning indtil sagens afgørelse i retten. På begæring træffer retten efter afgørelsen bestemmelse om, hvorvidt tiltalte under eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, skal varetægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet eller undergives foranstaltninger, der træder i stedet herfor. Ved bestemmelsen herom finder reglerne i §§ 762, 764-766 og 768 tilsvarende anvendelse, medmindre tiltalte erklærer sig indforstået med at forblive varetægtsfængslet eller undergivet anden foranstaltning. Har den pågældende inden sagens afgørelse i retten været varetægtsfængslet eller undergivet andre foranstaltninger, men finder retten ikke grundlag for fortsat anvendelse heraf, kan retten på anklagemyndighedens begæring bestemme, at varetægtsfængslingen eller foranstaltningen skal være i kraft, indtil afgørelse af varetægtsspørgsmålet foreligger fra den overordnede ret, hvortil sagen eller varetægtsspørgsmålet er indbragt.
Stk. 2. Indbringes den afgørelse, der er truffet i sagen, for højere ret, og er der i medfør af stk. 1 truffet bestemmelse om anvendelse af varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger efter afgørelsen, skal spørgsmålet om den fortsatte anvendelse heraf snarest forelægges for den overordnede ret, hvortil afgørelsen er indbragt. Ved denne rets behandling af spørgsmålet om varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger finder reglerne i §§ 762, 764, stk. 1, 3 og 4, 765, 766, 767, stk. 1, 1.-4. pkt., og 768 tilsvarende anvendelse.

§ 770. En varetægtsarrestant er alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af varetægtsfængslingens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.
Stk. 2. Varetægtsarrestanter anbringes i varetægtsfængsel (arresthus), så vidt muligt på det sted, hvor straffesagen behandles. Anbringelse uden for varetægtsfængsel kan ske af helbredsmæssige grunde eller i medfør af § 777.

§ 770 a. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at en varetægtsarrestant skal udelukkes fra fællesskab med de øvrige indsatte (isolation), hvis
1) varetægtsfængslingen er besluttet i medfør af § 762, stk. 1, nr. 3, og
2) der er bestemte grunde til at antage, at varetægtsfængslingen i sig selv ikke er tilstrækkelig til at hindre arrestanten i at vanskeliggøre forfølgningen i sagen, herunder ved gennem andre indsatte at påvirke medsigtede eller ved trusler eller på anden lignende måde at påvirke andre.

§ 770 b. Isolation må kun iværksættes eller fortsættes, hvis
1) formålet hermed ikke kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder ved at anbringe arrestanten i andet arresthus end bestemte andre indsatte eller på anden måde afskære arrestanten fra samvær med sådanne indsatte eller ved at etablere brevkontrol, besøgskontrol eller besøgsforbud,
2) indgrebet, herunder den særlige belastning, som indgrebet kan medføre på grund af arrestantens unge alder, fysiske eller psykiske svagelighed eller personlige forhold i øvrigt, ikke står i misforhold til sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis arrestanten findes skyldig, og
3) efterforskningen fremmes med den særlige hurtighed, som er påkrævet ved varetægtsfængsling i isolation, herunder ved benyttelse af mulighederne for bevissikring efter § 747.

§ 770 c. Hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 4 år, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 4 uger.
Stk. 2. Hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 4 år eller derover, men ikke fængsel i 6 år, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger.
Stk. 3. Hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 3 måneder. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at en isolation udstrækkes ud over 3 måneder, hvis afgørende hensyn til forfølgningen gør fortsat isolation påkrævet, uanset den tid arrestanten hidtil har været isoleret.
Stk. 4. Hvis arrestanten er under 18 år, må isolation i ingen tilfælde finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger.

§ 770 d. Rettens afgørelse om isolation træffes ved særskilt kendelse herom. Træffer retten bestemmelse om isolation, skal retten i kendelsen anføre de konkrete omstændigheder, hvorpå det støttes, at betingelserne i §§ 770 a-770 c for isolation eller fortsat isolation er opfyldt.
Stk. 2. Ved rettens afgørelse om isolation finder reglerne i § 764, stk. 2-4, § 766, § 767, stk. 1, og §§ 768-769 i øvrigt tilsvarende anvendelse. Ved iværksættelse af isolation må den første frist for indgrebets længde dog ikke overstige 2 uger. Hvis arrestanten er under 18 år, kan fristen for isolation højst forlænges med 2 uger ad gangen.

§ 770 e. Udstrækkes en isolation ud over 8 uger, skal kæremål herom efter anmodning behandles mundtligt. Stadfæstes afgørelsen om isolation, skal senere kæremål om fortsat isolation ligeledes behandles mundtligt efter anmodning, hvis isolationen ved den påkærede kendelse udstrækkes ud over 8 uger fra den seneste mundtlige behandling af kæremål om forlængelse af isolation. I andre tilfælde afgør kæreinstansen, om en anmodning om mundtlig behandling skal imødekommes. Bestemmelsen i § 767, stk. 1, sidste pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 771. En varetægtsarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Nægter politiet besøg, skal varetægtsarrestanten underrettes herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol forelægges retten til afgørelse. Arrestanten har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.
Stk. 2. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan institutionens ledelse med politiets samtykke give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.

§ 772. En varetægtsarrestant har ret til at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for efterforskningen eller opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet. Tilbageholdes et brev, skal spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen straks underrettes, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse.
Stk. 2. En varetægtsarrestant har ret til ukontrolleret brevveksling med retten, forsvareren, justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets Ombudsmand. Justitsministeren kan fastsætte regler om varetægtsarrestanters ret til at afsende lukkede breve til andre offentlige myndigheder eller enkeltpersoner.

§ 773. Såfremt politiet bestemmer, at der af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed skal foretages andre begrænsninger i en varetægtsarrestants rettigheder, kan arrestanten forlange spørgsmålet om opretholdelsen af begrænsningerne forelagt retten til afgørelse.

§ 774. Hverken institutionens personale eller andre må benyttes til at udforske varetægtsarrestanter.

§ 775. Der kan ikendes varetægtsarrestanter disciplinærstraf i form af strafcelle i indtil 2 uger eller inddragelse af arbejdspenge. De nævnte disciplinærstraffe kan anvendes i forening.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 65 og 66 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. om anvendelse af håndjern og sikringscelle finder tilsvarende anvendelse på varetægtsarrestanter.

§ 776. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af varetægtsarrestanter. For arrestanter, der er isoleret efter rettens bestemmelse, fastsætter justitsministeren særlige regler om øget personalekontakt, udvidet adgang til besøg, særlig adgang til eneundervisning og bestemte typer af arbejde samt tilbud om regelmæssige og længerevarende samtaler med præster, læger, psykologer eller andre. Justitsministeren fastsætter endvidere regler om den bistand, der i øvrigt ydes varetægtsarrestanter for at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og personlige ulemper, der følger af varetægten.

§ 777. En varetægtsarrestant kan med rettens godkendelse anbringes i en anstalt for personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital m.v., jf. straffelovens §§ 68 og 69, hvis han selv, anklagemyndigheden og institutionens ledelse samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan sådan anbringelse undtagelsesvis ske uden arrestantens samtykke. I institutionen behandles den pågældende efter de regler, der gælder for personer, der er anbragt dér i henhold til dom. Arrestanten må dog ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.

§ 778. Varetægtsarrestanters klager over fængselspersonalets adfærd indgives til vedkommende fængselsinspektør (arrestinspektør) eller til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Har klageren ikke fået medhold, eller er der ikke truffet endelig afgørelse inden 2 uger efter indgivelsen, kan klagen indbringes for retten på det sted, hvor varetægtsfængslet (arresthuset) er beliggende.
Stk. 2. Retten kan afvise at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen findes åbenbart grundløs, hvis den angår forhold af uvæsentlig betydning, eller hvis den indgives mere end 4 uger efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted. Rettens undersøgelse foretages i overensstemmelse med reglerne i § 1019 b, § 1019 e, stk. 1 og stk. 3-5, § 1019 f, stk. 2, og § 1019 g. Dommeren træffer bestemmelse om afhøring af klageren, indklagede og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler.
Stk. 3. Når undersøgelsen er afsluttet, afgiver retten en redegørelse herfor, som sendes til klageren, til den, klagen angår, og til fængselsinspektøren (arrestinspektøren) samt til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
§ 779. (Ophævet)

ÆRLIGHED VARER LÆNGST!